Ljudmila Petrusjevskaja: Nummer Et eller I andre muligheders haver

Læseren skal spænde sikkerhedsbæltet og holde godt fast, når Ljudmila Petrusjevskaja giver los for sin rablende og fabulerende fantasi i en bizar vision fra det postkommunistiske Rusland, hvor virkelighed og computerspil blandes sammen i en cocktail af mafiosoer og andre kynikere, sibiriske urfolk, afskyelige snemænd, shamanisme, sjælevandring og kannibalisme – og meget mere.

Russiske Ljudmila Petrusjevskaja (f. 1938) er nok mest kendt for sine noveller, men hun har også skrevet flere romaner. En af dem er Nummer Et eller I andre muligheders haver, som oprindeligt udkom på russisk i 2004, og siden er oversat til adskillige sprog, herunder dansk (ved Helle Dalgaard, Forlaget Vandkunsten, 2015).

Handlingens omdrejningspunkter (ét af dem ihvertfald) er en kidnapningsaffære et sted i Sibirien. Her har romanens hovedperson, blot omtalt som Nummer Et, i flere år studeret et lille – fiktivt – folkeslag og deres shamanistiske traditioner. Hans seneste felttur går imidlertid galt, da en kollega bliver kidnappet og truet med henrettelse, hvis Nummer Et ikke skaffer en løsesum.

I en vis forstand handler romanen om Nummer Ets forsøg på at rejse pengene via sin ikke for kvikke, men til gengæld kyniske og forbryderiske institutbestyrer, og hans desperate forsøg på at bringe løsesummen tilbage til Sibirien, hvilket blandt andet kaster ham ud i en hæsblæsende forfølgelse gennem den postsovjetiske forbryderverden.

Det lyder jo egentlig tilforladeligt nok som romanplot, men det må man ikke tro, at det er. Faktisk er det først i retrospekt, at det overhovedet er mig muligt som læser at rekonstruere en nogenlunde sammenhængende handlingstråd …

Nogle dele af handlingen (men det er ikke lige sådan at afgøre præcist hvilke) synes således at foregå inde i et computerspil med arbejdstitlen I andre muligheders haver (deraf romanens undertitel), som hovedpersonen har udviklet som en nebengeschäft til sit arbejde som etnograf – et computerspil, han tilsyneladende selv bliver en del af.

Herudover er der oppe i Sibirien også nogle mystiske, kannibalistiske relikte hominider, en slags “afskyelige snemænd,” på spil. Sjælevandring som et særdeles virkeligt fænomen indgår som en vigtig del af plottet. Og viklet ind i det hele er der et parallelt handlingstema om Nummer Ets forhold til sin kæreste og deres handicappede søn, som har brug for medicin.

Jeg tror ikke, at jeg røber for meget ved at afsløre, at hovedpersonen og jeg-fortælleren bliver myrdet ret tidligt i romanen … eller det gør han måske – måske i virkeligheden eller måske kun i et computerspil eller måske begge dele … men hans sjæl lever videre i hans morders krop … men kun et stykke tid, for kroppen er stærkere end sjælen, og gradvist generobrer den døde forbryders ånd kroppen og fortrænger vores hovedpersons sjæl … eller sådan noget.

Forvirret? Det kan ikke være noget imod, hvordan jeg havde det som læser.

Men der er fantastiske sproglige udladninger undervejs. Her er bare et lille uddrag af en meget lang og ret fantastisk dødsscene, et højdepunkt i romanen, hvor fortælleren i sin død går i ét med en massiv ismasse inde i sit eget ikke-færdigudviklede computerspil:

Og dit liv passerer ikke revy for dine øjne i et kort øjeblik, du tænker bare, nåh ja, sådan er vores helvede, hos dem var helvede hedt af flammer, de brændte deres egne på bålet, mens vi bliver frosset ned, vi er i ismasserne, det er modbydeligt, tungt, tyngde tyngde trykker maser brystet hænderne-mine-hænder hver knogle knager maser kødet og spænder det ud over isnålene, afskaller knoglerne, jeg drejer rundt og mine enorme hænder, som rækker abrupt ud i det fjerne, de smertende led, og også denne kreds bliver båret ud i kosmos og fylder hele verden, den presser på, den trækker brusken ud, den højeste grad af lede, som lige før man skal brække sig, svaghed, slaveri, hvad gør I ved mig, jeg kaster is op jeg skider is, brysthulen er proppet med is […].

Ljudmila Petrusjevskaja er afgjort en markant stemme i russisk litteratur. Jeg var fornylig begejstret for hendes noveller i antologien Umodne stikkelsbær og har tidligere med endnu større fornøjelse læst hendes groteske eventyr i samlingen Der var engang en kvinde, der ville slå sin nabos baby ihjel. Petrusjevskaja demonstrerer i disse samlinger, at hun både mestrer en realistisk følsomhed og har en rablende, fabulerende sans for det groteske og bizarre.

I Nummer Et eller I andre muligheders haver løber rablerierne dog lidt af med hende. Ikke sådan at forstå, at der ikke er en gennemtænkt sammenhæng i det meste, for er der egentlig – ihvertfald efter de store linjer.

Der er bare også for meget, der er for fjollet for min smag. Historien kan ikke rigtigt bære den lange form. Personerne er for karikerede og tegneserieagtige til, at jeg kunne engagere mig i dem. Og handlingen er for gakket til at blive spændende eller medrivende.

Jeg kan med andre ord bedre lide Petrusjevskaja i den korte novelleform. Dermed ikke sagt, at romanen ikke har kvaliteter, for det har den afgjort.

Det første, lange kapitel har karakter af en bizar og herligt forvrøvlet dialog mellem Nummer Et (som vi først senere lærer at kende som sådan) og hans institutbestyrer, afbrudt af afspilninger af en etnografisk videooptagelse af en fordrukken og bagbundet shamantype i trance, der synger en mysticistisk undergangsvision, som Nummer Et løbende oversætter.

Dette første kapitel er en tekst fuld af sjove påfund, drive og spændstighed, og i min læsning lå romanen hen over disse første omtrent 60 sider til en fire-femstjernet vurdering – om end delvist i forventningen om, at den i sin form snarligt ville bevæge sig over i en anden og mere umiddelbart intelligibel fase.

Men det gør den ikke, det hele bliver sådan set bare mere og mere mærkeligt. Sproget bliver for så vidt ved med at sprudle, mens Petrusjevskja presser det til det yderste. Citatet ovenfor er et eksempel, men romanen byder på sproglige grænseafsøgninger, der er langt vildere end dét.

Jeg mistede bare pusten undervejs og til sidst også interessen.

Mod slutningen af romanen fik jeg det indtryk, at Petrusjevskaja selv måske havde fornemmet, at det var gået lidt for vidt. Ihvertfald har det afrundende kapitel nærmest karakter af et resumé af bogens handling, som samler op og forklarer, hvad det er, der er gået for sig undervejs – for de læsere, som måtte have tabt tråden.

Romanen gav mig i øvrigt associationer til en anden rablende russer, forfatterkollega Vladimir Sorokin, især hans Snestormen, der er en moderne, udsyret sci-fi-parafrase over Tolstojs Herre og tjener. Sammenlignet med Petrusjevskaja i Nummer Et skriver Sorokin imidlertid nærmest læse-let-realisme – så hvis du har Sorokin som reference, kan det give dig en idé om, hvad Petrusjevskaja udsætter sine læsere for her …

Oversætter Helle Dalgaard skal under alle omstændigheder have en cadeau for arbejdet med at fordanske romanen. Jeg har ikke mulighed for at bedømme fideliteten i forhold til den oprindelige russiske tekst, men sproget i den danske udgave sprudler ihvertfald – og det kan ikke have været nogen nem opgave at omsætte Petrusjevskajas respektløse omgang med sproget, herunder en mængde bevidst indlagte tale- og skrivefejl, til dansk.

K's vurdering: