“Min sygdom har gjort mig til digter. Og jeg har indset, må frygteligt det er at være digter. Hvilket vanvid må ikke beherske en digters hjerne?”

Så sandt, så sandt. Ihvertfald denne digter. Vanviddet behersker formeligt hver side af dansk-jødiske Louis Levys (1875-1940) kortroman fra 1910, Menneskeløget Kzradock, den vårfriske Methusalem af Dr. Renard Montpensiers optegnelser, som den fulde titel lyder. Kender man undertegnedes smag for små, skæve bøger, kan det ikke overraske, at jeg straks måtte kaste mig over denne lille sag, da den dumpede ned i postkassen i går, venligt tilsendt af forlaget Sidste Århundrede. Alene titlen er jo helt forrygende.

Den lille roman har været stort set glemt i dansk litteraturhistorie nærmest lige siden, den udkom – altså indtil i år, hvor de to små forlag Sidste Århundrede og Escho er gået sammen om at genudgive den i deres nystartede Serie for Grotesker. Og som den første udgivelse i en serie af dét navn er Menneskeløget Kzradock velvalgt, for ja, det er en lille groteske.

Det giver nærmest ingen mening at forsøge at referere handlingen i kortromanen, som bevidst og med stor succes unddrager sig ethvert forsøg fra læserens side på skabe mening eller sammenhæng i plottet.

Romanen tager sin begyndelse på et sindssygehospital i Paris, på sindssygelægen Dr. Renard Montpensiers klinik, hvor hans favoritpatient, mediet Kzradock, ligger i trance, bundet på hænder og fødder, med en dolk i hånden, på lægens grønne sofa. Det antydes i dunkle vendinger på første side, at Kzradcoks plagede sind rummer nøglen til afsløringen af “en frygtelig og blodig hemmelighed, […] som selv pariserpolitiet ikke vover at trænge til bunds i.”

En slags krimiintrige, altså, tænker læseren. Men nej, i det omfang, der er tale om en detektivhistorie, så er det kun en parodi på en sådan, som under alle omstændigheder snart opløser sig i det ene mere bizarre og groteske optrin efter det andet, som det kun bliver mere og mere vanskeligt at forbinde med hinanden, efterhånden som romanen skrider frem.

Blandt romanens gakkede ingredienser kan nævnes: To myrdede piger i en blodpøl. En kælepuma ved navn Bayle (måske opkaldt efter den franske præ-oplysningsfilosof Pierre Bayle (1647-1706), som Mads Lau Pedersen foreslår det i sit efterord, og det er så godt et bud som noget). Et oprør på galeanstalten, som kulminerer i en bizar danse macabre dirigeret af den gale Kzradock:

   … Og så begyndte denne stumme og vanvittige menuet, som jeg aldrig skal glemme. Som om de sindssyge hørte fjerne toner – tonerne fra livets fest – begyndte de at kredse om hinanden. Uden pludselig uro kom der efterhånden bevægelse i den hele masse. Ledet af Kzradock der slog takt fra sit vindue, dansedes der på den store plæne i det uhyggelige fakkelskær. Og ligesom vi andre stod lammede heroppe i korridoren, således stod dernede brandmændene og politibetjentene som hypnotiserede omkring de dansende patienter.

Der er også en rødhåret amerikansk detektiv, som må lide den tort at blive skalperet, hvorefter hans blodige skalp straks fortæres af “den døvstumme hund”. Et skelet i en hule, der måske bærer nøglen til gådens løsning, men i virkeligheden bare forvirrer det hele meget mere. En mystisk kvinde ved navn Lady Florence, som er uden alder og måske står bag det hele (hvad det hele så end er), og med hvem psykiateren viser sig at have et usynligt åndebarn; et åndebarn, som kun materialiserer sig en enkelt gang i et par minutter, bare for at blive tildelt et par ordentlige lussinger af faren, da han ser barnet for første gang. Og nå ja, så er der også en herskesyg bændelorm, som volder sin vært en hel del ubehageligheder, men som han for alt i verden ikke vil have fordrevet, for den skaffer ham også “afveksling og appetit,” og gør ham “14 gange om dagen til et nyt menneske.”

Louis Levy (1875-1940)

Det hele er totalt gakket, men også ret skægt, ihvertfald skægt nok til, at jeg kunne lade mig underholde over den korte romans kun 120 små sider. Havde den været længere, havde jeg måske tabt tålmodigheden med Louis Levys tydeligvis bevidst tilstræbte undvigelse af mening, sammenhæng eller egentlige pointer.

Menneskeløget Kzradock, den vårfriske Methusalem blev ikke vel modtaget ved sin første udgivelse i 1910. Berlingske Tidendes anmelder, Julius Clausen, kaldte den dengang et “mildest talt […] besynderligt og højst bizart Indfald” og mente, at “hvad Forfatterens Hensigt har været med at skrive den, er helt uforstaaeligt.”

I udlandet gik det bogen lidt bedre. De tyske filosoffer Walter Benjamin og Gershom Sholem var således begejstrede, sidstnævnte svingede sig op til ligefrem at betegne bogen som “meget stor” og talende “et mægtigt sprog.” Ifølge Sholem var bogen således at betragte som en “tvivlens metafysik,” hvis “kunstneriske enhed ryster moralen, for dens enhed er rundet af det dæmoniskes love.”

Læsningen af romanen som en “tvivlens metafysik” er måske nok til den lige lovlig højstemte side, men den synes ihvertfald at være i overensstemmelse med Levys (eller fortælleren, Dr. Renard Montpensiers) egen metareflektion over “optegnelserne” i bogens afsluttende kapitel:

   Sjælens lidelser kan ingen undgå.
   Men man skal tvivle.
   Men man skal tvivle på sin sjæl.
   Hvis man tror på den, så frigør den sig og tager magten over ens liv. Og skaber en trossfære, hvori man kommer til at leve.
[…]
   Lad være at tro på alle de historier, sjælen hvisker til dig! Tag dem ikke for gode varer, førend du har prøvet dem nøje …
   Og vogt bestandig din tvivl, at den ikke forsvinder.
   Thi tvivlen er det eneste våben, du har mod dig selv.

Bogen er forsynet med et udmærket efterord af forlægger Mads Lau Pedersen, som både leverer et bud på en fortolkning og en opsummering af den litteraturhistoriske reception af bogen, hvorfra jeg har refereret ovenfor.

Og hvad skal jeg så selv mene om denne groteske? På overfladen kan jeg på sin vis godt erklære mig enig i Julius Clausens karakteristik af bogen som et “besynderligt og højst bizart indfald,” for det er den så afgjort. Men hvor Clausen tilsyneladende mente dette negativt, så kan jeg ikke undgå at fryde mig over Levys bizarre og i enhver henseende respektløse humor i denne rablende historie uden pointe – uden altså måske den pointe, at man skal vogte sig for både entydige trosforestillinger af enhver art, for sansernes kun tilsyneladende sikkerhed og også for fornuften, hvis den byder sig til med andet end den sunde tvivl.

Nu er jeg jo ikke ligefrem uddannet litteraturhistoriker, og jeg ved ikke helt, hvordan man bedst kan genrebetegne Menneskeløget Kzradock: Ekspressionisme? Tidlig surrealisme? Avantgardisme? Gakkelakket er den ihvertfald. Og jeg var ganske begejstret over at stifte bekendtskab med den – som det lille kuriosum, den er. Jeg må dog indrømme, at en del af begejstringen også skyldes bevidstheden om, at vi har med en bog fra 1910 at gøre – og for mig var det en positiv oplevelse og overraskelse at finde ud af, at der er skrevet og udgivet noget så udflippet i Danmark på den tid.

Jeg runder på den baggrund op til fire stjerner i min samlede vurdering, idet ihvertfald én af dem går til forlagene for deres hermed flot indløste ambition om at gøre danske læsere af i dag opmærksomme på, at dansk litteraturs historie rummer flere og mere vilde og nærkelige indslag, end mange af os var klar over.

Bogen er venligt tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget Sidste Århundrede. K’s bognoter har ikke nogen forbindelse til forlaget i øvrigt.

K's vurdering: