Yasunari Kawabata: The Sound of the Mountain

En melankolsk meditation over alderdom, tidens gang og livets fortrydelser. Stilfærdigt fortalt i Kawabatas genkendelige lavmælte tone, som ligesom i andre af Kawabatas romaner imidlertid dækker over voldsomme og dramatiske følelser.

Jeg bliver hængende lidt i Japan med endnu en fremragende roman af mesteren Yasunari Kawabata (1899-1972). The Sound of the Mountain blev oprindeligt udgivet som en serie over perioden 1949-1954. Romanen udspiller sig i Tokyo i et Japan, der stadig vånder sig efter Anden Verdenskrigs sår.

Hovedpersonen er Ogato Shingo, en mand i begyndelsen af 60’erne, endnu ikke gammel, skulle man synes, men ikke desto mindre mærker han alderen trænge sig på. Han begynder at registrere små, ubetydelige, men ikke desto mindre markante svigt i hukommelsen. En morgen kan han pludselig ikke finde ud af at binde sit slips, før han skal på arbejde, som han ellers har gjort hver morgen i 40 år. Og tanker om døden kommer oftere til ham. Som når han om aftenen synes at høre lyden af selve bjerget bag huset.

Shingo giftede sig for 40 år siden med Yasoku, som han aldrig for alvor har elsket, blot vænnet sig til, og som han i sin tid kun giftede sig med, fordi han ikke kunne få hendes smukke søster, hans livs kærlighed, som blev gift med en anden og døde ung.

Sammen med dem bor – som traditionen i Japan på det tidspunkt vil have det – også Shingos uduelige søn og den my svigerdatter, Kikuko, som Shingo – i begyndelsen af romanen delvist uerkendt af ham selv – elsker mere end sine egne to børn, og måske også som mere end en svigerdatter, idet han i hende ser noget af sin ungdoms kærlighed.

Langt hurtigere end Shingos åndsevner smuldrer imidlertid de faste familiemæssige rammer omkring ham. Svigerdatteren er ulykkelig på grund af sønnens utroskab. Og også Shingos datters ægteskab med en endnu mere uduelig mand er i opløsning, og hun flytter ind hos familien med sine to børn.

Shingo er en patriark af den gamle skole, og at se sin familie gå i opløsning omkring sig er ikke kun en sorg i sig selv, men for ham også et symptom på, at han i det hele taget er ved at miste grebet om livet.

En del af Kawabatas styrke som forfatter er, at hans personer altid er komplekse. Der er ingen entydigt gode helte i hans romaner. I stedet er der virkelige mennesker. Og på trods af den kulturelle afstand mellem Danmark anno 2020 og Japan i begyndelsen af 1950’erne – som ikke skal undervurderes og bestemt også udfordrer læsningen – har jeg som læser ikke svært ved forholde mig til de grundlæggende menneskelige følelser, der er i spil.

Som læsere følger vi historien fra den aldrende Shingos perspektiv, og som udgangspunkt (og for så vidt også til slut) har han vores sympati. Men han er bestemt ikke noget fejlfrit menneske.

For eksempel er Shingo rasende på sin søn over hans hensynsløse utroskab, mest på grund af den sorg, den pådrager svigerdatteren. Men det falder ham aldrig ind, at der skulle være noget galt i, at han selv jævnligt frekventerer geishaer.

Om det falder forfatteren Kawabata ind, er sådan set heller ikke helt klart. Og man kunne sagtens udsætte Kawabata for en feministisk kritik, der ville “afsløre” ham som mandlig forfatter spundet af en patriarkalsk kultur. Men det ville bare være banalt og ikke slå en flis af hans mesterskab som forfatter.

For Kawabata viser os mennesker. Som forfatter dømmer han ikke, han konkluderer ikke, han afslutter faktisk ikke engang sine historier, heller ikke denne. Det må vi selv gøre som læsere.

The Sound of the Mountain er som roman ikke kompositorisk helt på niveau med Snow Country og Thousand Cranes, som jeg har læst tidligere i år. Men den er tæt på, omend den kunne have vundet ved at blive kortet en smule ned.

Jeg nød den ikke desto mindre lige så meget som de øvrige. For mig var højdepunkterne egentlig ikke så meget det følelsesmæssige drama, der udgør historien. Det, der især talte til mig, var de mange små detaljer, Kawabata dvæler ved i Shingos indre liv:

Hvordan han med sin alder er blevet mere optaget af lydene af fuglene over husets tag, af at iagttage kirsebærtræets vækst og sommerfuglenes dans bag en busk. De små dagligdags ting, der let passerer forbi, når man er optaget af karrieren og det næste, der skal nås, men for Shingo gradvist fylder mere og mere.

Måske talte disse elementer i romanen i særlig grad til mig netop nu, fordi jeg i denne mærkelige coronatid ligesom så mange andre bruger mere tid i hjemmet (ja, nærmest alt min tid hjemmet). For selv om mit prosaiske arbejde i denne tid faktisk sluger endnu flere timer end vanligt, så er der alligevel mere tid til at sidde på altanen og se træerne springe ud og blåmejserne flyve til og fra redekassen. Og det ikke så ringe endda. Og i øvrigt en af grundene til, at der ikke bliver læst og anmeldt så meget i denne tid, som nogle måske har bemærket.

Men så må vi vist også hellere stoppe det spor, inden det bliver for sentimentalt. For Kawabatas roman er nemlig ikke sentimental. Den er båret af en melankolsk grundstemning, men flyder på intet tidspunkt over i det sentimentalt letkøbte.

Efter at have læst Thousand Cranes for et par uger siden, skrev jeg, at jeg bestemt ikke var færdig med at læse Kawabata. Det gælder stadig. Men nu skal jeg lige læse noget andet først.

K's vurdering: