Sergej Lebedev: Ved glemslens rand

Permafrost. Is. Jord. Sten. Mørke. Død. Tavshed. Især tavshed. Men også tindrende smukt sprog. Ved glemslens rand er en tung og dyster, men umanerlig flot skrevet roman om en del af Ruslands fortiede fortid.

Russiske Sergej Lebedevs (f. 1981) debutroman fra 2011, som udkom på dansk for et halvt års tid siden, er ikke ligefrem en feel good-roman. Men den er pokkerme god. Selv om den er tung. Og selv om den fortaber sig lidt i sig selv og sine mange ord ind i mellem.

Romanens navnløse fortæller er ligesom Lebedev selv barn af Sovjetunionens sidste dage. Unionens sammenbrud i 1992 passerer i romanen forbi på en augustdag i fortællerens barndom, mens han er indlagt på hospital, i form af enorm kolonne af kampvogne, der skrumler uordentligt gennem sommerlandet, mens de skræmmer hundredevis af mus frem fra deres huller i hospitalsbygningens pilrådne træværk bag bulnede tapeter:

Denne dag sluttede den tid alle havde været fælles om; man stod hver især tilbage med det man havde i hånden – det være sig en skalpel eller en svaber; ikke en eneste handling mistede sin betydning, men det blev uklart i hvilken større sammenhæng, i hvilken tid alle disse handlinger foregik – fortid og nutid affødte nu ikke længere et klart billede af den nære fremtid.

Historiens egentlige hovedperson er en blind gammel mand, vi i romanen kun hører omtalt som Bedstefar To. Han er nabo til fortællerens families datja (sommerhus) uden for Moskva, og han bliver med tiden nærmest optaget i familien.

Allerede før fortælleren bliver født, knytter Bedstefar To ham til sig med et besynderligt bånd, der bliver stadigt stærkere gennem fortællerens opvækst. Der er fra begyndelsen noget uheldssvangert over dette bånd, som ikke er kærlighed (“kærlighed var en følelse der ikke kunne opstår i hans nærhed”), men nærmere har karakter af besiddertrang. Fra et bestemt tidspunkt antager forbindelsen mellem dem en på det nærmeste mytologisk karakter gennem en nøglebegivenhed, jeg ikke her skal afsløre.

Efter Bedstefar Tos død sætter fortælleren sig for at finde ud af, hvem manden egentlig var. Det sender ham på en rejse til det allernordligste Sibirien, til de tavse, ugæstfri landskaber nord for polarcirklen, hvor permafrosten, mørket, isen og den stenede jord gemmer på en nedfrosset del af Ruslands fortid, som de fleste helst vil glemme.

Det er her, man finder sporene af GULag-lejrene, de sovjetiske arbejds- og koncentrationslejre, hvor tusinder af deporterede blev henrettet eller arbejdet til døde i blandt andet stenbrud og miner.

De få mennesker, fortælleren møder her, er for de flestes vedkommende mere døde end levende, som for eksempel denne gamle stenhugger, der i bogstavelig, fysiologisk forstand nærmest er gået i ét med det hårde landskab:

[…] det kød der var tilbage, var gennemtrængt af støv fra stenene og slibeskiven, stenstøvet fyldte hans lunger, han var næsten blevet til et mineral, ligesom de døde i saltminerne hvis kroppe flere årtier senere blev fundet som saltstøtter. Det var da også hans navn – Pjotr, sten, og han hørte nu ikke længere ind under fysiologien, men petrografien – videnskaben om bjergarter.

Hvad Bedstefar Tos rolle præcist var i denne fortid, må læseren selv finde ud af, men meget tidligt i romanen antydes en forbindelse: ifølge de gamle i datjaerne havde Bedstefar To “en tanke”; “han lugtede af stat.”

Sergej Lebedev er uddannet geolog, hvilket han også lader sin fortæller være, og geologens blik på verden gennemsyrer romanens billedsprog, som det allerede er antydet.

De af sten, is og vand formede landskaber, fortælleren møder i Sibirien, og dét, undergrunden skjuler, men også opbevarer for eftertiden, er romanens centrale og tilbagevendende metafor for det moderne Ruslands kollektive fortrængning og fortielse af den historiske erindring om Sovjettidens udryddelseslejre – det synes ihvertfald at være Lebedevs budskab.

I det hele taget er Lebedevs billedsprog ganske voldsomt. Luften på en sommerdag kan for eksempel karakteriseres som var den “kvalmende tæt, klæbrig som skind på syltetøjet, og smagte af irret kobber.”

Eller hvad med denne antropomorfisering af landskabet fra romanens allerførste sætninger:

Jeg står på randen af Europa. Her blotlægger hver eneste skrænt mod det store ocean klippens gule knogle og den kødlignende, okkerfarvede muld; knoglen knuses under bølgernes slag, muldens kød ædes af tidevandet.

Lebedevs ekspressionistiske naturbeskrivelser og voldsomme metaforik i det hele taget fik mig mere end én gang undervejs til at tænke, at nu kammer det over, nu bliver det for meget. Og det gør det også ind i mellem. Især når Lebedev gang på gang udpensler sine centrale metaforer for os, som for at være sikker på, at der ikke kan sidde én eneste tungnem læser tilbage derude, der ikke har fanget pointen.

Det bliver mig også lidt for svulstigt, når Lebedev med egne ord i romanens første prologagtige kapitel karakteriserer den tekst, vi nu skal læse “som et mindesmærke, som en grædemur for de døde og grædende der ikke har andre steder at mødes end ved ordenes mur – en mur der forener døde og levende.”

Men når Lebedevs billedmageri fungerer bedst, er det altså vanvittig flot. Som i den følgende beskrivelse af et sort og blodrødt snevejr over en forfalden kirkegård uden for en mineby, der er vokset ud af den tidligere arbejdslejr, og hvor bjergværkerne stadig udsender forurenet røg over landskaberne:

Lavthængende uvejrsskyer bragte en junisnestorm med sig, og sne der var sort af røg fra skorstenene, faldt over gravstederne, sort sne. Det var som om sod fra en fjern tids storbrand faldt ned fra himlen; derefter udspyede skorstenene cinnoberfarvet røg, og sneen blev mørkerød, den smeltede på ens ansigt, plettede kirkegårdens stier […].
Tundraen omkring kirkegården blev rødlig som om jorden udgød blod fortyndet med tøsneens vand; det røde vand løb ned over ens hænder, ens ansigt; en farve som murstensstøv, som rust med en blågrå nuance af krudtslam blev sprøjtet ud over landskabet, farvede bjergene og himlen, og kirkegårdens gravsten blev til små øer i det rødgrå tidevand.

Man ville knap nok blive overrasket, hvis en af apokalypsens rytterere skulle vise sig i næste sætning, mens englen blæser i basunen …

Mens jeg læste romanen var jeg lidt i syv sind om, hvad jeg egentlig skulle mene om den. Det er på den ene side en af den slags bøger, jeg plejer at dømme alt for lange. I en vis henseende bruger Lebedev således helt åbenlyst alt for mange ord, mange flere end nødvendigt for at fortælle historien og levere budskabet. Han kredser om de samme metaforer, hugger dem ud i sten og is igen og igen. Og ikke alle hans sprogbilleder er lige velvalgte.

På den anden side er det også udtryk for en tydeligvis bevidst skrivestil, som faktisk har en effekt, også på denne læser: De mange ord, de tilbagevendende billeder af is, sten, jord og blod, giver i lange passager teksten et messende, drømmende, tranceagtigt præg.

På et tidspunkt havde jeg som læser en oplevelse af bare at give slip og lade ordstrømmen trække mig med – ned ad floden, ned i undergrunden og ud i ødemarken, helt derud, hvor såvel tiden som rummet ophører med at eksistere.

Det er ikke en helt entydig anbefaling, for når boet skal gøres op, havde jeg trods alt gerne set Lebedev økonomisere lidt mere med ordene og virkemidlerne. Men han kan noget. Og Ved glemslens rand er en bemærkelsesværdig roman, som fortjener at blive læst.

Og tillad mig så at lade den sidste basun lyde for oversætter Lotte Jansen. Jeg har ikke mulighed for at vurdere, i hvilket omfang oversættelsen er tro mod den russiske original. Men jeg kan godt vurdere, at Jansens danske udgave af Lebedevs sprog er tæt på magisk. Jeg har straks bestilt noget mere russisk på dansk oversat af hende!

K's vurdering: