Smukkere kan det næppe gøres: Morgen og aften er to nedslag i et menneskes liv. To dage: Johannes’ første dag, hvor han bliver født. Og Johannes’ sidste dag i livet, som også er hans første dag i døden.

Jon Fosses korte, men mesterlige roman falder i to dele. Den første, som vel nærmest har karakter af en prolog, er fortalt gennem fiskeren Olai, som venter i køkkenet, mens hans kone føder deres søn, som skal hedde Johannes, og som skal blive fisker.

Denne første del af bogen er også den mest syrede, hvor den nyfødtes skrig blandes med en serie af vokaler, som markerer, at med denne fødsel fødes også selve sproget. Synes du, at det lyder for mærkeligt, så er det okay, men hold alligevel ud og læs videre, for resten af romanen er helt ligetil, og den er noget af det bedste, jeg har læst længe.

I resten af bogen følger vi den gamle Johannes mange år senere på hans sidste dag i livet. Det er den dag, hvor han sover stille ind, mæt af dage, som man siger. Der er ingen af den slags klicheer i Jon Fosse enkle, stærke prosa, men sådanne gamle ord kommer alligevel i hu, for der en tyngde i romanen, som emmer af gamle dage og af noget, der har været altid.

Johannes vågner op på denne dag, som er lige som de andre og alligevel anderledes. Han går igennem sine vanlige ritualer, står op og brygger sig en kop kaffe, tvinger sig selv til at spise et stykke brød med gedeost, selvom han ikke har nogen appetit, ryger sine morgensmøger.

Vi følger Johannes gennem dagen, hvor han stavrer afsted på sine gamle ben, og i én lang flydende tekst møder vi de vigtigste personer i hans liv, hvoraf de fleste er døde for mange år siden: Den gode ven, fiskeren Peter; frøken Petterson, som Johannes var hemmeligt forelsket i for mange år siden; konen Erna, som han ganske vist skændtes meget med, men alligevel elskede; den yngste datter Signe, der bor lige i nærheden og plejer at komme forbi.

Nutid og fortid flyder sammen i én lang sammenhængende tekst uden punktummer, og som læsere er vi med Johannes hele vejen: I det kolde køkken på hans gamle dage om morgenen, mens han kæmper med at tygge sin vanlige skive brød, og i hans ungdom, hvor han spadserer på havnen arm i arm med den unge frøken Petterson.

På denne Johannes’ sidste dag ser alle ting så mærkelige ud for ham, hans værktøj på væggen, husene på toppen af bakkerne, på én gang har de en tyngde, de aldrig har haft før, og samtidig ser de så fjerlette ud, som om de kunne tage fra og svæve op mod himlen.

Sådan er fortællingen også. Fosses sprog flyder ubesværet i korte enkle sætninger, handlingen er simpel og let at forstå, og romanen læser nærmest sig selv. Samtidig er historien tung som evigheden, tung som var det den eneste og evige historie om et menneske, der bliver født; et menneske, der lever; et menneske, der dør.

Vil pilken ikke gå til bunds? siger Peter
Nej, siger Johannes
og han ryster på hovedet
Det var ikke så godt, siger Peter
og Johannes ser op og han ser der står tårer i Peters øjne
Nej, det var ikke så godt, siger Peter
Det gør mig ondt at høre, siger han
Havet vil ikke have dig, siger han
og Peter tørrer tårerne bort
Så er der kun jorden igen, siger Peter

Johannes har mødt sit i livet. Han har taget det, som det kom, gode og hårde tider. Han har ikke nødvendigvis levet som en helgen, men heller ikke det modsatte, bare som et nogenlunde ordentligt menneske, ligesom vi andre kan håbe på at lykkes med. Og nu er det så slut. Som det tidligt går op for os læsere, men først til sidst for Johannes selv.

Grundstemningen er melankolsk, men den bliver på intet tidspunkt sentimental og egentlig heller ikke trist. Det er ikke nødvendigvis nemt at dø i en roman sammen med Jon Fosse, men det er heller ikke dårligt. Faktisk tænker jeg, at det næppe kan blive bedre.

Form og stil genkender jeg fra Fosses trilogi (Andvake, Olavs drømme, Kveldsvævd), som han fornylig fik Nordisk Råds Litteraturpris 2015 for. Jeg var ret begejstret for trilogien. Morgen og aften er endnu bedre.

• Lignende indlæg
• Af Jon Fosse
• Batzer & co.

Lev Tolstoj: Kreutzersonaten

Anton Tjekhov: Sjette Afdeling

Armin Öhri: LZ 129. Die letzte Reise der Hindenburg

Andrés Barba: Små hænder

Jon Fosse: Trilogien (Andvake, Olavs drømme & Kveldsvævd)

Judith Hermann: Lettipark

Jón Kalman Stefánsson: Historien om Asta

Tarjei Vesaas: Fuglene

Jón Kalman Stefánsson: Fisk har ingen fødder