Chigozie Obioma: Vi var fiskere

Vi var fiskere er en på mange måder gribende og rørende fortælling med mytologiske konnotationer. Romanen giver et – om end lidt flimrende – indtryk af Nigerias nyere historie. Og så er den en symbolsk fortælling om, hvordan mange nye afrikanske nationer er født af den europæiske kolonisering med deraf følgende iboende sår og konflikter. Men det er også en lidt ujævn roman, som synes at have svært ved at bestemme sig for sit eget fokus.

Nigerianske Chigozie Obiomas (f. 1986) debutroman fra 2015 (udgivet på dansk ved Ninna Brenøe i 2016) er ganske ambitiøs, og ambitionen indfries i et vist omfang, men ikke helt. Jeg kan således ikke fuldt ud lægge mig i slipstrømmen af de mange, overstrømmende anmeldelser, romanen har modtaget i både Danmark og internationalt.

Jeg havde undervejs svært ved at få greb om, hvad der egentlig er romanens hovedærinde. Den er sådan set ligetil at læse på trods af, at den springer en hel del frem og tilbage i tid. Jeg savnede bare et tydeligere fokus. Er Obiomas ærinde først og fremmest at fortælle en allegorisk historie om Nigeria som nation? Eller er romanen primært en realistisk tragedie om en en families udvikling? Skal de (få) tilsyneladende magiske elementer tages for pålydende, eller er de kun produkter af nigerianernes “efterrationaliseringer” og hang til overtroiske forklaringsmodeller?

Efter endt læsning er der ikke nogen tvivl om, at romanen giver bedst mening fortolket som en slags allegori over den nigerianske nations historie. Det er også Obiomas egen intention med romanen, har jeg efterfølgende fået bekræftet i et (i øvrigt meget anbefalelsesværdigt) interview i Michigan Quarterly Review fra 2015.

Romanen foregår i byen Akure i Nigeria i 1990´erne. Vi følger familien Ugwu, som ud over forældreparret består af seks børn: Drengene Ikenna, Boja, Obembe, Benjamin og David samt lillesøster Nkem. I centrum står først og fremmest de fire førstnævnte, ældste brødre, mens de to yngste børn er for små til at spille en aktiv rolle i fortællingen.

Historien fortælles i retrospektiv af Benjamin, den fjerdeældste af de seks søskende. Retrospektivet udnytter Obioma til på den ene side at tillade fortælleren den voksnes efterreflektion og på den anden side at fortælle især de følelsesmæssige sider af historien fra barnets perspektiv.

Det forekommer troværdigt al den stund, at de følelsesmæssige aftryk, som historiens voldsomme begivenheder kan antages at have afsat sig i barnets sind, er af en karakter, den voksne må bære med sig som et barns indtryk.

Udover drengene og deres forældre spiller byens særling, “den gale mand,” Abulu, en hovedrolle. Handlingen er således centreret omkring en forudsigelse eller forbandelse, som Abulu nedkalder over den ældste af drengene, da de eftermiddag støder på den gale tæt ved landsbyens forbudte flod, Omi-Ala, hvor de i hemmelighed har fået for vane at snige sig ned for at fiske.

Abulu forudsiger, at den ældste bror, Ikenna, vil blive dræbt af en fisker. Drengene, der med stolthed betragter sig selv som fiskere (selv om de kun fanger små skidtfisk og haletudser i den forurenede flod), fortolker i rædsel forudsigelsen som en profeti om, at Ikenna vil blive dræbt af en af sine egne brødre.

Det er selvfølgelig overtro, men profetien gnaver sig ind i deres sind, og ødelægger gradvist det ellers tillidsfulde forhold mellem brødrene. Hvordan historien yderligere udfolder sig, skal jeg ikke røbe.

Romanen er lidt længe om at komme i gang, men især den sidste halvdel er faktisk helt underholdende. Fortællingen henter især sin styrke i indlevelsen i fortællerens, Benjamins, følelsesmæssige forhold til de ældre brødre og til hans forældre, og i det indtryk, den giver af de sammensatte kulturer i det moderne Nigeria.

Det sidste kommer blandt andet til udtryk i den blanding af kristen mytologi og igbo-traditioner, som gennemsyrer romanpersonernes verdenssyn og talemåder samtidig med, at de også forholder sig pragmatisk til den moderne, politiske virkelighed i landet. Og så kommer det til udtryk i de sprog, der tales:

I romanen taler personerne således skiftevis igbo, yoruba og engelsk (som regel dog heldigvis oversat til ære for læseren). Derhjemme taler børnene primært igbo med deres mor. Det er det nære og intime sprog. Med legekammeraterne taler de mest yoruba, som er det sprog, der forener dem bedst på tværs af stammetilhørsforhold.

Deres disciplinære far taler derimod oftest det formelle engelsk til dem, og det er også det sprog, deres mor slår over i, når hun er virkelig vred og dermed via sproget bevidst ønsker at markere en formel distance til børnene. Når mor taler engelsk, er der grund til at være virkelig bange!

Sproget fungerer således som en kulturel markør i børnenes liv og samtidig som et billede på sammensatheden i det nigerianske samfund: De to største stammer, igboerne og yorubaerne, som af de britiske kolonisatorer er tvunget sammen i én nation.

Den gale mand, Abulu, spiller som nævnt en hovedrolle. Ud over at hans profeti bliver et omdrejningspunkt for romanens umiddelbare handlingspor, er hans rolle i landsbyen også et symptom på den overtro, der ifølge Obioma gennemtrænger det nigerianske samfund. På et mere overordnet, symbolsk plan kan hans figur imidlertid også tolkes som en metafor for alle de dårligste egenskaber ved Nigeria som sådan. Et Nigeria, der i denne fortolkning er et udtryk for tragisk galskab inkarneret som nation.

Denne symbolske rolle for den gale mand er for eksempel tydelig i dette lidt længere citat fra en af romanens beskrivelser af ham:

Han dunstede af den sved, som havde samlet sig i de tætbevoksede områder med hår i skridtet og under armene. Han lugtede af rådden mad og af sår, der ikke var hele og af betændelse og kropsvæsker og affaldsstoffer. Han emmede sødt af rustende metaller, ting i forrådnelse, gammelt stof, undertøjet han nogle gange gik med. han lugtede også af blade, slyngplanter, smadrede mangoer nede ved Omi-Ala, sandet fra flodbanken og endda af vandet selv. Han lugtede af bananplanter og guavatræer, af støvet i harmattan-vinden, af kasseret tøj i den store container bag skrædderforretningen, af kødrester i byens åbne slagtehus, af tiloversblevne ting fortæret af ådselsædere, af brugte kondomer fra La Room Motel, af kloakvand og snavs, af sæden fra de ejakulationer som han sprøjtede ud over sig selv, hver gang han onanerede, af vaginalsafter, af indtørret slim. Men det var ikke engang det eneste; han lugtede af immaterielle ting. Han lugtede af andre menneskers ødelagte liv og af deres stivnede sjæle. Han lugtede af ukendte ting, af sære elementer og af glemte og frygtindgydende ting. Han lugtede af død.

Vi var fiskere kan samlet set anbefales som både en ganske underholdende og indlevet fortælling om hverdagslivet for de fire drenge i Nigeria i 1990’erne, hvor de politiske uroligheder i landet spiller med i baggrunden, og som en symbolsk historie om Nigeria som nation. Men historien er også fortalt lidt skrumlende undervejs, hvilket forhindrer den i at få topkarakter.

Min oplevelse af romanen blev nok også lidt amputeret af, at jeg lyttede mig igennem den som lydbog, oplæst af Karsten Lagermann. Lagermann har sådan set en god oplæserstemme, men han har betydelige problemer med oplæsningsrytmen, hvilket giver sig udslag i pauser på de forkerte steder midt i sætninger.

Et sted i romanen bliver en præsts tale under en begravelse karakteriseret således:

Han talte i korte udbrud, som om hans ord var tropiske græshopper, der fløj ud af munden på ham og stoppede abrupt på samme måde, som en græshoppe slår ned og hopper op, igen og igen og igen, indtil han var igennem sin tale.

Sådan kunne man også rammende karakterisere Karsten Lagermanns oplæsning. Og det er desværre ikke helt godt. Til gengæld er citatet et meget godt eksempel på det billedsprog, Obioma benytter sig af i rigt mål romanen igennem.

K's vurdering: