Kan en reportage fra en seks måneder lang dyst i det japanske brætspil go fungere som en roman? Ja, i dén grad, hvis du er klar til en meditativ læseoplevelse, som ikke handler om drama eller udfald, men snarere er at læse som en elegi over en forsvindende tids æstetik og etik.

Efter at have snuset til otte forskellige nutidige japanske forfattere via udgivelsesserien Kesihiki må det være passende også at besøge et par nyklassiske japanske forfattere.

Første stop er Yasunari Kawabata (1899-1972), som nyder status som en af Japans ypperligste romanforfattere i det 20. århundrede. Han var også den første japaner, der modtog Nobelprisen i litteratur (i 1968).

The Master of Go (Meijin) fra 1954 er et af hans mere skæve værker, tror jeg. Jeg har (endnu) ikke læst andet af ham, men jeg faldt tilfældigt over denne titel og blev fanget af ideen og – indrømmet – helt banalt også af det utroligt smukke cover i denne paperbackversion fra Yellow Jersey Press (helt skandaløst er designeren ikke nævnt ved navn i kolofonen).

Jeg har aldrig selv spillet go og kendte ikke reglerne på forhånd. Dem har jeg stadig ikke gennemskuet. Jeg har dog forstået så meget som, at det er et strategispil, hvor spillerne skal forsøge at erobre territorium på brættet og omringe hinandens henholdsvis hvide og sorte sten.

Mine forventninger til bogen var måske noget i retning af en japansk version af Stefan Zweigs Skaknovelle (1941). Og ja, der findes noget af det samme her: Sammenstødet mellem to store hjerner i et klassisk strategispil, som samtidig kan læses som et sammenstød mellem to regimer. Men bortset fra det, er det to helt forskellige værker.

Yasunari Kawabatas roman om gomesteren kvalificerer sig kun delvist som en roman. Der er tale om noget så ualmindeligt som en fiktionaliseret udgave af forfatterens avisreportager fra et enkelt – om end meget langvarigt – spil go i 1939.

Det havde jeg ikke lige fanget, da jeg anskaffede mig bogen, og i første omgang dæmpede det min forventninger lidt. Sportsidernes reportager fra store skakturneringer er trods alt sjældent det første, jeg kaster mig over i søndagsavisen. Og det er noget tilsvarende, der er afsættet her – komplet med spildiagrammer, der viser de enkelte træk. Men bogen er så meget mere, skulle det vise sig.

Opslag fra bogen med et eksempel på de (dog relativt få) spildiagrammer, der ledsager teksten.

Yasunari Kawabata arbejdede dengang i 1939 som journalist for et par aviser, for hvem han skrev en løbende reportage om en stor mesterskabskamp i go mellem den aldrende, regerende mester (Meijin er den japanske term for mester i gosammenhæng, og det er også romanens japanske titel) og en ung opkomling.

Spillet var planlagt til at skulle vare tre måneder. I forvejen pænt lang tid for et brætspil, tænker nogle af os go-ignoranter. Men det har selvfølgelig noget med traditioner at gøre. Der spilles nogle timer ad gangen med fem dages mellemrum, og hver spiller var i denne kamp tilladt en samlet spilletid på op til 40 timer (svarende til at spille med skakur). Normalt var tidsgrænsen på den tid mindre, forstår vi, men særlige regler måtte til, her hvor det handlede om übermeisterens sidste æreskamp (i forvejen var den gamle primadonna fornærmet over, at der overhovedet skulle være en tidsgrænse).

I virkeligheden kom spillet imidlertid til at strække sig over næsten seks måneder, blandt andet fordi Mesteren blev indlagt med hjerteproblemer i nogle måneder undervejs.

Efterfølgende bearbejdede Kawabara sine artikler til det, han selv kaldte en slags roman, men som – selv om den indeholder fiktive elementer – mest har karakter af en litterær reportage og et portræt af mesteren.

Mesteren er den 64-årige Hon’inbō Shūsai (1874-1940), som i 1939 i flere år havde nydt status som ‘Den Uovervindelige Mester’ i go. Udfordreren hed i den virkelige verden Kitani Minoru (1909-1975), hvem Kawabata i romanen imidlertid kalder Otaké, ligesom Kawabata i øvrigt også vælger at kalde sin egen person og flere andre personer ved fiktive navne.

Formålet med de fiktive navne er tydeligt: Bogen handler om Mesteren, som optræder under sit faktiske navn, alle andre er ret beset statister. Det er ikke deres historie, Kawabata skriver her.

Det er ikke det samme som, at Kawabata ikke kan fatte og udtrykke beundring for den unge udfordrer, som har en skræmmende række af sejre over andre mestre bag sig, og som trods sine kun tredive år har rang af 7. dan i go (ja, én af de uendeligt mange ting, jeg ikke vidste om go, er, at man i Japan også her opererer med et system af elev- og mestergrader (kyu og dan), som nogle af os kender det fra japansk kampkunst).

Her et uddrag fra en de spilnære passager i bogen, som trods alt afslører Katabawas anerkendelse af Otaké’s (dvs. Kitani Minorus) spillestil:

I can remember gasping when Otaké closed his lines at Black 47 and White took the strategic star point with White 48. It was less that I felt Otaké’s style of play in Black 47 than that I felt the formidable resolve with which he had entered the match. He sent White back to the third line and plunged in to build his own massive wall; and I felt absolute commitment. He had taken his position. He was not going to lose the game and he was not going to be deceived by White’s subtle stratagems.

Kawabatas fokus er imidlertid portrættet af den aldrende mester og det, der skulle blive hans sidste mesterskabskamp. Men mere end noget andet – og det er det, der gør den interessant – kan bogen læses som en elegi over en tid og en kultur i Japan, som er ved at være forbi.

I Kawabatas fremstilling bliver dysten mellem den gamle mester og den unge opkomling til en svanesang for det klassiske, feudale Japan og dets dyder: Dette at stræbe efter det sublime i bemestringen af en kunstart gennem fordybelse, øvelse, tålmodighed – for intet andet formål end selve kunsten. Men også aristokratiske æresbegreber som dyrkelse af traditionen og respekt for rang og klasse.

Spillet go – og mester Shūsai som person – inkarnerer for Kawabata disse dyder, ligesom for eksempel den japanske teceremoni, kalligrafi og krigskunst.

Men de klassiske dyder er under pres. Japan står i slutningen af 1930’erne på kanten af en ny tid, på grænsen mellem tradition og modernitet, mellem feudalisme og demokrati (og Kawabata var tydeligvis ikke demokratiets mand).

Denne brydningstid ser Kawabata også give sig udtryk i gospillet. Ligesom mesteren harcellerer han over de nymodens regler, der har vundet indpas, og som også er lagt ind over spillet i 1939: Elementer som de nævnte tidsgrænser og regler om, at det sidste træk inden en pause i spillet skal forsegles og først afsløres, når spillet genoptages (så den spiller, der har det næste træk, hvilket traditionelt ville have været den regerende mester, ikke får en unødig planlægningsmæssig fordel af pausen på flere dage).

For Kawabata er dette regler, som er med til at reducere spillet til en blot og bar styrkeprøve mellem de to spillere – i modsætning til at dyrke spillet som kunstart og en livsform og gøre det på en måde, der højtideligholder traditionen, herunder respekten for den nu engang udpegede Mester (hvori ligger det naturlige, at Mesteren kan få fordele, der øger hans chancer for at vinde).

Alt dette nymodens ligemageri, må man forstå, bidrager ifølge Kawabata kun til at forfladige go til en konkurrencesport frem for en kunstart.

Kawabata er tro mod denne tilgang i kompositionen af Meijin som roman. Den begynder derfor med slutningen: Med mesterens død i 1940, inden for et år efter afslutningen af det legendariske spil, og med hans nederlag i spillet. Det er som om, at det er en pointe i sig selv for Kawabata, at romanen ikke må være drevet fremad af en tarvelig, plebejerisk spænding om udfaldet – og for at sikre sig mod dét, afsløres udfaldet allerede på de første sider for den læser, der ikke måtte være bekendt med det i forvejen.

I stedet er bogen et portræt af Mesteren som person og en meditation over spillet og de ceremonier, der omgiver det. Og i bredere forstand over en japansk kulturel tradition, der er ved at svinde væk.

Kan det virkelig være spændende at læse? Når man som jeg endda ikke kender regler for go? Nej da, ikke spændende i nogen traditionel, handlingsdrevet forstand. Men aldeles fascinerende og en næsten meditativ nydelse.

For man behøver ikke at tegne abonnement på Kawabatas feudale, etiske idealer for at nyde hans sprog – her i Edward G. Seidenstickers oversættelse til engelsk (bogen er ikke oversat til dansk). Kawabata skriver ualmindelig smukt med stor følsomhed og nænsomhed, selv når han ind i mellem forfalder til dramatiske metaforer.

Her har forfatterens blik fanget den gamle, sygeligt magre Mester i en pause fra spillet, stolprende ned ad en sti gennem haven, på vej væk fra bygningen, hvor der spilles:

[The] retreating figure of the Master somehow brougth tears to my eyes. I was profoundly moved, for reasons I do not myself understand. In that figure walking absently from the game there was the still sadness of another world. The Master seemed like a relic left behind by Meiji.

Som ferielæsning i en liggestol ved en loungebar på stranden på en dag, hvor der ikke sker andet end det, var The Master of Go næsten perfekt.

Også kun næsten, for delvist i modstrid med de meditative kvaliteter ved teksten, jeg lige har fremhævet, så blev de mere end 200 siders reportage fra dette enkelte spil mig trods alt en lidt for lang omgang (og ja, Kawabata ville nok sukke i sin grav over en sådan vurdering – men hvad kan man også forvente sig af en vesterlænding). Havde Kawabata kondenseret bogen til en kortroman, kunne det have været en ren femstjernet anmeldelse.

Ikke desto mindre har The Master of Go afgjort givet mig appetit på mere Kawabata. Jeg hører gerne anbefalinger til, hvilke af hans værker, jeg kunne give mig i lag med som det næste. Snow Country synes at have status som hans hovedværk og virker som et oplagt bud (er den mon oversat til dansk – jeg har ikke umiddelbart kunnet søge en dansk oversættelse frem på nettet?). Men der er jo en hel del flere at vælge imellem.

I første omgang skal jeg dog lige omkring en anden klassisk japaner: Junichiro Tanizaki.

K's vurdering: