Lidt mere klassiker-pligtlæsning (jf. Stormen). Hvis jeg skal være ærlig, så havde jeg nok lagt både Macbeth og Stormen fra mig – eller snarere aldrig begyndt – hvis Shakespeare ikke havde den status, han har. Men det har han – og i  kraft af, at mange af Shakespeares figurer er gået ind i sproget og vores kultur som ikoniske, næsten mytiske arketyper – herunder hr. og fru Macbeth – så skylder man vel alligevel sig selv at gribe til kilden mindst en enkelt gang i sit liv.

K's vurdering:

Nu har jeg i så mange år i så mange sammenhænge læst – og ikke forstået – litterære referencer til Prospero og Caliban og andre af Shakespeares karakterer i Stormen (The Tempest), at jeg tænkte, at det var på tide at få styr på kilden selv.

Man kommer vel ikke uden om, at det havde et element af pligtlæsning over sig, men det var jo heldigvis hurtigt overstået (og jeg orkede ikke at kæmpe mig igennem Shakespeare på engelsk – så det blev en relativt ny oversættelse af Nils Brunse).

K's vurdering: