Annie Ernaux: Den anden datter

“Du har altid været død. Du kom død ind i mit liv den sommer jeg var ti år. Født og død i samme fortælling, ligesom Bonny, Scarletts og Rhetts datter i Borte med blæsten.”

Annie Ernaux’s selvbiografiske kortroman, Den anden datter (opr. 2011, da. 2024) er skrevet som et langt brev stilet til forfatterens døde søster, som hun aldrig har kendt.

Bogen har sit begyndelses- og omdrejningspunkt i en scene fra en sommerferie i 1950, hvor den da tiårige Annie uset overhører en samtale mellem sin mor og nabokonen. Moren fortæller, at de også har haft en anden datter, som imidlertid døde af difteri som seksårig, før Annie blev født:

Hun siger: Hun døde som en lille helgeninde
     hun fortæller hvad du sagde til hende før du døde: jeg skal op til Jomfru Maria og den gode Jesus
     […]
     hun siger om mig hun ved ikke noget, vi ville ikke gøre hende ked af det
     Til sidst siger hun om dig hun var sødere end hende der
     Hende der, det er mig.

I Annies hjem bliver der aldrig – heller ikke siden – talt om den døde søster, selv om hun antager, at forældrene på et tidspunkt må have gættet, at hun vidste det. Men da var det på én eller anden måde for sent for alle at tale om det.

Den omtalte scene er hjerteskærende og svær ikke at blive berørt af. Det er heller ikke svært at forstå, at hemmeligheden om denne anden datter – kombineret med, hvordan Annies forældre vælger at håndtere det – sætter sig som et traume.

Jeg kan på den baggrund også sætte mig ind, hvorfor det kan have været vigtigt for Ernaux at skrive bogen. Samtidig må jeg dog tilstå – selv om jeg indser, at det kan fremstå lidt kynisk – at jeg havde sværere ved at forstå, hvorfor jeg skulle læse den.

Bogen fremstår således i høj grad som element i et selvterapeutisk forløb for Ernaux. Det lægger Ernaux i øvrigt heller ikke skjul på. For mig blev det bare lige en tand for navlepillende, og jeg havde svært ved holde interessen fangen bogen igennem, trods det, at den er ganske kort.

Men måske er det et kendetegn ved denne form for meget personlige, selvbiografiske litteratur, som Annie Ernaux skriver, at den forudsætter, at læseren selv har erfaringer, der i tilstrækkelig ligner Ernaux’s.

Således kunne man også indvende mod Jeg er stadig i mørket (opr. 1997, da. 2024), som jeg læste umiddelbart før Den anden datter, at den er båret af et tilsvarende selvterapeutisk behov som led i Ernaux’s eget sorgarbejde. Ligesom begge bøger – om end fra forskellige vinkler – først og fremmest handler om forholdet mellem forfatteren og hendes mor.

Når jeg ikke desto mindre var ret glad for at læse Jeg er stadig i mørket i modsætning til Den anden datter, så handler det måske mest af alt om, hvorvidt jeg som læser selv har erfaringer, der i tilstrækkelige grad ræsonnerer med Ernaux’s egne.

Når jeg tænker efter, havde jeg en lignende oplevelse med at læse Ernaux’s Årene – jeg fandt som helhed bogen fremragende, men det var på grundlag af de dele af bogen, der handler om de historiske år, jeg selv havde erindringer om, mens Ernaux’s erindringer om de tidlige år ikke vakte min interesse.

Den anden datter er ikke en dårlig bog – alene af den grund, at Annie Ernaux skriver så godt. Men den ramte ikke lige mig.

K's vurdering: