Jeg faldt forleden over denne danske antologi fra 2010 i den fine københavnske boghandel Tranquebar, som havde den udstillet et passende iøjnefaldende sted. Og jeg måtte bare have den med hjem, ikke på grund af vakte forventninger til det litterære (de var ingen, hverken positive eller negative), men alene på grund af indpakningen:

En lille, enkel, men lækker, brun, riflet papæske indeholdende 9 små hæfter eller omslag (i størrelse omtrentligt som en CD-booklet), hver med et fotografi af samme fotokunstner på forsiden. Ja, jeg indrømmer det, jeg er et simpelt menneske, og den simple glæde ved at kunne åbne en æske og finde den fyldt med alle mulige, spændende særskilte ting, var hele grunden til at købe denne udgivelse med hjem.

Den lækre indpakning er et eksempel til efterfølgelse på, hvilken vej forlagene givetvis er nødt til at gå, hvis det også i fremtiden skal kunne lade sig gøre at sælge fysisk litteratur på rigtigt papir – med eller uden papæske.

Så meget om indpakningen. Til indholdet, som er en blandet landhandel:

Grundideen med NNV Korridorer er at give stemme til et antal skønlitterære forfattere, et par musikere og en enkelt fotograf, som har det til fælles, at de har personlig postadresse på Nørrebro og Nordvest i København.

Ifølge forlagets introduktion (som har fået sit eget hæfte i æsken) har “ambitionen også været at kaste et alternativt blik på antologien som genre; at anskue og opleve den, som det den ret beset også er – en samling individuelle tekster.” Den ambition lader vi lige stå lidt, mens bullshit-detektoren går i rød. Med andre ord: Der er ingen som helst tematisk, formmæssig eller anden sammenhængende tråd what-so-ever mellem teksterne i samlingen. Fint nok, men lad nu være med ligefrem at ophøje det til en indfriet litterær “ambition” om et “alternativt” (?) blik på antologien som genre. I havde en idé, og den endte så med ikke at komme til at hænge så godt sammen, som I havde forestillet jer, og det er dét, og det er okay.

Dermed ikke sagt, at der ikke gemmer sig fine sagen i pakken, for det gør der bestemt.

Det bedste bidrag til samlingen er efter min smag Harald Voetmanns brevnovelle Allerkæreste Ellen i form af et brev (bogstavelig talt i gammeldags brevform skrevet på fire sammenfoldede løsark) fra en mand, der er på afvænning på Valdemar Mortensens Afholdshjem i Faarevejle Stationsby, til hans kæreste Ellen. En satirisk tekst skrevet i en pseudo-tidligt-tyvende-århundrede-stil, som finder sin største kvalitet i formidlingen af brevskriverens stigende desperation over at blive kvalt langsomt i den “ferskhed”, der hersker på afholdshjemmet:

Jeg kan slet ikke forestille mig, hvilken grad af Druk og Udskejelse, Fornedrelse simpelthen, Hengivelse til unaturlige Drifter, der skal til, for at faa denne Ferskhed ud af min krop igen. Hver eneste Taar af den Hybenthe, som er det eneste, vi faar at drikke her, udvander mig gevaldigt.

[Harald Voetmann, Allerkæreste Ellen]

Maria Elverkildes bidrag er novellen Brun Bjørn, den er velskrevet og på en eller anden måde mystisk-dragende, men ærlig talt, jeg forstod den ikke.

Martin Johannes Møllers De seneste notater er en lille samling løsrevne tekstfragmenter, som – ja – virker som forfatterens løse og hastigt nedskrevne noter fra forskellige sammenhænge. Der er gode ansatser i nogle af stumperne, men sammenhængen er svær at finde, ud over i de indledende og afsluttende tekststumper, der fungerer som ramme:

Jeg fisker de krøllede ternede ark op af min jakkebrystlomme og folder dem ud. Det er ligesom når man drømmer. Underboerne ringer på. Der står de i deres tøfler. Vi flytter åbenbart hele tiden rundt på vores møbler og i nat kunne de høre os skrige.
[…]
‘Det er deres egne forbandede skrig de kan høre.’

[Martin Johannes Møller, De seneste notater]

Nicolaj Stochholm står for det mest renlivet lyriske bidrag i form af et uddrag af digtsamlingen Odefabrikanterne. Disse digte sagde mig ikke noget – men jeg er heller ikke den store lyrikfan, så det kan ikke læses som en autoritativ dom over Stochholm.

Trisse Gejls Vejen er en fin nok lille novelle fra livet i grundejerforeningen på villavejen i forstaden.

Kristina Stoltz står med Lufthuller (der balancerer et eller andet sted mellem lyrik og prosa) for det ene af kun to bidrag, der indholdsmæssigt er direkte koblet til Nørrebro – som jo ellers er antologiens angivelige ramme – med sine eksplicitte referencer til lokaliteter på Nørrebro og aktuelle lokalpolitiske begivenheder som nedrivningen af Ungdomshuset på Jagtvej og rømningen af Brorsons Kirke for udviste flygtninge. Ikke egentlig dårligt, men heller ikke erindringsværdigt – aktuelt politiserende litteratur er som regel kedeligt, også her.

Kasper Nørgaard Thomsens novelle Deep South er det andet eksplicit Nørrebrofunderede indslag om en krigsveteran og flygtning fra eks-Jugoslavien, der går rundt på Nørrebro og plages af sine grusomme erindringer fra krigen. Ikke min kop te – jeg fandt prosaen anstrengende selvbevidst og påtaget aggressiv, studentikos i stilen.

Endelig indeholder den lille fine papæske også et omslag med en CD med to “lyd- og lyrikværker” af Martin Ryum/Harald Voetmann og Frithjof Toksvig/Kristina Stoltz. Men ak, herhjemme har vi for længst kasseret CD-afspilleren, så vi har ikke været i stand til at lytte til musikken. Men ideen som sådan, at lade et par musikværker indgå sammen med tekster i en antologi, dén er vi meget charmerede af.

Til sidst må vi ikke glemme fotografierne, der pryder forsiden af æsken og hvert af de små hæfter, og som udgør et værk i sig selv: Ti fotografier taget af designeren og fotokunstneren Sidsel Becker, som indfanger stemninger fra Nørrebro, eksplicit eller implicit inspireret af teksterne.

Samlet set en kasse blandede bolsjer af vekslende kvalitet. Men det materielle koncept alene giver allerede udgivelsen de første stjerner med på vejen. Herunder i erkendelsen af, at idéen og indpakningen jo rent faktisk har fået sådan én som mig til at læse et udpluk af tekster af aktuelle danske forfattere, som jeg for størstedelens vedkommende ellers ikke umiddelbart ville have stiftet bekendtskab med.

Tak for det til forlaget Korridor, som debuterede med denne udgivelse.

K's vurdering: