Jon Fosse: Bådehuset

Havde jeg ikke tidligere læst noget af Jon Fosse, så havde Bådehuset sikkert fået en højere score hos mig, måske endda en topvurdering. Men det er svært ikke at sammenligne med Fosses senere, mere modne værker, og så kommer Bådehuset lidt til kort.

Bådehuset (opr. 1989, da. 2007) er ikke desto mindre i egen ret en meget fin, lille melankolsk historie, som er flot fortalt i Jon Fosses karakteristiske stil, som du kan læse mere om i mine anmeldelser af andre af hans værker.

Bådehuset udgiver sig for at være fortællerens forsøg på at skrive sig ud af den uro, der ikke vil forlade ham, efter at den kom over ham i den forgangne sommer. Sommeren, hvor fortællerens barndomsven, Knut, efter mere end ti års fravær kommer på besøg i landsbyen sammen med sin kone og to børn.

Gensynet med Knut ripper op i barndoms- og ungdomsminder fra dengang, de to altid var sammen, fra deres lege i bådehuset, fra dengang de dannede et rockband og gjorde sig de første erfaringer med pigerne.

Det var i sommer jeg mødte Knut igen, han havde giftet sig, fået to døtre. Det er denne uro, jeg ved jo ikke, men denne uro. Jeg råbte til Knut, men han svarede ikke, gik bare. Siden har jeg ikke set ham igen. jeg må holde uroen borte, derfor skriver jeg. Det var i sommer uroen kom over mig. Jeg går ikke ud længere. Jeg har ikke rørt guitaren siden uroen kom over mig, jeg spiller ikke plader længere. Det værker i venstre arm, i fingrene. Min mor. Knuts kone. En gul regnfrakke. Cowboyjakken. Hendes øjne. Der er kommet en uro over mig, og jeg skriver.

Det er Fosse-classic, og det er godt. Stederne og temaerne ligner noget, Fosse kommer helt ellers delvist tilbage til i senere romaner. Teksten er fra før, Fosse forlod punktummerne helt, som citatet ovenfor afslører. Men ellers er stilen den velkendte Fosseske: Skriften bevæger sig i gentagende cirkler omkring det samme igen og igen, og for hver runde afsløres lidt mere af, hvad det handler om: Af fortællerens og Knuts fortid og det trekantsdrama, der har udspillet sig i den netop forgangne sommer mellem fortælleren, Knut og hans kone.

En fin lille sag, som kun blegner i lyset af Septologien I-VII, jeg læste umiddelbart før.

K's vurdering: