Jeg har en høne at plukke med Politikens boganmelder Erik Jensen. Det var hans femstjernede anmeldelse i Politiken 30. maj 2014, der overtalte mig til at læse denne bog.

I stedet skulle jeg have fulgt min egen umiddelbare intuition ved synet af det parfumerede, vaselineklistrede omslag og den ildevarslende, damebladsmelodramatiske bagsidetekst (“En tango. To skæbner. Tre afgørende møder”….) og ladet bogen stå på boghandlerens hylde. Men det er jo før set, at et forlag pakker en god bog ind på misvisende vis i et forsøg på at øge salgstallet. I tilfældet Tangodanseren er indpakningen imidlertid ganske retvisende….

Der er grundlæggende tale om en melodramatisk kærlighedshistorie mellem den spansk-argentinske charmør, charlatan, svindler og tyveknægt Max Costa og den erotisk eksperimenterende, overklassekvinde Mecha Innunza. De støder på hinanden tre korte gange i deres liv, men bliver ikke desto mindre hinandens skæbner, som det hedder i genren.

Første gang mødes de i 1928 på en atlanterhavsdamper på vej mod Buenos Aires, hvor Max ernærer sig som professionel selskabsdanser. Det er i denne del, at tangoen spiller den største rolle – på forudsigelig og klichéfyldt vis som erotisk katalysator. Anden gang i 1957 i Nice på et bagtæppe af borgerkrig i Spanien, hvor Max “spindes ind i et net af forrædderi og intriger”, som det ligeså klichéfyldt, men passende, hedder i bogens bagsidetekst. Og tredje gang i 1966 i Sorrento, hvor de begge er i tresserne, og historien drejer sig om et opgør mellem to skakstormestre, nu med den kolde krig som kulisse.

Bogen er skrevet i et uangribeligt, men fladt og kedeligt sprog. Persontegningerne er overfladiske og klichéfyldte. Handlingen er ret stillestående, og bogen er i det hele taget alt for lang i spyttet. De mest spændende passager er sigende nok beskrivelserne af et par skakspil omtrent midt i bogen.

Bevares, vi læser jo bøger på forskellig vis og af forskellige grunde. Læser man kun for at få tiden til at gå, så vil jeg da medgå Tangodanseren en mild underholdningsværdi. Ihvertfald går tiden da hurtigere, mens man læser den, end hvis man f.eks. sidder stille og kigger ind i en hvid væg. Jeg vil dog nok alligevel anbefale det sidstnævnte alternativ – det rummer i sig trods alt muligheden for, at der kan opstå en interessant tanke undervejs.

K's vurdering: