Michela Murgia: Accabadora

Accabadora er “hende der afslutter”, den kvindelige dødsengel, som familien ifølge gammel skik på Saridnien kalder på, når et gammelt familiemedlem ligger for døden og medfølelsen byder at hjælpe hende eller ham ud af lidelserne.

Aktiv dødshjælp – eller eutanasi med et mere klinisk ord – ville vi kalde det. På Sardinien er aktiv dødshjælp en gammel og socialt accepteret tradition, som angiveligt har været praktiseret helt op i 1970’erne. I hvert landsbysamfund (eller ihvertfald i nogle) havde man typisk sin egen og kun én accabadora – altid en kvinde, for ligesom kun en kvinde kan bringe liv ind i denne verden, betragtedes det som passende, at også kun en kvinde skulle have opgaven med at afslutte livet, når det blev tid.

Accabadora er Michela Murgias (f. 1972) debutroman fra 2009, som i Italien har modtaget adskillige priser, men indtil nu har været noget overset i Danmark siden udgivelsen i maj 2015. Og det er faktisk synd, for det er fin og intens lille bog. Bogen er i sin grundfortælling en klassisk historie om en piges opvækst, om hendes opgør og forsoning med sin familie, om både at gøre oprør mod og forlige sig med traditioner. Og så er bogen ikke mindst et interessant og levende portræt af livet i et traditionelt sardisk landsbysamfund.

Den lille roman er centreret om pigen Maria, der som seksårig af sin mor bliver givet bort til byens gamle syerske Bonaria Urrai som “sjælebarn.” Hun bliver ret beset solgt til den gamle dame, men i landsbysamfundene i 1950’ernes Sardinien var også det en socialt accepteret tradition: For en fattig enlig mor til fire børn, som hun har svært ved at mætte, blev en sådan åben bortadoption til en anden kvinde uden børn set som en mulighed for et bedre liv alle parter.

Fillus de anima, sjælebørn.
Sådan kalder man de børn der bliver født to gange, af den ene kvindes fattigdom og den anden kvindes ufrugtbarhed. Maria Listru blev ved sin anden fødsel den sene velsignelse af Bonaria Urrais sjæl.

Hvad alle de voksne i landsbyen ved, men som forbliver skjult for pigen Maria, indtil hun er næsten voksen, er, at hendes nye mor ikke kun er landsbyens syerske, hun er også byens accabadora. I sene nattetimer – altid kun om natten – bliver hun tilkaldt, når et ældre familiemedlem ligger for døden og har behov for hjælp til at blive udfriet af sine smerter. Så iklæder accabadora sig sin sorte nederdel og det sorte sjal, dækker ansigtet til og begiver sig ud i natten for at udøve sin tunge pligt.

Aktiv dødshjælp er således moralsk og socialt accepteret, men accabadoraens hverv er omgivet af en streng etik. Hun udfrier kun sjæle, som selv ønsker det, er i pine og alligevel snart skal herfra. Et af romanens omdrejningspunkter bliver imidlertid det etiske dilemma, Bonaria stilles overfor, da en ung og livskraftig mand, som har mistet et ben, men ellers ikke fejler noget, i hemmelighed indtrængende beder hende om hjælp til at dø.

Da pigen Maria til sin rædsel opdager sin mors natlige erhverv, bryder hun dramatisk med hende. Men hvordan stiller Maria sig, når det bliver morens tur til at ligge for døden i svære og langvarige smerter?

Traditionelle arbejdsredskaber for den sardiske accabadora.

I bogen benytter Bonaria Urrai sig af bedøvende trærøgelse og en blød pude over den døendes ansigt til at udøve sit hverv. Søger man oplysninger på nettet om den sardiske accabadora kan dog læse, at de kvindelige dødsengle traditionelt har betjent sig af en slags stok lavet af en olivengren med sidegren (se billede). Manden med leen erstattet af kvinden med hammeren. Det virker jo forholdsvist grumt, men for et svækket, gammelt og tyndskaldet mennesket er det formentlig gået hurtigere og mere smertefrit med hammeren end med puden.

Accabadora er ikke en stor roman, men det er en fin, stærk og velkomponeret fortælling, som behandler store spørgsmål nøgternt og ordentligt uden nogen form for klæbrig sentimentalitet, som temaet ellers kunne lægge op til. Michela Murgia skriver godt og præcist, i en lidt gammeldags stil, der passer godt til romanens tema, og romanen er oversat til sikkert dansk af forlæggeren selv, Marie Andersen.

Jeg læste Accabadora i ét stræk med fornøjelse og kan bestemt anbefale den, især for det interessante og levende billede af et sardisk landsbysamfund i 1950-1960’erne.

Accabadora er venligt skænket af forlaget som anmeldereksemplar.