Russiske Vladimir Sorokin (f.1955) er et vildt og provokerende forfatterbekendtskab. I En opritjniks dag slår vildskaben imidlertid over i det overdrevent manierede, og provokationen virker for villet.

Romanen udspiller sig i Moskva i fremtidens Rusland, som i 2027 eller deromkring har udviklet sig til et totalitært diktatur under den enevældige ‘Hersker.’ Rusland er fra øst under pres fra Kina, som er den nye stormagt, og har mod vest bygget en stor mur for at holde indflydelse ude fra det degenererede Vesteuropa. Herskeren holder Rusland i et fascistoidt jerngreb ved hjælp af sin sikkerhedstjeneste, opritjnikkerne.

Historien fortælles af en af de prominente opritjnikker, Andrej Danilovitj Komjaga, og vi følger ham i løbet af en helt almindelig dag i tjenesten. Der sker ikke så lidt i løbet af sådan en dag, og det meste af det er ekstravagant voldeligt eller i anden forstand aldeles outreret og i enhver henseende frastødende.

Med betegnelsen opritjnik trækker Sorokin en eksplicit historisk reference til den første russiske zar, Ivan IV (1503-1584), også kendt som Ivan den Grusomme. Opritjnikkerne var Ivan IV’s personlige garde, som han anvendte som skrækvåben til at slå hårdt og voldeligt ned på befolkningen, herunder ikke mindst adelen. Opritjnikkerne var berygtet for deres grusomhed og kunne kendes på at være klædt helt i sort, ride på sorte heste og bære afskårne hundehoveder og sorte koste som en slags bizarre våbenskjold.

De ydre referencer til de historiske opritjnikker er intakte i Sorokins fremtidsvision: Hesten er her i år 2027 ganske vist udskiftet med en sort Mercedes, men den er stadig prydet af en metalkost bagtil og fortil af et friskt afskåret hundehoved fæstnet til kofangeren.

Og Sorokins opritjnikker står ikke heller tilbage for det historiske forlæg i grusomhed: Jeg-fortællerens dag er én lang serie af voldshandlinger, som Sorokin udpensler i ulidelige detaljer: Husafbrændinger, bestialske henrettelser, slagsmål og systematiske massevoldtægter (mens opritjnik-kollegerne kommer med opmuntrende tilråb: “Hep, hep!”). Kun afbrudt af diverse syretrip, som også indholder vold og voldtægt.

Voldsscenerne gengives af jeg-fortælleren Komjaga med en afstumpet fryd og i en stil, som leder tankerne hen på Anthony Burgess’ roman A Clockwork Orange fra 1962 (og Stanley Kubricks senere filmatisering af samme). Og jeg gætter på, at det er en bevidst implicit reference fra Sorokin, som på flere måde dyrker den litterære pastiche som genre. Allerede titlen på romanen leder – formentlig også bevidst – tankerne hen på Alexandr Solsjenitsyns nyklassiker En dag i Ivan Denisovitjs liv (også fra 1962), og der er mange andre implicitte og eksplicitte litterære referencer i bogen.

Og når alle opritjnikkerne hygger sig sammen efter en dags veludført voldeligt arbejde går de i badstue, spiser narkotiske piller, dyrker rituel gruppesex med hinanden og slutter altid af med den sjove leg at bore i hinandens skinneben med elektriske boremaskiner: den, der først ømmer sig, har tabt… For nu bare at nævne nogle få af de mange outrerede og klamme elementer i En opritjniks dag. Det hele er stærkt frastødende, temmelig ulækkert og efter min smag alt for meget.

Samfundssatiren er ganske vist tydelig: En opritjniks dag må læses som en provokatorisk advarsel mod diktatoriske regimer i almindelighed, men aktuelt særligt mod de neonationalistiske og totalitære tendenser i Vladimir Putins regime (bogen er først gang udgivet i 2006 i midten af Putins anden præsidentperiode). Det har andre da også opdaget – for eksempel har Putions ungdomsorganisation afholdt demonstrationer med rituelle afbrændinger af Sorokins bøger.

Det vulgære sprog og de vulgære scener er i sig selv en del af Sorokins provokation rettet mod den nationalistiske sprog-, kultur- og litteraturpolitik, der har præget Rusland under Putin. Denne del af satiren er faktisk blot blevet endnu mere aktuel i dag, end den var i 2006: Jævnfør for eksempel, at Putin i 2014 fik gennemført en lovgivning, der mod bødestraf forbyder brugen af bandeord i offentligheden, herunder i bøger, musik og offentlig optræden i det hele taget. I En opritjniks dag kommenteres dette fremtidssynet ved, at opritjnikkerne indbyrdes irettesætter hinanden strengt, hvis der er nogen, der kommer til at bruge et bandeord – mens mord og voldtægt til gengæld er en fornøjelig del af jobbet.

Men politisk provokation og satire, hvor berettiget den end måtte være, er altså ikke i sig selv en litterær kvalitet. Og selv om jeg selvfølgelig meget vel forstår, at obskøniterne og brutaliteten i bogens sprog og handling tjener til at karakterisere den psykopatiske og afstumpede fortæller og det regime, han inkarnerer, så er det nu alligevel ret træls og i længden temmelig enerverende at læse om alle disse udpenslede ubehageligheder.

Her skulle have været et citat fra bogen, men jeg kunne ikke finde ét, jeg ville være bekendt at udsætte læserne af disse noter for.

Som læser har man fanget Sorokins satiriske budskab allerede efter ret få sider. Derefter begynder bogen faktisk bare at blive lidt kedelig. Der mangler en sammenhængende handling med et drivende plot. Bogen fremstår som en sammenstilling af forskellige indfald og enkeltscener kun løseligt bundet sammen af hovedfiguren og ideen om, at det hele foregår på en dag.

Sorokins senere roman Snestormen (2010, udgivet på dansk i 2012), deler mange temaer med En opritjniks dag – det er også et stykke russisk samtidssatire forklædt som science fiction med referencer til den russiske, litterære kanon. Men Snestormen er en langt bedre bog og kan i modsætning til En opritjniks dag stærkt anbefales. Læs dén og lad opritjnikken ligge.

K's vurdering: