J. M. Coetzee: The Pole

En afdæmpet, men ikke desto mindre intensiv og uhyre velskrevet kortroman om menneskets grundlæggende ensomhed, om muligheden af en slags kærlighed og om muligheden af kommunikation og forståelse mellem mennesker via sproget i det hele taget.

The Pole er den sydafrikanske forfatter J. M. Coetzees (f. 1940) seneste bog. Forhåbentlig bliver det ikke hans sidste, for den (ved den første udgivelse i 2022) 82-årige forfatter demonstrerer her, at han stadig har fuld kontrol over sit medium.

Titlens The Pole er ikke en pæl, men en polak, nærmere bestemt den 70-årige, klassiske pianist Witold Walczykiewiz, som i romanens univers tilbage i tiden har skabt sig et vist navn i kraft af sine Chopin-fortolkninger.

Ved fortællingens begyndelse kommer polakken til Barcelona, inviteret af en kreds af musikinteresserede, der en gang månedligt arrangerer en koncert for et kræsent og pengestærkt publikum. Blandt arrangørerne er Beatriz, en spansk kvinde midt i fyrrerne. Hun er gift, men hendes ægteskab er nu om dage mest en praktisk foranstaltning uden såkaldt ægteskabeligt samliv.

Kortromanen er fortalt overvejende fra Beatriz’ perspektiv. Hun er ikke imponeret af polakken ved det første møde. Hverken af hans musikalske fortolkninger eller af hans personlighed, som hun får et kort indtryk af ved en pligtmiddag med arrangørerne efter koncerten.

Noget tid efter viser det sig imidlertid, til Beatriz’ overraskelse, at den gamle pianist i løbet af den ellers lidet bemærkelsesværdige aften tilsyneladende har forelsket sig i hende og nu på geografisk afstand indleder et kurmageri.

Beatriz finder på sin side den 24 år ældre, knoglede, hvidhårede mand ganske uinteressant, ja, faktisk lidt latterlig i hans opblæsthed. Alligevel mødes hun med ham nogle gange, måske bare fordi hun keder sig, eller fordi hun er ensom.

Og ja, du har gættet det, der opstår – på tværs og på trods af alder og sprog – en særlig relation imellem dem. Et forhold, der dog mere handler om magtrelationer end om erotisk tiltrækning, og mere om de to hver især end om dem sammen.

Det lyder som en gammel historie på lige så gamle flasker. Kan det virkelig være rigtigt, at vi nu om dage skal læse endnu en historie om en gammel mand, der erobrer en langt yngre kvinde (tilmed skrevet af en forfatter, der på tidspunktet for romanens første udgivelse selv havde ramt de 82 år)?

Man kan sagtens vælge at lægge dét prisme ned over romanen og af den grund affeje den på forhånd. Men det ville være synd, for så går man glip af en fortælling, der i virkeligheden handler om noget andet.

For det første tør jeg godt afsløre så meget, at der på intet tidspunkt er tale om, at den gamle mand erobrer den yngre kvinde. Romanen handler således mindre om polakken end om Beatriz og hendes valg.

Og så handler den især om sprog. Om muligheden eller umuligheden af at overkomme sprogbarrierer og om oversættelsens problem generelt. Beatriz og polakken kommunikerer på engelsk. Hun taler flydende engelsk, om end det ikke er hendes modersmål, mens hans beherskelse af sproget er mere tvivlsom. Det indebærer blandt andet, at Beatriz til stadighed er i tvivl om, hvad han egentlig mener.

Til gengæld må man gå ud fra, at polakken behersker sit eget modersmål, og på et tidspunkt skriver han en mængde digte til Beatriz på polsk. Hun får dem oversat, men kan hun stole på oversættelsen fra polsk til spansk? Når meningen med digtene forekommer dunkel og versene kluntede, er det så oversættelsens eller forfatterens skyld? Kan hun overhovedet regne med, at oversættelsen er i stand til at formidle hans mening med digtene?

Polakken synes at have skabt sig sin egen forestilling om hende, som en slags Dantes Beatrice, som hun ikke selv kan genkende sig i. Omvendt skaber hun også billeder af ham. Det er i sig selv sigende, at hun romanen igennem primært tænker på ham som polakken.

Og på et metaniveau er de jo begge figurer i en roman skabt af en forfatter. Som læser glemmer man det undervejs, selv om Coetzee gør det tydeligt for os i bogens allerførste linjer, der netop begynder på dette metaniveau:

The woman was the first to give him trouble, followed soon afterwards by the man.

Af det følgende bliver det tydeligt, at denne “him,” der får problemer med manden og kvinden, er forfatteren selv. Problemer med helt at forstå og fastholde sine egne, fiktive figurer.

Videre hedder det i indledningen:

Where do they come from, the tall Polish pianist and the elegant woman with the gliding walk, the banker’s wife who occupies her days in good works? All year they have been knocking at the door, wanting to be let in or else dismissed and laid to rest. Now, at last, has their time come?

Et lille, om end ganske ufuldstændigt, blik ind i forfatterens kreative proces? Måske. Eller også – og i alle tilfælde – et udslag af koketteri fra Coetzees side, som man kan vælge af finde charmerende eller irriterende.

I andre sammenhænge ville jeg nok mestendels finde sådanne lidt selvsmagende metareflektioner irriterende, men i lige præcis denne kontekst fandt jeg dem nu faktisk ganske passende – som intro til en roman, der fra én vinkel kan ses som en udforskning af, hvordan vi som mennesker aktivt skaber hinanden for os selv.

The Pole skriver sig ikke ind blandt de største af Coetzees romaner. Men han har fat i nogle af sine klassiske temaer, selv om bogen handlingsmæssigt foregår et helt andet sted end de fleste af hans bøger. Og så er sproget her som altid hos Coetzee vidunderligt sprødt og præcist. Jeg nød at læse denne lille, stilfærdige roman.

Fun fact: Ligesom et par af Coetzees tidligere romaner blev The Pole – efter Coetzees eget valg – udgivet første gang i spansk oversættelse (i 2022) et år før, den udkom første gang på originalsproget engelsk (i 2023). Angiveligt dels som en slags gestus over for spansksproget, særligt latinamerikansk, litteratur, som Coetzee skulle være fascineret af (og det kan man jo godt følge ham i), og dels som et udtryk for en personlig, principiel og ideologisk kamp om at udfordre det engelske sprogs hegemoniske status på verdensplan. For så vidt angår det sidste skal selv en nobelpristager i litteratur nok ikke gøre sig alt for store forhåbninger om sin gennemslagskraft, men det er da en fin gestus.

K's vurdering: