Diogo Mainardi: Faldet. En fars erindringer i 424 skridt

Faldet er en slags erindringsbog om forfatterens erfaringer som far til en hjerneskadet dreng. Samtidig et strejftog i essayets form gennem kunst-, litteratur- og idéhistorien. Først og fremmest er bogen dog en fars kærlighedserklæring til sin hjerneskadede søn.

I år 2000 blev den brasilianske forfatter og journalist Diogo Mainardi (f. 1962) far for første gang. På grund af lægefejl ved fødslen blev hans søn, Tito, født med hjerneskade og spastisk lammelse.

Før Titos fødsel var Mainari en forholdsvis succesfuld forfatter med adskillige romaner bag sig. Med Titos fødsel ændrede Mainardis liv sig imidlertid radikalt. Alt i hans liv kom til at dreje sig om sønnen.

Siden Titos fødsel den 30. september 2000 har jeg været en mand i miniaturestørrelse, uden ansigt og uden identitet […]. Det der karakteriserer mig er at jeg er far. Jeg er blot en mand, der for altid ledsager sin kone til sit barns fødsel.

Jeg er Titos far. Jeg eksisterer kun på grund af Tito.

Faldet er ifølge Mainardi selv således den første bog, han kan skrive efter Titos fødsel. Han søger i den sammenhæng ikke at skjule, at der for ham er et betydeligt element af egenterapi over at skrive bogen. Det er der ikke noget galt i, men det er ikke alt, hvad der kommer ud af denne øvelse, der er lige interessant for den udenforstående læser.

Meget af det er imidlertid ganske interessant, og bogen er skrevet med både lethed og vid og med en kombination af alvor og humor, som fik mig til at hænge på som læser.

Bogen er skrevet i form af 424 ganske korte afsnit – ét for hvert af de 424 skridt, som er det længste, Tito nogensinde har gået i sit liv i stræk uden at falde (på det tidspunkt hvor Mainardi holder op med at tælle og slutter bogen).

Bogen har karakter af et essay, hvori vi følger Mainardis sorger og glæder, men især glæder, med sønnen og hans handicap over en årrække. Mainardi tager afsæt i sine personlige erfaringer, men han blander dem med en mængde referencer til kunst-, litteratur- og idéhistorien – og ikke så få til nazisternes koncentrationslejre. Med dem som afsæt reflekterer han over blandt andet menneskenes forhold til andre mennesker med handicap og – bredere – over den menneskelige lykkes natur.

Bogens form spejler også Mainardos og hans kones arbejde med at lære Tito at gå og at kommunikere. Få skridt frem, et fald, forfra. På lignende måde vender Mainardi i bogen hele tiden tilbage til udgangspunkterne, han sporer sine skridt og tager dem igen. Det indebærer en mængde gentagelser, som nogle gange får en næsten messende eller besværgende karakter.

Form og indhold hænger for så vidt fint sammen. Ikke desto mindre nåede jeg at blive lidt træt af gentagelserne.

Det var heller ikke alle Mainardis kurseringer over idéhistorien og parallellerne til sønnen Titos udvikling, som jeg fandt lige velvalgte eller interessante.

Samlet set er Faldet ikke desto mindre en charmerende lille bog, som vinder mindre på de idehistoriske ekskurser og mere på selve den livsbekræftende formidling af en fars kærlighed til sin søn.

K's vurdering: