Ljudmila Petrusjevskaja er en umådelig spændende forfatter i moderne russisk litteratur. Den seneste romanudgivelse af hende på dansk er også interessant, men ikke på niveau med hendes tidligere noveller.

Russiske Ljudmila Petrusjevskaja (f. 1938) udfolder sin groteske satire bedst i den korte form. Jeg har med stor fornøjelse læst de to samlinger af hendes noveller, der tidligere er udgivet på dansk: Der var engang en kvinde, som ville slå sin nabos baby ihjel (Forlaget Vandkunsten, 2014) og Umodne stikkelsbær (Silkefyret, 2018).

Petrusjevskajas roman Nummer Et eller I andre muligheders haver (Forlaget Vandkunsten, 2015) var jeg til gengæld mindre begejstret for. Den er ikke mindre grotesk end novellerne, men blev mig for rablede og især for lang.

Den seneste danske Petrusjevskaja-udgivelse (som ligesom de nævnte novellesamlinger er oversat til dansk af Trine Søndergaard), romanen Vi blev stjålet (Silkefyret, da. 2021, opr. 2017), er efter min smag også et godt stykke fra novellernes høje niveau.

Stilmæssigt adskiller Vi blev stjålet sig også en del fra de øvrige nævnte titler. Petrusjevskaja er her tilnærmelsesvis realistisk i sin form.

Romanen karakteriseres i bagsideteksten som en “hæsblæsende forvekslingskomedie, en blanding af absurd sæbeopera og burlesk samfundssatire,” og det er ikke helt forkert. Bogen er dog ikke helt så sjov eller fængende, som det kan lyde.

Jeg skal ikke forsøge at opsummere handlingen, for den er vitterligt ganske kompleks. Det ville også være synd, for en del af fornøjelsen er også udfoldelsen af det komplicerede familiedrama i 3-4 generationer.

Jeg afslører dog ikke mere, end bagsideteksten gør, ved at fortælle, at det centrale omdrejningspunkt er en ombytning og forveksling mellem to spædbørn på en fødeafdeling i Moskva. En afdeling, hvor lægerne (ligesom alle andre) er til fals for bestikkelse, og hvor der handles brutalt og kynisk med børn. Og denne fødeafdeling er i romanen åbenlyst et billede på hele det moderne Rusland, som det er vokset ud af det sammenbrudte Sovjetunionen:

Der findes ikke ærlige mennesker. Der findes kun dem, som har fået tilbudt for lidt.

Det centrale ærinde for Petrusjevskaja med romanen er – ligesom med meget af hendes øvrige produktion – først og fremmest samfundskritisk. Romanens største styrke er for mig at se dens satiriske portræt af hverdagslivet i Sovjetunionen og senere Rusland gennem det meste af et århundrede. Og der er masser af isoleret set skarpe og satirisk-humoristiske scener og formuleringer.

Bogens undertitel er En historie om nogle forbrydelser. Og der bliver begået mange konkrete forbrydelser undervejs. Samtidig kan man læse romanen som et billede på de mere grundlæggende samfundsmæssige forbrydelser, der gennem Sovjetunionens og det nye Ruslands historie systematisk og systemisk er blevet begået og stadig begås mod en hel befolkning og en nation. Ikke så meget forstået som et politisk regimes konkrete forbrydelser mod en befolkning i form af undertrykkelse og krænkelser af menneskerettigheder, men mere subtilt som den mere diffuse forbrydelse, der ligger i at vedligeholde et samfund, der i praksis fremelsker det dårligste i mennesker.

Vi blev stjålet er for så vidt bestemt interessant og værd at læse.

Men jeg blev ikke virkelig fanget. Der er mange gode enkeltscener og satirisk sjove typer i romanen. Men med få undtagelser havde jeg svært ved at leve mig ind i personerne, fordi de fleste var lidt for karikerede, eller fordi den satiriske form i sig typisk indebærer en vis distance til personerne. Det kan gå i en novelle, men i en roman på mere end 300 sider har jeg brug for at kunne identificere mig med karaktererne. Jeg har brug for at kunne mærke, at romanpersonerne lever.

Det kunne jeg mærke, for så vidt angår de to centrale kvinder, som føder de drenge, der ombyttes, men store dele af romanen handler om mange andre (persongalleriet er ganske stort), som forblev mig ligegyldige som andet end satiriske typer.

Du fornemmer måske en vis vægelsindethed hos mig i bedømmelsen af romanen.

For igen at referere til bagsideteksten, så karakteriserer den lidt klichefyldt Vi blev stjålet som et drama, der “er svært at lægge fra sig, både mens det læses, og når værket ender i reolen igen.” Jeg kan faktisk godt være enig i det sidste på grund af den relevante samfundssatire, men ikke i det første, for egentlig småkedede jeg mig lidt i for lange stræk af romanen.

Jeg har modtaget bogen fra forlaget som frieksemplar til anmeldelse.

K's vurdering: