Absurd og helt sjovt teaterstykke af den spanske dramatiker Fernando Arrabal, som lader særdeles menneskelige udgaver af Dali og Picasso mødes i en fiktiv dialog – med to af deres malerier, deres indbyrdes konkurrence og den spanske borgerkrig som omdrejningspunkter.

Fernando Arrabal (f. 1932) er angiveligt en af Spaniens internationalt mest opførte dramatikere. Stilmæssigt knytter han an til den europæiske tradition for det absurde teater (Ionesco, Becket m.fl.). Skuespillet Dali versus Picasso er da også rigt på absurde og gakkede elementer, men der er trods alt et (til en vis grad) intelligibelt “plot” i stykkets dialog.

Salvador Dali (1904-1989) og Pablo Picasso (1881-1973) behøver ingen nærmere præsentation. I virkelighedens verden kendte de to hinanden udmærket, og selv om de angiveligt respekterede hinandens værker, konkurrerede de også indbyrdes og havde en del uoverensstemmelser, både kunstneriske og politisk-ideologiske.

Arrabal – som kendte begge malere personligt – tager udgangspunkt i disse uoverensstemmelser, når han lader de to giganter tørne sammen i Dali versus Picasso (2014) i en fiktiv dialog, der skal forestille at udspille sig den 29. april 1937, tre dage efter bombningen af Guernica og umiddelbart op til Verdensudstillingen i Paris samme år.

Fra opførelsen af “Dali versus Picasso” på La Manufacture, Nancy (2016).
Foto: Bohumil Kostohryz (culturebox.francetvinfo.fr)

Stykkets billede af de to mænd er meget langt fra kunstneriske ikoner. Tværtimod portrætteres de begge som alt-for-menneskelige mennesker, der begge lider af kombineret storhedsvanvid, affekteret selvhøjtidelighed og mindreværdskomplekser – som de lader gå ud over hinanden i en svært aggressiv og for læseren/tilskueren ret vittig dialog.

De væsentligste kulisser på scenen er Dalis maleri Blød konstruktion med kogte bønner – varsel om borgerkrigen (1936) og Picassos Guernica (1937).

Picassos Guernica blev realiseret på foranledning af den spanske republikanske regering, som ønskede et prestigefyldt indslag i den spanske pavilion på Verdensudstillingen i Paris i 1937 (som skulle vise verden og især Tyskland, hvad Spanien kunne præstere trods den verserende borgerkrig. Maleriet tolkes almindeligvis som en allegori over krigens rædsler i almindelighed inspireret af tyskernes bombardementet af den baskiske by Guernica den 26. april 1937.

Arrabal anlægger imidlertid en anden og ironiserende tolkning. I stykket lader han således Picasso være svært nedtrykt og fornærmet over, at hans maleri netop er blevet afvist fra en anden pavillion på Verdensudstilingen, nemlig Palais de la Lumière et de l’Electricité, hvortil Picasso ifølge stykket skulle have indsendt maleriet under titlen Elektricitetens ånd. Pladsen her gik imidlertid (også i virkeligheden) til Raoul Dufy (1877-1953), som her udstillede et arealmæssigt endnu større maleri end Picassos Guernica – og som Dufy i virkelighedens verden netop præsenterede med henvisning til en “Elektricitetens ånd.”

Pablo Picasso: Guernica (1937)

Så hvad gør Picasso nu med det store maleri? Han mukker over, at det ikke kan bruges i nogen anden sammenhæng, fordi det i hans egen fortolkning viser intet andet end lige præcis “Elektricitetens ånd” (Arrabal hentyder her drillende bl.a. til den i sammenhængen lidt mærkelige elektriske pære og en olielampe midt i billedet, jf. illustration herover).

I en absurd dialog overtaler Picassos og Dalis respektive kærester, Dora og Gala (begge fra kulissen) ham imidlertid til, at han blot kan ændre titlen til Guernica (som på det tidspunkt netop var blevet bombet), og vupti, er Elektricitetens Ånd blevet til en kommentar til borgerkrigen (selv om Picasso er lidt skeptisk, også fordi den ged, han holder som kæledyr, i mellemtiden har pisset en plet på maleriet – men den omfortolker Dali straks til en prut fra tyren).

Salvador Dali: “Blød konstruktion med kogte bønner. Varsel om borgerkrigen” (1936). Philadelphia Museum of Art.

Dali bryster sig på sin side af at have forvarslet udbruddet af den spanske borgerkrig, mens Picasso håner ham for, at det er et meningsløst maleri, og at Dali jo først har tilføjet undertitlen Varsel om borgerkrig efter færdiggørelsen af maleriet og efter krigsudbruddet.

Stykket kulminerer i en helt grotesk scene, hvor Dali højttideligt erklærer, at han for at vidne mod verdens uretfærdighed og befri sig selv for sine lyster har truffet den “den uigenkaldelige og spiselige beslutning” at ofre sig selv. Han beder Picasso om – ved hjælp af en de rustne knive, som Picasso kæreste, Dora, med jævne mellemrum i dialogen kaster ind på scenen, hver gang tæt forbi Picassos næse – at skære hans (altså Dalis egne) nosser af og spise dem sammen med kogte bønner (“Incitamentet til tygning i mit oliemaleri viser kærlighedens, dvs. dødens, forening med ernæringen”).

Det hele er ret gakket, men også ret sjovt. Udover at parodiere de to excentriske kunstnerne, fungerer stykket godt som en kærligt-ondskabsfuld satire over selvhøjtidelighed og påtaget alvor i kunstverdenen i almindelighed, både blandt kunstnere og kritikere.

Stykket er selvfølgelig skrevet med henblik på opførelse på en scene, men fordi det er båret af dialogen og kun har få regibemærkninger, fungerer det faktisk også meget godt som læsning.

Dialogen i stykket er fyldt med implicitte referencer til både Dalis og Picassos værker, deres privatliv og til den historiske kontekst. Det kræver som udgangspunkt en ret god baggrundviden, hvis man skal kunne følge og fange alle Arrabals underfundigheder. Heldigvis er man som læser godt hjulpet på vej af oversætter Viveca Tallgrens glimrende og oplysende forord.

I det hele taget er meget fin, lille dansk udgivelse fra Mikroforlaget Apuleus Æsel.

• Lignende indlæg
• Apuleius’ Æsel

Andrés Barba: Små hænder

Jules Stewart: Madrid. The History

Andrés Barba: Lysende republik

Néstor Amarilla: Saved by a Poem – Fecha Feliz

Tomás Eloy Martínez: Skærsild

Franco Arminio: Postkort fra de døde

Antonio Dal Masetto: Folk fra el Bajo

Antonio Dal Masetto: Der er nogle typer dernede