Da kakerlakken Jim Sams en morgen vågner fra urolige drømme, finder han sig i en seng forvandlet til en uhyre skabning, nærmere bestemt den engelske premierminister. Liggende på ryggen ville hans små brune ben normalt have sprællet glade i luften, men nu ser han kun fire store kødfulde lemmer, som ligger dvaske ned langs hans sider. Ved en grotesk omvending ligger alt hans kød tilmed blottet uden på hans skelet.

Nogenlunde sådan begynder Ian McEwans satiriske kortroman fra 2019 om det britiske Brexit. Indledningen er naturligvis en parafrase over Franz Kafkas Forvandlingen, og det er jo meget sjovt i sig selv. Herfra ophører referencerne til og ligheden med Kafka imidlertid.

Efter den første forskrækkelse viser det sig, at kakerlakken Jim Sams i sit nye menneskelige hylster har arvet den ægte premierministers erindringer og færdigheder, så han kan hurtigt begå sig overraskende godt. Endvidere viser det sig, at størstedelen af de øvrige ministre i hans regering også har undergået en forvandling. Storbritannien har med andre ord – uden at andre har opdaget det – med ét fået en regering af kakerlakker.

Og dét er, hvad der skal til for endelig at skære igennem og med lige dele snilde og hensynløshed endelig at gennemtrumfe resultatet af en folkeafstemning, der er afholdt for nogle år tilbage, men som ingen hidtil har formået at implementere på grund en stillingskrig mellem de to politiske fløje, The Reversalists og The Clockwisers.

I bogens satiriske univers er The Reversalists tilhængere af en økonomisk teori, der mener at kunne skabe vækst og velstand for alle ved at omvende alle finansielle pengestrømme: Som ansat skal man betale arbejdsgiverne for at få lov til at gå på arbejde. Når man efter endt arbejdsdag går i butikker, skal butiksindehaverne omvendt kompensere en økonomisk for at tage varer med hjem.

Til gengæld skal det være forbudt at akkumulere penge, og de penge, man kommer hjem med og kan sætte i banken efter en hård dags shopping, skal man betale skyhøje renter af. Det giver incitament til at søge et dyrere job, så man kan komme af med pengene. Og jo bedre, dvs. dyrere, et job, man har, jo hårdere må man shoppe igennem for at kunne betale det.

Resultat: Økonomien bliver boostet, alle tjener på det! Ihvertfald i teorien. Modstanderne er The Clockwisers, som foretrækker, at tingene bliver ved med at gå på samme måde som altid.

Nogle år forud for, at den britiske premierministers krop bliver overtaget af en kakerlak, udskrev regeringen en folkeafstemning med det slet skjulte formål én gang for alle at stoppe snakken om “Reversalism.” Men sådan gik det ikke, grundet en uventet alliance mellem de fattige og de gamle kombineret med en kampagne, der på uforklarlig vis fik gjort Reversalism til et patriotisk spørgsmål:

The result was an unexpcted one, largely due to an unacknowledged alliance between the working poor and the old of all classes. The former had no stake in the status quo and nothing to lose, and they looked forward to bringing home essential goods as well as luxuries, and to being cash rich, however briefly. The old, by way of cognitive dimming, were nostalgically drawn to what they understood to be a proposal to turn back the clock.

Den handlingslammede regering har imidlertid ikke formået at håndtere resultatet. Indtil kakerlakken Jim Sams kommer til.

Reversalism er selvfølgelig en metafor for Brexit. Og Jim Sams er selvfølgelig Boris Johnson, som gør det til sit ene mål, som han forfølger med alle midler, at levere Reversalism (Johnson var trådt til som premierminister i juli, da McEwan skrev bogen i efteråret 2019).

For kakerlakken Jim Sams er hans nye rolle som premierminister et boost af en tilfredsstillende magtoplevelse:

It seemed to him five years had passed, not three or four hours, since he had woken, sad and deranged, unable to control his limbs or even his tongue. He saw it in his collegues’ faces – he was in command, he was a force, here and in the land, and beyond. Hard to believe. Thrilling. Amazing. Nothing could stand in his way.

I romanen optræder også den amerikanske præsident, Archie Tupper (en let genkendelig Donald Trump), hvis sublime beherskelse af Twitter får Jim Sams til at mistænke præsidenten for at være “one of us,” dvs også en kakerlak.

I EU er man stærkt bekymrede for den britiske vej mod Reversalism og konsekvenserne for den europæiske eksport, når Storbritannien fremover kun vil importere varer mod betaling. På et møde med den tyske kansler kan prermierminister Sams på spørgsmålet “Warum? Warum?” ikke komme på andet svar end “Because. That, ultimately, was the only answer: because.”

Forfatteren Ian McEwan (f. 1948) er ham med Atonement (2001) (da. Soning), Amsterdam (1998) og mange andre romaner og noveller. The Cockroach er i den forbindelse at betragte som en parentes i forfatterskabet, resultatet af et satirisk indfald, og den forekommer at være skrevet meget hurtigt.

Ian McEwan (f. 1948). Foto fra forfatterens Goodreads-profil.

Der er således ikke tale om et stort litterært værk, der kommer til at skrive sig ind i historien. Kortromanen har den dagsaktuelle satires form og er tæt bundet op på den kaotiske, politiske farce, som Storbritanniens udtræden af EU udviklede sig til, mens vi alle sammen kiggede på i perioden fra Brexit-afstemningen i 2016 til den endelige udtræden i januar 2020.

Det er derfor næppe en bog, som vil blive læst om ti år.

Men er du til jokes om Brexit, Boris Johnson og Donald Trump, så er vil du måske også være til The Cockroach, her mens vi stadig husker det kaotiske Brexit-forløb.

Jeg var ihvertfald kongeligt underholdt i de par timer, det tager at læse den lille bog.

K's vurdering: