Et skuespil om frygt og forræderi, modstand og moderkærlighed fra diktatoren Alfredo Stroessners Paraguay. Enkelt, kort og prægnant, men alligevel med nerve. Ret godt.

Stykket er angiveligt baseret på den virkelige historie om, hvordan den paraguayanske dramatiker, Néstor Amarillas, egen bedstemor på et tidspunkt reddede hans far fra arrestation og henrettelse under Stroessner-regimet (ifølge denne artikel i The Liberator Magazine).

Stykket er kort og prægnant, enkelt i formen, men så meget mere virksningsfuldt. Det er et slags kammerspil med kun tre personer på scenen:

Sønnen Antonio, der er involveret i modstandsbevægelsen mod diktatoren og med jævne mellemrum arresteres og tæves af politiet. Moren Mariana, der er villig til at gøre alt for at redde sin søn. Og endelig morens nye mand, Lugo, som spiller en tvetydig rolle som repræsentant for det store tavse flertal, der søger at leve i fred med diktaturet – men måske, måske ikke, er mere direkte aktiv i støtten til regimet end som så.

I baggrunden spiller også Antonios far en rolle: Han blev for år tilbage myrdet af regimet og er sønnens store forbillede – til morens bekymring, da hun frygter, at sønnen skal lide samme skæbne som sin far.

Néstor Amarilla (f. 1980).

Omdrejningspunktet i stykket, som skal forestille at foregå i 1978, er moren Marianas forsøg på at skaffe sig en position, hvorfra hun kan få mulighed for at lægge et ord ind for sønnen, hvis han skulle blive arresteret. Hun indsender og vinder en konkurrence i hyldestdigte til den forhadte diktator Stroessners ære i anledning af hans fødselsdag.

Tilsyneladende forråder hun dermed netop de principper, som sønnen, ligesom tidligere hans far, ellers kæmper for. Men historien har et twist, der ikke skal røbes her.

Dialogen i stykket er økonomisk og præcis, men har alligevel den passende nerve, temaet fordrer. Det har sikkert været en større oplevelse at se det opført som skuespil, som det jo har været tiltænkt, men det fungerer faktisk også rigtigt godt at læse som novelle.

Amarilla skriver på både engelsk og spansk. Saved by a Poem er oprindeligt skrevet på engelsk (med enkelte dele af dialogen på spansk) og opført første gang i 2006 i Minneapolis, Minnesota, instrueret af Amarilla selv.

Efterfølgende har Amarilla selv genskrevet stykket på spansk under titlen Fecha Feliz (i en version, hvor enkelte dele af dialogen er på guarani, et oprindeligt sydamerikansk-indiansk sprog, som ved siden af spansk er det andet officielle sprog i Paraguay). Den spanske/guaraniske vesion er opført første gang i Asuncíon, Paraguay, i 2009, også her instrueret af Amarilla selv.

Den bogudgave, jeg har læst, indeholder begge versioner af skuespillet – men jeg har nu koncentreret mig om den oprindelige engelske.

Et skuespil er på kanten af at opfylde mine egne kriterier for en repræsentant for Paraguay i min personlige læseudfordring, Verden rundt i bøger. Men da udbuddet af oversat litteratur fra Paraguay trods alt er begrænset, lader jeg nåde gå for ret (det er heldigvis mig selv, der både definerer kriterierne og har bemyndigelsen til at fravige dem), og lader Néstor Amarillas Saved by a Poem udløse et flueben ud for Paraguay. Herunder i lyset af, at den er ret god.

En anden og efter mine egne kriterier måske mere værdig repræsentant kunne have været Augusto Roa Bastos diktatorroman, I, the Supreme (spansk: Yo el supremo) fra 1974 (engelsk oversættelse 1986). Den har jeg faktisk stående i reolen, men for at være helt ærlig mangler jeg lige nu overskud til at krydse klinger med den – henset både til dens tykkelse og til, at jeg har en anelse om, at den også derudover er ganske udfordrende at læse (den har af anmeldere bl.a. fået prædikatet “mere joycesk end Cortázars Hinkeleg”). Til gengæld skulle den også være fænomenalt god, så den kommer jeg tilbage til en anden gang.

K's vurdering: