Hvis du er i tvivl om, hvorfra Tolstojs klassikerstatus stammer, og ikke orker de store romaner Krig og fred eller Anna Karenina, så læs Herre og tjener.

Herre og tjener (1895) er nok den mest kendte af Tolstojs noveller i denne samling. Med god grund. Den er vitterligt fremragende. Tolstoj skriver her i et kraftfuldt og enkelt sprog, der både rummer skønhed, underspillet ironi, moralsk og social indignation og kærlighed.

Handlingen i historien er for så vidt simpel: En velhavende købmand er opsat på at opkøbe noget skov, inden hans konkurrenter gør det, og begiver sig derfor ud på et langvarigt slæderidt sammen med sin tjener på trods af, at der raser en grum russisk snestorm. Det går selvfølgelig ilde.

En enkel historie er ikke nødvendigvis let at fortælle. Men det synes den at være for Tolstoj. Han demonstrerer i Herre og tjener et overlegnet godt greb om den gode fortælling. Historien er dels et stykke realisme om det hårde liv på landet i Rusland i midten af 1800-tallet og om forholdene mellem standene. Samtidig er den er en universel historie om forholdet mellem mennesker på tværs af klasseskel og en moralsk historie om, hvordan ærgerrighed og forfængelighed i sidste ende må tabe overfor (en slags) uselviskhed, ærlighed, trofasthed og tillid til kærligheden i menneskene.

Og så er historien i øvrigt også bare helt gement underholdende og medrivende. Man skal ikke have læst mere end et par sider, før man har glemt alle finlitterære fornemmelser og bare lader sig opsluge af fortællingen og snestormen.

Jeg blev inspireret til at læse Tolstojs Herre og tjener af den 127 år yngre landsmand Vladimir Sorokins fascinerende roman Snestormen, som udfolder sig som en syret pastiche over Tolstojs gamle novelle. Læs anmeldelsen af Snestormen for yderligere et perspektiv på Tolstojs Herre og tjener.

Den samme autoritet i sproget og beherskelsen af den gode fortælling finder man også i de fire andre, lidt kortere noveller i denne danske samling. Der er dog ikke nogen af de øvrige, der når helt op på niveau med Herre og tjener.

Jord! Jord! (1886) er en moralsk historie om, hvordan egennyttig grådighed bliver menneskets undergang – fortalt i realistisk stil, men i eventyrets form.

Hvad menneskene lever af (1881) og De to pilgrimme (1885) hører også til i den opbyggelige genre, men med et eksplicit kristelig-religiøst budskab serveret så eftertrykkeligt, at selv det mindste barn kan være med. Den kristelige moraliseren er her så tydelig, at tonen truer med at blive vammelsødlig, og det er lige på kanten af, hvad jeg kan kapere. Men alligevel er historierne værd at læse i kraft af være fortalt helt rent, helt enkelt og medrivende.

Den sidste historie i samlingen, Fangen i Kaukasus (1872), er lidt ældre end de øvrige og fra før Tolstoj for alvor var gået ind i sin socialistisk-kristelige periode. Den indeholder ganske vist også et opbyggeligt tema, men har en mere dramatisk ydre rammehistorie om en russisk officer, der tages til fange af de grumme tatarer i Kaukasus.

K's vurdering: