Bruno Schulz er en slags vild og voldsom, ekspressionistisk og surrealistisk version af Kafka og dog helt sin egen. Schulz’ noveller har deres fortjente plads i verdenslitteraturen.

Bruno Schulz (1892-1942) nåede kun at udgive to novellesamlinger, før han blev myrdet i 1942 i sin fødeby Drohobycz, skudt ned på åben gade af en tysk officer som led i dennes interne rivaliseren med en anden officer, som Schulz udførte malerier for. Det meste af Schulz’ øvrige produktion gik tabt under Holocaust, men en række breve og enkelte noveller har overlevet (en af dem er udgivet særskilt på dansk som Kometen på Forlaget Virkelig).

Schulz har en helt særegen stil. I Kanelbutikkerne kan han i det ene øjeblik være voldsomt ekspressionistisk i sit udtryk og i det næste skeje ud i gakkede surrealistiske og ironiske optrin.

Novellerne i Kanelbutikkerne er på den ene side selvstændige, små historier, der kan stå alene og læses i vilkårlig rækkefølge. På den anden side hænger de sammen ved alle at give sig ud for at være nedslag i fortællerens barndomserindringer, ved et overlap i persongalleriet og ved enkelte gensidige referencer. Man gør sig derfor nok bedst ved at læse historierne i rækkefølge fra en ende af.

Naturen og døde ting har det med gennem Schulz’ pen at blive beåndede i disse historier. I indledningshistorien August, hvor Schulz lader august måned udfolde sig uhæmmet i al sin svulmende og orgiastiske frugtbarhed, beskrives solsikkens tragedie for eksempel sådan her:

En jættestor solsikke, der havde løftet sig op på en kraftfuld stængel og nu syntes lidende af elefantiasis, afventede i gul nedtrykthed sit livs sidste sørgmodige dage og bøjede sig dybt under vægetn af sin egen uhyrlige korpulence. Men de naive forstadstunge klokkeblomster og andre perkalagtige tarvelige småblomster stod hjælpeløse i deres stivnede rosenrøde og hvide skjorter og syntes ikke rigtigt at forstå solsikkens store tragedie.

Et andet eksempel er historien Stormen, hvor Schulz lader startskuddet til en vældig orkan være provokationerne fra en stor sammenstimlen af knævrende og plaprende oprørske potter og pander og andet gammelt køkkentøj, der har været gemt væk foro længe på lofter og i tagrum, indtil mørket deroppe en aften begyndte “at skeje ud og gå i sær gæring,” og der åbnedes “sorte rådsmøder gryderne imellem, disse snakkesalige og tomme forsamlinger, denne klukken i flasker og skvulpen i glas og kander.”

Bruno Schulz (1892-1942)

Den metaforisk tungt ladede stil er imponerende flot ført igennem af Bruno Schulz. Han skal læses laangsomt og opmærksomt. Men det er også lige før, at det bliver for meget – hans skrift er ekstremt fortættet, næsten for intens. Som en chokoladefondant med dobbelt chokolade med varm chokolade til og chokolade på (med et grotesk indbagt insekt i midten). Det er derfor passende, at de fleste noveller i samlingen er ret korte (6-10 sider). Som læser kan man dårligt klare mere af gangen.

Jeg kan bedst lide Schulz i det surrealistiske, mørke, ironiserende hjørne. Der finder vi ham ikke mindst i scenerne med fortællerens far. Han er en gennemgående hovedfigur i de fleste noveller, hvor han optræder i skiftende grader af mentalt og fysisk forfald. Nogle af bogens bedste øjeblikke er de vidunderligt gakkede, men samtidigt sørgmodigt resignerende billeder af den afsindige far i forskellige situationer.

I Kakerlakkerne ses faren for eksempel under et stort kakerlakangreb i familiens hjem hoppende fra stol til stol bevæbnet med et kastespyd klar til at spidde kakerlakkerne på spyddets od. Til sidst bliver det dog galskaben og kakerlakkerne, der får bugt med faren, som gradvist forvandler sig til en kakerlak i først psykisk, men siden også fysisk forstand – indtil familien opgiver ham og frasiger sig slægtskabet og holder op med “at skelne ham ud fra den sorte uhyggelige race, han så fuldstændigt var gået op i”:

Hvem skulle også kunne sige, om han endnu levede et eller andet sted i en sprække i gulvet, om han løb rundt i værelserne om natten optaget af sine kakerlakgøremål, eller om han måske befandt sig mellem alle de døde insekter, som Adela hver morgen fandt liggende på ryggen med strittende ben, og som hun med væmmelse samlede op på fejebakken og smed ud?

Fans af Kafka vil nikke anerkendende og gnægge veltilfredse for sig selv over de implicitte og ironiske referencer til Kafkas Forvandlingen. I det hele taget er det svært at læse Schulz’ historier uden at tænke Kafka, præget som de er af forvandlinger og komplekser med kvinder og fortællerens far.

Schulz har en ting med insekter, men også med fugle. I en af mine favorithistorier, Fuglene, begynder den gale far at eksperimentere med udrugning af fugleæg på loftsrummet. Han importerer eksotiske befrugtede fugleæg og lader dem udruge af kæmpestore belgiske høns. Ud af den efterfølgende “ægsprængningsmanøvre” kommer de “rene eventyrvæsener,” “uhyrer med store fantastiske næb, som straks efter fødslen spærredes helt op og fra hvis afgrundsdybe svælg der kom en grådig hvæsen, […] salamanderagtige klumper med en sart nøgen og puklet krop,” som på et tidspunkt bliver til påfulge, fasaner, tjurer og kondorer.

Især kondoren får fortællerens far et særligt forhold til (det var “et meget karakteristisk træk, at kondoren brugte den samme natpotte som min fader”), gradvist får han flere og flere træk til fælles med den, bliver magrere og mere indskrumpet, og engang imellem forglemmer han sig selv sammen med familien, sætter sig op på en hylde under loftet og basker med armene, mens han frembringer en “langtrukken galen,” alt imens hans øjne bliver “mælkeagtige og ligesom dækket af en hinde.” I ovennævnte historie om kakerlakkerne hersker der hos fortælleren således en vis tvivl om, hvorvidt faren faktisk endte sine dage som kakerlak, eller om han i virkeligheden forvandlede sig helt til en kondor, som moren nu har stående i salonen, udstoppet og mølædt og med savsmuldet dryssende ud af de tomme øjenhuler efter de udfaldne øjne.

Tegning: Bruno Schulz

På bagsiden af den gamle, danske udgave af Kanelbutikkerne, jeg har læst, er en anmelder fra New York Herald Tribune citeret for at sammenligne Schulz med både Kafka og Proust. Sammenligningen med Kafka ligger som nævnt lige for, og jeg kan også godt følge associationerne til Proust, især i nogle af de sansemættede beskrivelser af blomster, bær og frugter i haven, men også i selve fortælleformen som erindringsglimt, og derudover i enkeltelementer som familiens gennemgående barnepige og husholderske Adela, der godt kan minde lidt om den gennemgående husholderske i Prousts På sporet af den tabte tid, der udgør en slags rygrad og holdepunkt i familien og fortællingen (omend barnepigen hos Proust ikke udøver samme erotiske perverterede magt over faren, som Adela gør hos Schulz).

Hvor Proust læner sig op af en raffineret, impressionistisk stil, så er Schulz imidlertid meget mere voldsom og ekspressionistisk, sarkastisk og surrealistisk. Hos Bruno Schulz flyder grænserne mellem det realistiske og det fantastiske, og jeg vil råde læseren til ikke at spilde tid med bekymre sig over, om man nu er på den ene eller den anden side af græsen.

Schulz’ metaforer har ligesom en tendens til tage magten fra figurerne. For eksempel i en forrygende scene, hvor fortællerens tante Perazja bliver så vred og arrig, at hun hen over en lille side ender med at gå i helt opløsning:

Det så næsten ud, som om hun i sin vredesparoksysme var i færd med at gestikulere sig i småstykker, som om hun ved at gå fra hinanden i flere dele, hver med noget flygtende edderkoppeagtigt over sig, eller som om hun egentligt havde tænkt sig at splittes op nede på gulvet til et sort og glitrende bundt af vildt ravende kakerlakbevægelser. I stedet for begyndte hun pludseligt at skrumpe ind, alt imens hun stadig dirrede over hele kroppen og strøede om sig med forbandelser. […] Så sprang hun op på fyrrebænken, haltede hen over den dunkende planke og derfra op på tallerkenhylden […], og gav sig til at løbe rundt her på sine halte stylter som gik hun på knæene, for endelig i en eller anden krog at svinde helt ind, blive sort i kanten, krølle sig sammen som et stykke brændt og opgivet papir, forkulles til en askeflage og blive til støv og ingenting.

Jeg har tidligere kun læst en enkelt novelle af Bruno Schulz, ovennævnte Kometen, som indtil nu stadig er min favorit. Kanelbutikkerne er ikke desto mindre i dén grad anbefalelsesværdig, selv om den også rummer noveller, der ikke taler så meget til mig. På dansk findes også Schulz’ anden novellesamling, Sanatoriet under timeglasset (udgivet på Batzer & Co i 2007, men tilsyneladende desværre udsolgt fra forlaget)

• Lignende indlæg
• Af Bruno Schulz
• Gyldendal

Sergij Zjadan: Mesopotamien

Stanisław Lem: The Cyberiad

Stanisław Lem: Solaris

Sergej Lebedev: Ved glemslens rand

Bruno Schulz: Kometen

Anton Tjekhov: Sjette Afdeling

Orhan Pamuk: Det nye liv

Kaspar Colling Nielsen: Den danske borgerkrig 2018-2024

Thorkild Hansen: Slavernes kyst, Slavernes skibe, Slavernes øer