Julio Cortázar: Passager

For den, der måtte have kategoriseret Julio Cortázar i en snæver genrekasse som (kun) forfatter af fantastisk litteratur, må denne fremragende samling af oversatte noveller give anledning til en revurdering.

Som Martin Zerlang skriver i sin indledning til samlingen (læs den til sidst, hvis du ikke vil have din læsning forudindtaget af Zerlangs i øvrigt glimrende, korte analyser af teksterne), så har Cortázar skrevet “i de fleste eksisterende plus et antal hidtil ikke-eksisterende genrer,” og det er afspejlet i udvalget.

Samlingen Passager (Forlaget Spring, 2004) rummer elleve noveller og to essaylignende tekster udvalgt fra ni forskellige værker af den argentinsk-franske forfatter, oprindeligt udgivet over en periode på mere end 30 år, og her eminent fordansket af Ane-Grethe Østergaard.

Jeg har selv tidligere omtalt Cortázar som eksponent for “fantastikken” som genre i latinamerikansk litteratur. Og det er han også, men han spænder videre end det.

Sammenlignet med Historier om kronoper og famøser (1962), som jeg har læst umiddelbart her forinden, viser udvalget i Passager Cortázar fra hans mindre glade-legesyge og mere mørke-alvorlige side. Påvirkninger fra eksistentialisme, psykoanalyse, surrealisme og klassisk gotik er tydelige. Og døden lurer i teksten mange steder.

Det fantastiske er dog også – og i høj grad – til stede i de fleste af novellerne her. I Bestiarium (1951), som blandt andet kan læses som en psykologisk skildring af en ung piges indtræden i puberteten og første anelser om voksenlivets ufortalte hemmeligheder, optræder f.eks. som den naturligste ting i verden en tiger på familiens ejendom – en tiger, man aldrig ser, men hvis færden i haven eller i husets værelser alle familiemedlemmer som en almindelig dagligdags rutine orienterer sig om for at kunne undgå den.

Og i Idolet fra Cykladerne (1956) slår det fantastiske over i horrorgenren i en fortælling, der både er et klassisk trekantsdrama og en bizar historie om en mand, der stræber efter sublimering gennem mental forening med en arkæologisk udgravet statuette.

Graffiti (1980) og Mareridt (1982) er eksempler på, at Cortázar også spænder over noveller med eksplicitte, kritiske referencer til politiske forhold under det argentinske militærdiktatur.

Samlingen rummer også en af Cortázars nok mest berømte noveller, Djævelens savl (1959), om en fotograf, der skjult indfanger det, han tror er en forførelsesscene i en park, men som han efter fremkaldelse af filmen indser kan være noget helt andet. Novellen er måske især kendt for at have dannet forlæg til Antonionis filmklassiker, Blow Up (1966), om en fotograf, der ved et tilfælde fotograferer et mord. Men Cortázars novelle er nu også i egen ret et særdeles fermt og flot fortalt eksempel på et af hans tilbagevendende temaer, undersøgelsen af perspektivet og hvordan det sete afhænger af den, der ser.

Novellen er samtidig et eksempel på Cortázars eksperimenter med sproget og med fortælleperspektiv i en historie, hvor fortælleren skiftevis refererer til sig selv som et “jeg”, et “han” eller ved navn, “Michel.” Nyd for eksempel disse første sætninger i novellen (og hvis de ikke er nydelse eller ikke i det mindste gør dig nysgerrig efter at læse videre, så er Cortázar nok ikke for dig):

Det er ikke til at vide, hvordan dette skal fortælles, i første eller anden person, skal man bruge tredje person flertal eller ustandseligt opfinde formuleringer, der er ubrugelige. Hvis man bare kunne sige: jeg så for deres øjne månen stige op, eller: jeg har ondt på bunden af vores øjne, eller især: du den blonde kvinde var skyerne der iler af sted for mine dine hendes vores jeres deres blik. For fanden.

Os, der i det daglige tjener til livets opretholdelse som embedsmænd i den danske ministerieverden, læser med særlig interesse Cortázars korte essay, Nætter i Europas ministerier (1967), inspireret af hans iagttagelser som freelance oversætter med gang i ministerier og parlamentsbygninger i forskellige europæiske hovedstæder, herunder København, hvor han var særligt fascineret af de åbne elevatorer på Christiansborg.

For Cortázar er Europas ministerier særligt fascinerende om natten, “når de mister sprogets maske og forvandler sig til, hvad de egentlig er, gab af mørke, helvedesporte, møder med et spejl, der ikke mere reflekterer dagens slips og løgne.” Så fik man lige dét perspektiv med på sin arbejdsplads …

Udvalget af tekster i Passager er med andre ord ganske varieret, hvilket ikke bør overraske, når man betænker, at de er hentet fra et værk, der er blevet til over mere end 30 år. I virkeligheden er det mere overraskende, at der på tværs af tiden og de genrer, novellerne repræsenterer, samtidig er en så tydelig og forenende – cortázarsk – tråd at spore i teksterne.

Og den tråd udgøres netop af Cortázars måde at omgås sproget på, hans evne til at twiste teksten og vende perspektivet undervejs i den samme historie og ad den vej igen og igen fange læseren på hælene.

Når jeg søger tilbage i noterne på disse sider og læser, hvad jeg selv skrev om en anden Cortázar-antologi på dansk, Parkernes kontinuitet og andre noveller (Basilisk, 2014), som var mit første bekendtskab med ham, så kan jeg se, at jeg ikke dengang var entydigt begejstret, om end fascineret. Det kan selvfølgelig have haft noget at gøre med den samlings beskaffenhed, men jeg aner nu selv, at det har mere at gøre med en forskydning i mine læsepræferencer i løbet af de sidste fire år.

Når jeg læser novellerne i Passager, kan jeg ihvertfald konstatere, at fascinationen er intakt, men forbeholdene er væk. Noget er sket hos læseren, et perspektiv har forskudt sig, noget er vendt om, måske er jeg kommet ind på en anden side? Og måske skulle jeg genbesøge Parkernes kontinuitet om ikke for længe.

Men det bliver ikke lige med det samme, for i morgen, fredag den 9. november 2018, udgiver Skjødt Forlag en spritny Cortázar-oversættelse: Autonauterne på kosmostradaen – eller En atemporal rejse fra Paris til Marseille (opr. 1982), som er en slags rejsebog af Cortázar og hans daværende hustru Carole Dunlop. Og ligesom novellerne i samlingen Passager er den oversat af Ane-Grethe Østergaard. Den skal jeg læse.

K's vurdering: