En fantasifuld, smuk og anderledes fortalt catalansk roman om livet tæt på naturen i en lille landsby i Pyrenæerne, hvor naturen – både dyrene, planterne, vejret og bjerget selv – får en aktiv stemme sammen med lokale legender og myter, mens Spaniens nyere historie, især borgerkrigen i 1930’erne, danner en flimrende baggrund.

Catalanske Irene Solà (f. 1990) har vundet adskillige priser for romanen Jeg synger og bjerget danser (opr. 2019, da. 2021 ved Pia Sloth Poulsen). Med god grund.

I romanens centrum står en lille bjergbondefamilie. I bogens første kapitel slår lynet ned og dræber bondedigteren Domènec, hvorefter hans kone Sío må opfostre børnene Mia og Hilari alene. Senere rammes også børnene – som voksne – af en frygtelig tragedie, der også involverer Mias kæreste og Hilaris bedste ven, Jaume. Omkring denne tragedie udspiller en væsentlig del af handlingen sig, men hvad den nærmere består i, skal jeg ikke røbe her.

Romanen er opdelt i atten kapitler, hvert fortalt af en egen stemme. Nogle af stemmerne tilhører de nævnte hovedpersoner, andre tilhører andre beboere i landsbyen eller en enkelt tilfældigt besøgende.

Ud over de levende bevæger også fire kvindelige ånder sig igennem historien: Kloge koner, der tidligere er henrettet som hekse, og nu holder til på bjerget.

Irene Solà (f. 1990). Pressefoto fra forlagets hjemmeside.

Men ikke kun menneskene, de levende og de døde, kommer til orde. Det gælder også dyrene: Mias hund, Lluna. Det råkid, som Hilari og Jaume lige akkurat ikke får ram på, da de er på jagt sammen. Bjørnen, der rejser sig fra sit vinterhi fuld af vrede mod de mennesker, der som de eneste dræber andre dyr uden at spise dem.

Og som om det ikke var nok, giver Solà også stemme til bjerget selv i en historie om dets tilblivelse (ledsaget af illustrationer af pladetektoniske bevægelser – som jeg nu godt kunne have undværet). Til svampene, der spirer op gennem jordbunden. Og sågar til tordenvejret, fra hvis perspektiv romanens indledende kapitel er fortalt.

Mens tordenskyerne trækker ind over bjerget får de øje på bonden Domènec, idet han trækker sin kniv frem for at skære en kalv fri af et ståltrådshegn:

Og i det øjeblik affyrede vi det andet lyn. Hurtigt som en slange. Vredt. Åbent som et spindelvæv. Lyn slår ned, hvor de vil, som vand og laviner og små insekter og husskader, hvis blik fyldes af alt det, der er smukt og skinnende. Lommekniven ude af Domènecs lomme skinnede som en skat, som en ædelsten, som en håndfuld mønter. Vi så vores spejlbillede i den polerede metalflade. Som om den åbnede sine arme, som om den kaldte på os. Lyn rammer, hvor de vil, og det andet lyn ramte Domènec i hovedet. Ind, ind, helt ind i hjertet. Og alt, hvad han så inde i sine øjne, var sort efter afbrændingen. Manden faldt sammen i græsset, og engen lagde sin kind mod hans, og alt vores brusende og muntre vand løb ind i hans skjorteærmer, under hans bælte, ind i hans underbukser og sokker på udkig efter hud, der stadig var tør. Og han døde. Og koen styrtede afsted som en besat, og kalven efter hende.

Jeg synger og bjerget danser er en roman fyldt af en poetisk kærlighed til naturen og til det enkle, men også hårde liv i og med naturen i bjergene.

Dyrene og naturen, der får stemmer på grænsen til fabel, og legenderne om vandkvinder og giganter blander sig i romanen utvungent med den realistiske historie om menneskene på bjerget. Kernehistorien er en tragedie, men ikke uden lyspunkter af ømhed og kærlighed.

Samtidig spiller Spaniens voldelige historie med, særligt den spanske borgerkrig mellem republikanerne og Francos nationalister. I form af glimtvise scener med pludselig vold, men også mere indirekte som levn fra krigen i form af patroner og gamle granater, som børnene løber rundt og finder i landskabet mange år efter.

Sprogligt er romanen fortalt i et billedrigt, men alligevel overvejende enkelt sprog med korte sætninger. Ikke desto mindre er den let at fare vild i for læseren. I mange kapitler skal man et godt stykke ind, før man finder ud af, hvem det egentlig er, der taler her. Og først hen mod slutningen af romanen falder de forskellige personers relationer helt på plads.

Denne holden læseren hen i uafklarethed er utvivlsomt helt bevidst fra Solàs side og udgør også en del af romanens suspense. Efter min smag overgør hun det måske nok en smule. Romanen rummer i sin kerne faktisk en stærk historie, som måske kunne være kommet endnu tydeligere til sin ret, hvis jeg som læser ikke skulle have brugt så meget opmærksomhed undervejs på bare at finde ud af, hvem der er hvem, og hvordan de forholder sig til hinanden familiemæssigt.

Det er dog en meget beskeden anke mod en smuk, velfortalt og forfriskende anderledes roman.

K's vurdering: