“Vi har forsøgt at opspore tekster, der cirkler om det mærkelige, det skræmmende, det sindssyge, det voldsomme, det hallucinatoriske, det deforme, det morbide og bruddet med den genkendelige virkelighed.”

Citatet er af Anders Bylov Jensen (forlaget Sidste Århundrede) fra forordet til denne besynderlige og fascinerende antologi af danske noveller fra 1910’erne. Han og Anders Jørgen Mogensen (forlaget Escho) har gravet sig igennem danske tidsskrifter og bogudgivelser fra perioden 1910-1920 og søgt efter tekster, der kredser om det groteske i forskellige former.

De to redaktørers litteraturarkæologiske gravearbejde har båret frugt og er blevet til antologien Menneskekød. Ti noveller af otte forskellige danske forfattere, som man vist roligt kan kalde glemte i dag.

Thorkild Barfoed. Laurids Skands. Astrid Ehrencron-Kidde. Karin Michaëlis. Gustav Bauditz. Johan Plesner. Carl Gandrup. Ingeborg Johansen. Er der nogen af disse navne, der ringer en klokke hos dig? Det gjorde de ikke hos mig, indrømmer jeg gerne.

Ingen af dem optrådte i den litteraturhistoriske kanon, jeg blev undervist efter i gymnasiet i sin tid. Og skal jeg være ærlig, så bør de nok heller ikke optræde dér. Der var ikke nogen af novellerne, som slog benene væk under mig i kraft af deres litterære kvaliteter som sådan.

Ikke desto mindre er samlingen både sjov og interessant som dokumentation af en overset, grotesk strømning i dansk litteratur i 1910’erne – årtiet, hvor verden viste sig fra sin indtil da mest bizarre og ødelæggende side.

Nogle af novellerne har karakter af gotiske skæbnefortællinger af klassisk tilsnit. Det gælder for eksempel Carl Gandrups Ene med Satan (1911).

Samlingens første novelle, Golgata-studien (1918) af Laurids Skands, er en af de bedste og samtidig mest brutale: Et studie i kunstnerisk kreativitet som barn af et sadistisk-religiøst vanvid.

Morfinguden (1910) af Gustav Bauditz er et forsøg på et surrealistisk ridt gennem en morfineret mands mareridt. Dog ikke så vellykket efter min mening.

Flammerne (1913) af Astrid Ehrencron-Kidde var for mig en af de mest medrivende noveller at læse i samlingen, selv om jeg syntes, at den manglede noget samling og en sammenhængende pointe. Undervejs var der ikke desto mindre flotte billeder, som her:

I midten af en gulvkreds, ikke stort bredere end en hestegang, gabede et uhyre ildsvælg, buldrende, hvislende – baksende i rasende glubskhed med kulmasserne i sit uhyre kedeldyb. Gnisterne fløj, som frygtelige, flagrende insekter, der fødtes og slukkedes og fødtes igen i en uendelighed.

Ingeborg Johansens Tanker (1920) skiller sig ud ved at være en historie om det tillokkende ved at være et træ fortalt i nærmest lyrisk stil.

Samlingens titelnovelle, Menneskekød (1918), af Laurids Skands (som også var skuespiller og en meget produktiv stumfilmmanuskriptforfatter) er grundlæggende en historie om, hvordan det grænseoverskridende og bruddet af det tabubelagte er forbundet med det seksuelle. I novellen benytter en kvindeforfører på et luksuspassagerskib sig således af en morbid historie fra de syv have om, hvordan ekstreme situationer kan tvinge mennesket over i kannibalisme, som erotisk stimulans:

Ud på natten vågnede jeg op og følte mig sulten. – – – –
   – – – Og jeg kravlede over til drengen. – – – – Jeg husker, at hans kinder smagte noget af kokos – det var salt og syrligt – –

Eksemplerne turde være tilstrækkelige til at give et indtryk af, at det er en ganske broget samling. Men ikke desto mindre holdt sammen af redaktørernes ambition om at fremvise eksempler fra periodens litteratur på det groteske, det mærkelige, det voldsomme, det hallucinatoriske og det deforme.

Ingen af de ti noveller i samlingen er i sig selv litterært banebrydende eller for den sags skyld specielt erindringsværdige. Men som litteraturhistorisk vidnesbyrd om en overset strømning i dansk litteratur i perioden 1910-1920 er antologien vigtig og udtryk for et imponerende flot gravearbejde. Og det er som sådan, at udgivelsen høster stjerner hos mig.

K's vurdering: