Is, sne, polarekspeditioner og familiefortrædeligheder. Catalanske Alica Kopfs debutroman er et spændende og velskrevet, semiselvbiografisk formeksperiment, som i nogle henseender fascinerede mig, i andre ikke.

Alica Kopf er pseudonym for den catalanske forfatter og kunstner Imma Ávalos Marqués (f. 1982). Hendes debutroman fra 2016, Hermano de hielo (eng. Brother in Ice, 2018, oversat af Mara Faye Lethem) tager afsæt i hendes tydeligvis store fascination af polarekspeditioner.

Genremæssigt er bogen er en pudsig blanding af på den ene side historiske fakta og på den anden side Kopfs egne rejsebeskrivelser samt hendes dybt personlige udforskning af sit eget forhold til moren, den autistiske storebror og diverse mænd.

Den første del af bogen er domineret af Kopfs reflektioner over en række historiske øjeblikke fra nogle af de store, klassiske polarekspeditioner: Roald Amundsen og Robert F. Scotts kapløb mod Sydpolen i 1911; Frederick Cooks påstand om at have været på Nordpolen i 1908 før Robert Peary i 1909; Shackletons katastrofale, men i nederlaget ikke desto mindre storladne ekspedition til Antarktis i 1914-1917 og flere andre.

Ind i mellem afsnittene om polarekspeditionerne fletter Kopf dels en række korte dagbogslignende “research notes” med løsrevne, personlige tanker om dette og hint under deloverskrifter som Penguins, Poles and peaks, The white death, Ahab, Heroes, Conquerors m.v.

Bogen er rigt illustreret med sort-hvide fotos fra de omtalte polarekspeditioner og de arktiske egne.

Dels er der afsnit af selvbiografisk tilsnit, hvor hun bruger kulden, isen og de arktiske opdagelsesrejsende som metaforer for hendes familiære relationer. Titlens bror i is er hendes ældre, autistiske bror, der i et eller andet omfang er bogens omdrejningspunkt:

My brother is a man trapped in ice. He looks at us through it; he is there and he is not there. Or more precisely, there is a fissure inside him that periodically freezes over.

I bogens anden og længste del viger fokus fra de (ant)arktiske ekspeditioner, og Kopfs egen historie som ung, kvindelig kunstner med et kompliceret familieliv, herunder især et traumatiseret forhold til hendes mor, får hovedrollen.

Brother in Ice fremstår i høj grad selvbiografisk, men hvor stor dele af den, der er ren fiktion, skal jeg ikke kunne afgøre.

Alica Kopf skriver godt. Stilen er knap, og teksten er holdt i korte, nogle gange næsten staccatoagtige sætninger og ganske korte kapitler. Bogen er som sådan en letlæselig fornøjelse i Mara Faye Lethems flydende engelske oversættelse fra det oprindelige catalanske.

Jeg var nu ikke ligeså bjergtaget, som mange andre anmeldere synes at have været. Jeg var mest optaget af indslagene om polarekspeditionerne, som Kopf formidler medrivende. Jeg fik lyst til at læse mere om disse opdagelsesrejser.

Men det, der er bogens egentlig hovedhistorie, fortællerens personlige rejse ind i sit eget arktiske landskab af komplekse følelsesmæssige relationer, evnede ikke at fange min interesse, må jeg tilstå.

Bogen er fyldt med Alicia Kopfs småfilosofiske reflektioner over polarekspeditioner som mentale erobringstogter, som fortælleren (der i et eller omfang måske er identisk med Kopf selv) som nævnt bruger metaforisk i sine forsøg på at få greb om sin egen historie, sin praksis som skabende kunstner, sit lidt kuldslåede kærlighedsliv og det komplicerede forhold til moren, der fra barnsben har været præget af de særlige hensyn, der altid har skullet tages til den autistiske bror.

Det er alt sammen udmærket, og jeg stiller ikke spørgsmålstegn ved autenciteten i Kopfs selverkendelsesrejse, som virker ganske troværdig. Men særlig interessant fandt jeg den desværre ikke. Det grundlæggende clue i bogen, den metaforiske brug af is og arktiske opdagelsesrejser, som givetvis er vigtig for Kopf selv, fungerede for mig ikke som nogen vej til nye erkendelser. I nogle tilfælde fandt jeg metaforikken kunstig og forceret, i andre bare banal.

Et eksempel på det sidste er, når Kopf i et ganske kort kapitel med overskriften “The Coldest Place” viser et luftfoto af Antarktis suppleret af et citat fra en artikel, der rapporterer om en registreret kulderekord på -93,2°C – efterfulgt af en reproduktion af en anatomisk tegning af et menneskehjerte med følgeteksten: “The Antarctic image, with its cold blue stripe in the center, reminds me of a heart. -93.2°C.”

Så selv om jeg virkelig gerne ville være begejstret for Brother in Ice – på grund af den originale idé – så bliver det kun til en lidt mere end mellemfornøjet samlet vurdering. Men ikke desto mindre vil jeg kigge efter nyt fra Kopf, for der er ikke tvivl om, at hun har talent, og det kan blive spændende at se, hvordan hun kan udfolde det fremover – eller om hun kun havde denne ene, meget personlige historie i sig.

K's vurdering: