Hvor er der dog mange fabelagtigt gode forfattere derude i verden, som vi endnu har til gode at få oversat til dansk (i større omfang). En af dem er spanske Medardo Fraile, som gennem en menneskealder har forsynet den spankstalende del af verden med sublime noveller.

Man ferierer i Spanien, og der er røget et par spanske forfattere fra hylden med i feriekufferten. Things Look Different in the Light af Medardo Fraile (1925-2013) samlede jeg op i en boghandel i Madrid for et par år siden – uden at jeg mindes nogensinde at have hørt om Fraile før. Men nogle gange er man heldig – og dette var en gangene.

Der er tale om en posthum antalogi fra 2014, stykket sammen af 29 noveller fra en række af Frailes udgivelser over perioden 1954-2010, udvalgt til brug for denne første, større samlede udgivelse på engelsk af den spanske forfatter, alle oversat af Margret Jull Costa.

I samlingen mærker man som læser hurtigt, at man er man i hænderne på en forfatter, der både elsker og mestrer novellegenren. Fraile kan noget af det samme som for eksempel en Alice Munro: Han kan på få sider skabe dybe og nuancerede portrætter af helt almindelige mennesker i deres hverdagsliv.

Nogle af historierne er afrundede, og enkelte slutter med en humoristisk punchline. Mange af dem – og det var gennemgående dem, jeg holdt mest af – har dog helt åbne slutninger og har karakter af at være korte blik ind i menneskers liv.

Fraile skriver med en legende lethed og vittig, sort humor, men de fleste historier er samtidig ladet med livstyngde og alvor. Og han mestrer kunsten ved hjælp af ganske få sætninger at twiste en historie, der begynder let og vittigt på de første sider, så den på sidste side alligevel udtoner uendelig trist.

Og når han kan gøre dét, er det blandt andet, fordi han tydeligvis nærer stor kærlighed til alle sine karakterer, selv dem der i første omgang udstilles i deres menneskelige latterlighed.

I samlingen finder man portrætter af gamle ægteskaber, lykkelige eller ulykkelige eller bare slidte. Der er ungdommelige kærlighedshistorier. Historier om verden set fra barnehøjde. Om sorg og død og drømmen om det evige liv. Men også om det helt almindelige arbejdsliv. I en enkelt novelle titter den spanske borgerkrig frem. Genren er overvejende realistisk, men der bliver også plads til enkelte historier med elementer af det fantastiske eller surrealistiske.

Det kan lyde som en blandet landhandel og er det for så vidt også. Men tonen i novellerne er bemærkelsesværdigt genkendelig på tværs af hele samlingen, selv om historierne er skrevet over en periode på mere end 50 år.

Jeg kunne have lyst til at citere fra mange af dem, men må nøjes med et par eksempler. Et er fra den vidunderlige historie “Child’s play” (opr. 1954) om to søstre og pebermøer, der beslutter sig for ikke at blive gamle. Løsningen er lys, masser af lys, som kan udviske skygger og dermed rynker fra deres ansigter. Efterhånden som tiden går udbygger de lysekronen i deres dagligstue med stadigt flere prismer og lamper, indtil den til sidst fylder hele stuen, og møblerne må have afkortet benene, så der er plads til dem under lysekronen. Dér sidder de så i hver deres stol “like two transparent raisins filled with light”:

They wanted no shadows. The light filled everything, smoothing out even the most flagrant wrinkle. Thus they achieved what all women most desire – to be for ever young, to erase time.

“The Lemon Drop” (opr. 1959) kan læses som en hilsen til Marcel Prousts berømte madeleinekage, her i form af et citronbolsje, der sender fortælleren, en mislykket dørsælger, tilbage i erindringen. Novellen er samtidig et eksempel på, at Fraile ikke kun har blik for menneskene. Han har også øje for tingene, som nogle gange næsten får et eget liv, her en gammel elevator op til dørsælgerens lejlighed:

The lift is slow, of course. It’s a fairly rickety affair and noisy too, The buttons for the different floors are red. You can tell at once that it would have preferred to serve a different class of person and that it’s not happy here.

Ikke alle novellerne i samlingen kommer til at gøre et varigt indtryk, sådan er det jo som regel med antologier, men de var alle sammen en fornøjelse at læse. Fraile skriver enkelt, men meget præcist, og er her i Margaret Jull Costas engelske oversættelse en sproglig nydelse at læse hele vejen.

K's vurdering: