Alle ved, at de mest skræmmende gysere er dem med børn eller dukker. Eller klovne. I Andrés Barbas kortroman, Små hænder, er der både børn og dukker på et børnehjem og sågar børn, der leger, at de er dukker. Der er gudhjælpemig også en klovn. Som gys kan det næsten ikke blive værre. Og som litteratur kan det næsten ikke blive bedre.

Hos Forlaget Skjødt kalder de Andrés Barba for “vores spanske darling.” Det kan jeg godt forstå, for han er pokkerme god – bedømt på de to af hans bøger, der hidtil er oversat til dansk, Lysende republik (opr. 2017), der udkom på dansk i efteråret 2018, og den aktuelle Små hænder (opr. 2008), som udkom i denne uge. Begge er flot fordanskede af Ane-Grethe Øsergaard.

Og så er Andrés Barbas som person tilmed også både sympatisk, begavet og reflekteret. Det kunne man forvisse sig om i går på Gentofte Bogmesse, hvor Barba optrådte i en samtale om særligt hans første udgivelse på dansk, Lysende republik (som jeg tidligere har omtalt her).

Barba kom ved denne lejlighed dog også ind på inspirationen bag Las manos pequeñas/Små hænder. Han nævnte her først og fremmest en historie fra et brasiliansk børnehjem, som Clarice Lispector nærmest en passant har indflettet i sin novelle, Verdens mindste kvinde fra samlingen Familiebånd (1960, dansk udg. 2012).

Jeg måtte straks hjem og finde den omtalte passage hos Lispector, og den fortjener at blive citeret i sin helhed:

Da pigerne [på børnehjemmet] ikke havde haft nogen dukker at lege med, og moderligheden allerede bankede heftigt i de forældreløse børns hjerter, havde de kløgtige piger holdt det hemmeligt for nonnen, at en af deres kammerater var død. De gemte liget i et skab, indtil nonnen gik ud, hvor de så legede med den døde pige, gav hende bad og madede hende og satte hende i skammekrogen blot for at kunne kysse og trøste hende bagefter.

Barba angiver som nævnt selv denne passage som en inspirationskilde for at skrive Små hænder og uden at røbe for meget, så er det nemt at se, hvordan passagen svinger med i historien i Små hænder, uden at den sidstnævnte dog kan reduceres til en udfoldelse af dette sceneri.

Den ydre handling i Små hænder er om den syvårige pige Marina. Hendes forældre er ved bogens begyndelse blevet dræbt i en trafikulykke og Marina bliver anbragt på et børnehjem for forældreløse piger.

Sproget som sådan og dets evne til at sætte verden omkring os og vore egne erfaringer på begreb – og samtidig den principielle afgrund mellem ordene og det, de forsøger at benævne – er et af romanens omdrejningspunkter og er i fokus fra dens allerførste linjer.

“Din far døde på stedet, din mor ligger i koma.”
Læberne udtaler den uden pause. Det er en hurtig, nøgtern sætning. Den kommer på tusinde forskellige, uforudsigelige måder, nogle gange tilsyneladende uden at være foregrebet af noget. Pludselig dumper den ned, som på en mark. Marina har lært at sige den uden tristhed, ligesom et navn over for fremmede, ligesom jeg hedder Marina og er syv år. “Min far døde på stedet, min på hospitalet.”

Et af temaerne i såvel Små hænder som Lysende republik er forestillingen om den uskyldsrene barndom, som Barba udstiller som netop en fantasi, en myte, en slags paradisforestilling, vi som voksne lægger ned over barndommen – inklusive den fiktionaliserede erindring om vores egen barndom – og som vi har brug for som erstatning for det religiøse paradis, der gik tabt med moderniteten.

Barba er i begge bøger optaget af at undersøge, hvad der sker, når man tillader ondskaben at titte frem i de børn, der i vores ideologiske forestillinger ellers er udset til at spille rollen som den ufordærvede uskyld. Og for læseren er noget af det, der sker, at det hele hurtigt bliver meget ubehageligt og uhyggeligt. Det gjorde det i Lysende republik, og det gør det også i Små hænder.

Hvor Lysende republik var fortalt fra de voksnes perspektiv, så er Små hænder omvendt fortalt fra børnenes perspektiv. Og det gør Barba i to spor: Dels fra pigen Marinas perspektiv og dels fra de andre piger på børnehjemmets perspektiv. Sidstnævnte er fortalt i kollektivform. Pigerne er et udifferentieret “vi,” og det er der en pointe i.

Det har at gøre med en anden vinkel på det tema, som optager Barba: Udforskning af dét øjeblik, hvor barnet bliver menneske og indser, at det er et individ, anderledes end de andre. Indser, at det har en krop, der kan gå i stykker, bløde og blive arret – men som også kan være en kilde til (spirende erotisk) nydelse.

I den kristne, jødiske og muslimske mytologi udgøres dette punkt, hvor mennesket træder ud af uskylden, naturligvis af det øjeblik, hvor Adam og Eva forvises fra Paradisets Have og pludselig opdager, at de er nøgne – og skammer sig.

Dette øjeblik er hos Barba navngivningens øjeblik. Syndefaldet er selve sprogliggørelsen. Det punkt, hvor det hidtil naturlige, umiddelbare og ureflekterede benævnes og dermed differentieres, bliver til noget andet uden for os.

De fik os til at skamme os. De sagde: “Se.”
De gav alting et navn.
De sagde: “Se, hvad I har gjort.”
Tingenes navn gjorde os bange. Hvordan kan det gå til, at en ting gemmer sig i et navn og aldrig kommer ud. Alting virker større, når man benævner det, og det vidste vi ikke. Derfor legede vi og sagde: “Sikke en god leg, ikke?”

Marina har gjort disse erfaringer tidligere end de andre piger på børnehjemmet. Hun har erfaret døden. Hendes krop er mærket af et ar efter bilulykken, hun har set sine egne hvide ribben blottet.

Derfor skyr de andre piger hende, samtidig med at de er tiltrukket og fascineret af hende. De er misundelige på hendes dukke, som synes at være hendes fortrolige, og derfor stjæler de den, lemlæster den og begraver den. De vil selv være hendes dukker. Og hun skal være deres.

Og hvis der fornemmes en rugende uhygge her, så er det meningen. Det er en ret spooky historie. Samtidig meget fermt fortalt med en mængde forskellige betydningslag. Jeg var alt i alt ret begejstret. Små hænder er en lille bog, ihvertfald i den forstand, at den er ganske kort. Men den er tæt på perfekt udført.

Og selv om det er Lysende republik, Barba er blevet prisbelønnet for, så synes jeg faktisk, at Små hænder er (endnu) bedre – den er mere intens, bedre afrundet. Mere Barba på dansk, tak!

Bogen er venligt skænket som frieksemplar til anmeldelse af forlaget.

K's vurdering: