Yu Hua: At leve

Yu Huas familiesaga fra det 20. århundredes Kina er en medrivende, rørende og virkelig godt fortalt historie om et menneskes uværdige fald og værdige, moralske genrejsning under de mest prøvende kår. Samtidig er det en beretning om Kinas nyere historie fra borgerkrigen frem mod Maos magtovertagelse over Det Store Spring Fremad til Kulturrevolutionen.

At leve fortæller historien om den kinesiske mand Fugui og hans familie. Fugui er født ind i en velhavende familie, og som ung er han en usædvanlig usympatisk stymper og sjover. Han horer åbenlyst på byens bordel, og spiller sin fars penge væk, og behandler på alle måder sin familie usselt og uværdigt.

Romanens første del om Fuguis moralske og økonomiske deroute rummer adskillige moralsk frastødende, men alligevel bizart kostelige scener. For eksempel ynder han at ride på ryggen af en fed luder gennem byens gader og helst slå vejen forbi sin svigerfars butik og hilse på ham, alene for at ydmyge ham og hidse ham op.

Fuguis spillelidenskab ender imidlertid med, at han spiller hele familiens formue op. Familien må gå fra hus og hjem og indstille sig på et liv som fattige daglejere på det, der for kort tid siden var deres egne jorder.

For Fugui bliver den økonomiske og sociale deroute imidlertid et moralsk vendepunkt, hvorfra han med ydmyghed og standhaftighed kæmper sig gennem resten af livet og tåler de værste prøvelser i forsøget på at leve et ordentligt liv og gøre det så godt som muligt for sin kone og sine børn.

Fugui og hans familie går grumme mange prøvelser igennem, og historien er ind i mellem hjerteskærende. I dette korte referat kan bogen måske lyde en smule rørstrømsk, men Yu Hua formår at holde balancen ved at lade sin hovedperson fortælle historien med en nøgternhed og og værdig ydmyghed overfor livet. Og en smule humor hjælper også.

Af oversætter Anne Wedell-Wedellsborgs forord kan man læse, at den direkte oversættelse af bogens kinesiske originaltitel egentlig nærmere er “At være levende.” På én måde er det en mere rammende titel, for store dele af Fuguis og hans families livshistorie handler mest om bare lige akkurat at bevare livet:

At bevare livet gennem borgerkrigen, hvor Fugui bliver tvangshvervet som soldat i Nationalisthæren, at bevare livet gennem sultkatastrofen under Det Store Spring Fremad i 1959-1961, at bevare livet under de vilkårlige henrettelser under Kulturrevolutionen fra 1966 og i det hele taget at overleve sygdomme og fattigdom.

Alligevel kan jeg nu godt lide den danske titel, “At leve.” For charmen og styrken ved romanen er netop, at selv i de mest kummerlige perioder, så lever Fugui og hans familie, de overlever ikke kun: De kerer sig om hinanden, de elsker, de formår at glæde sig over livet og nyde de små lyspunkter i dagligdagen, herunder det hårde arbejde i marken. Og frem for alt bærer de deres skæbne med menneskelig værdighed, tålmodighed og tålsomhed.

Fugui fortæller selv sin livshistorie, men den er spundet ind i en rammehistorie om en folkemindesamler, der rejser rundt fra landsby til landsby og samler historier fra almindelige mennesker. Her møder han en dag den gamle Fugui, der trækker afsted med sin okse i marken og er glad for at finde en lytter.

Rammehistorien fungerer rigtig fint – den giver et perspektiv på livshistorien, og scenerne med den gamle Fugui og hans okse i rammefortællingens nutid er i sig selv meget levende.

Jeg har lyttet til At leve som lydbog i en version oplæst aldeles glimrende af Torben Christensen efter Anne Wedell-Wedellsborgs pletfri oversættelse til dansk.

Alt i alt en skøn bog, der kun kan anbefales – og som egner sig fortrinligt til oplæsning, givet at størstedelen af romanen netop skal forestille at være den gamle Fuguis mundtlige fortælling.

K's vurdering: