Et skuespil om frygt og forræderi, modstand og moderkærlighed fra diktatoren Alfredo Stroessners Paraguay. Enkelt, kort og prægnant, men alligevel med nerve. Ret godt.
Stykket er angiveligt baseret på den virkelige historie om, hvordan den paraguayanske dramatiker, Néstor Amarillas, egen bedstemor på et tidspunkt reddede hans far fra arrestation og henrettelse under Stroessner-regimet (ifølge denne artikel i The Liberator Magazine). >> Læs videre
Absurd og helt sjovt teaterstykke af den spanske dramatiker Fernando Arrabal, som lader særdeles menneskelige udgaver af Dali og Picasso mødes i en fiktiv dialog – med to af deres malerier, deres indbyrdes konkurrence og den spanske borgerkrig som omdrejningspunkter.
Fernando Arrabal (f. 1932) er angiveligt en af Spaniens internationalt mest opførte dramatikere. Stilmæssigt knytter han an til den europæiske tradition for det absurde teater (Ionesco, Becket m.fl.). Skuespillet Dali versus Picasso er da også rigt på absurde og gakkede elementer, men der er trods alt et (til en vis grad) intelligibelt “plot” i stykkets dialog. >> Læs videre
Lessings klassiske skuespil Nathan den vise – et dramatisk digt i fem akter fra 1779 kan stadig læses, men mest for dets idéhistoriske interesse. Det er trods alt noget gammelt stads, og det fornægter sig ikke.
Gotthold Ephraim Lessing (1729-1781) var i sin tid en fremtrædende tysk oplysningsfilosof, humanist, digter, dramatiker og religionskritiker. Litteraturhistorisk fik han enorm betydning for tysk dramatik og digtning, bl.a. ved at bryde med de hidtidige formkrav i tysk dramatik og digtning. >> Læs videre
Lidt mere klassiker-pligtlæsning (jf. Stormen). Hvis jeg skal være ærlig, så havde jeg nok lagt både Macbeth og Stormen fra mig – eller snarere aldrig begyndt – hvis Shakespeare ikke havde den status, han har. Men det har han – og i kraft af, at mange af Shakespeares figurer er gået ind i sproget og vores kultur som ikoniske, næsten mytiske arketyper – herunder hr. og fru Macbeth – så skylder man vel alligevel sig selv at gribe til kilden mindst en enkelt gang i sit liv.
Titel: Macbeth
Nu har jeg i så mange år i så mange sammenhænge læst – og ikke forstået – litterære referencer til Prospero og Caliban og andre af Shakespeares karakterer i Stormen (The Tempest), at jeg tænkte, at det var på tide at få styr på kilden selv.
Man kommer vel ikke uden om, at det havde et element af pligtlæsning over sig, men det var jo heldigvis hurtigt overstået (og jeg orkede ikke at kæmpe mig igennem Shakespeare på engelsk – så det blev en relativt ny oversættelse af Nils Brunse).
Titel: Stormen
Endnu et skuespil fra McCarthy, men dette er langt bedre end The Stonemason og læses som en lang novelle.
En formmæssigt skarpt skåret sag formet som én lang dialog mellem to mænd (den troende, tidligere straffefange “Black” og den ateistiske, desillussionerede middelklasseakademiker “White”) i den enes lejlighed, umiddelbart efter, at Black – mod Whites vilje – har reddet White fra at begå selvmord. Meget fin – anbefaleles.
Titel: The Sunset Limited (A Novel in Dramatic Form)
Et skuespil. Fungerer også ok at læse som roman, jf. at McCarthy også som romanforfatter er sublim til at fortælle historier via dialogen.
Dette er også en fin lille McCarthy-sag, som bærer hans signatur i form af skæbnetunge persontyper karakteriseret fornemt via stram sydstatsdialog. Dog ikke blandt hans bedste. Mest for de dedikerede McCarthyister.
Titel: The Stonemason, A Play in Five Acts
