Annie Ernaux: Jeg er stadig i mørket

“Jeg er stadig i mørket” var den sidste sætning, Annie Ernaux’s mor skrev, inden alzheimeren for bestandigt fratog hende evnen til at skrive og i løbet af de følgende to år gradvist også fratog hende alt andet.

Den franske forfatter og nobelpristager Annie Ernaux (f. 1940) bruger i meget høj grad sit eget og sin families liv som materiale og temaer i sit forfatterskab. Også i en sådan grad, at man kan være i tvivl om, hvorvidt hendes bøger skal karakteriseres som skønlitteratur eller selvbiografi. Ikke at forskellen egentlig er vigtig.

Det gælder også Jeg er stadig i mørket (opr. 1997, da. 2024). Den handler om Ernaux’s forhold til sin mor, som det udspiller sig i morens sidste to leveår, hvor moren er hårdt angrebet af Alzheimers sygdom.

I bogens forord skriver Ernaux, at hun på et tidspunkt i perioden begyndte at skrive små løse lapper, en slags usystematiske dagbogsnoter, om “ting min mor sagde eller gjorde som fyldte mig med rædsel” – som en måde at få afløb for noget af fortvivlelsen over at se sin mor i et sådant forfald.

Ifølge Ernaux selv består den bog, vi læser, af disse skriblerier, angiveligt viderebragt som de er skrevet, uden at ændre noget, “med den bestyrtelse og forvirring jeg følte dengang.”

Det er der kommet en stærk, men ikke just opløftende lille bog ud af.

Jeg er bange for, at hun skal dø, jeg foretrækker at hun er tosset.

Skildringen af morens gradvise, men hurtige, forfald, efterhånden som hun bliver ædt op af Alzheimeren, er hård kost, og ærligt talt temmelig deprimerende læsning. Det, der i særlig grad gør bogen værd at læse er imidlertid Ernaux’s blotlæggelse af sine egne modsatrettede følelser i forholdet til moren undervejs:

Følelserne knyttet til som voksen at blive tvunget ind i en uønsket rolle som omsorgs- og plejeperson for sin egen mor i en omvending af mor-datter-forholdet.

Tingene er vendt på hovedet, nu er det hende der er min lille pige. Jeg kan ikke være hendes mor.

Medfølelsen med moren, fortvivlelsen over ikke at kunne hjælpe hende. Men også en nogle gange til raseri grænsende frustration over morens tilstand. Samtidig med en vedholdende kærlighed, som måske endda uddybes i disse sidste år.

Som for eksempel demonstreret i det følgende citat, som kommer i forlængelse af en scene, hvor moren spiser chokolade og som et barn tværer det hele ud over sig selv, samtidig med at værelseskammeraten, en anden dement kvinde, sidder ved siden af og hulker i sin kørestol. Her bliver det hele pludselig for meget for Ernaux, og alting tipper over:

Kom bare, tvær det ud overalt, smør dig fuldstændig ind i det. En slags raseri der stammer fra min barndom, at ødelægge alt, søle alting til, rulle sig i sølet. Et raseri som denne gang er rettet mod hende. […]
     Jeg kan ikke holde det ud. Og det samme gælder det næste, der sker: Jeg læner mig frem for at tjekke sikkerhedslåsen på min mors kørestol, og så læner hun sig frem og kysser mit hår. At overleve det kys, den kærlighed, min mor, min mor.

Jeg er stadig i mørket har en intensitet og autencitet, som ikke kan undgå at berøre, og som den blandt andet henter fra sin form – dette, at bogen angiveligt består af Ernaux’s egne mere eller mindre uredigerede dagbogsnotater.

Det er som nævnt ikke opløftende læsning, men selv midt i desperationen skriver Ernaux smukt om forfaldet – og først og fremmest i et sprog, som alle os, der på den ene eller anden måde har eller haft haft mennesker tæt på os, der er blevet ramt af demens, kan spejle vores egne erfaringer i.

K's vurdering: