K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

  • Forside
  • Bloggen
  • Anmeldelser
    • Boganmeldelser
      • Skønlitteratur
        • Nyere udgivelser
        • Klassikere
        • Romaner og noveller
        • Historiske romaner
        • Krimi, spænding og ramasjang
        • Lyrik og drama
        • Grafiske romaner og billedbøger
      • Sagprosa
        • Antropologi
        • Biografier og erindringer
        • Filosofi, religion og idéhistorie
        • Geografi og kartografi
        • Historie
        • Litteratur, kunst og kultur
        • Naturvidenskab
        • Samfund og debat
        • Sport og fritid
        • Tidsskrifter
    • Boghandeler
    • Øvrige indlæg
  • Indeks
    • Boganmeldelser efter forfatter
    • Boganmeldelser efter titel
    • Boganmeldelser efter forlag
    • Boganmeldelser efter antal stjerner
    • Boganmeldelser efter læseår
  • Læs før du dør
    • K’s top
    • 1001 bøger du skal læse før du dør – hele listen
  • Verden i bøger
    • Verden rundt i bøger: Udfordringen
    • Verden rundt i bøger: Listen
    • Verden rundt i bøger: Kortet
  • Foreslå en bog
  • Om K’s bognoter
You are here: Home / Boganmeldelser / Sergej Lebedev: Ved glemslens rand

Sergej Lebedev: Ved glemslens rand

11. juni 2019 - Af Kasper Håkansson 3 kommentarer

Permafrost. Is. Jord. Sten. Mørke. Død. Tavshed. Især tavshed. Men også tindrende smukt sprog. Ved glemslens rand er en tung og dyster, men umanerlig flot skrevet roman om en del af Ruslands fortiede fortid.

Russiske Sergej Lebedevs (f. 1981) debutroman fra 2011, som udkom på dansk for et halvt års tid siden, er ikke ligefrem en feel good-roman. Men den er pokkerme god. Selv om den er tung. Og selv om den fortaber sig lidt i sig selv og sine mange ord ind i mellem.

Romanens navnløse fortæller er ligesom Lebedev selv barn af Sovjetunionens sidste dage. Unionens sammenbrud i 1992 passerer i romanen forbi på en augustdag i fortællerens barndom, mens han er indlagt på hospital, i form af enorm kolonne af kampvogne, der skrumler uordentligt gennem sommerlandet, mens de skræmmer hundredevis af mus frem fra deres huller i hospitalsbygningens pilrådne træværk bag bulnede tapeter:

Denne dag sluttede den tid alle havde været fælles om; man stod hver især tilbage med det man havde i hånden – det være sig en skalpel eller en svaber; ikke en eneste handling mistede sin betydning, men det blev uklart i hvilken større sammenhæng, i hvilken tid alle disse handlinger foregik – fortid og nutid affødte nu ikke længere et klart billede af den nære fremtid.

Historiens egentlige hovedperson er en blind gammel mand, vi i romanen kun hører omtalt som Bedstefar To. Han er nabo til fortællerens families datja (sommerhus) uden for Moskva, og han bliver med tiden nærmest optaget i familien.

Allerede før fortælleren bliver født, knytter Bedstefar To ham til sig med et besynderligt bånd, der bliver stadigt stærkere gennem fortællerens opvækst. Der er fra begyndelsen noget uheldssvangert over dette bånd, som ikke er kærlighed (“kærlighed var en følelse der ikke kunne opstår i hans nærhed”), men nærmere har karakter af besiddertrang. Fra et bestemt tidspunkt antager forbindelsen mellem dem en på det nærmeste mytologisk karakter gennem en nøglebegivenhed, jeg ikke her skal afsløre.

Efter Bedstefar Tos død sætter fortælleren sig for at finde ud af, hvem manden egentlig var. Det sender ham på en rejse til det allernordligste Sibirien, til de tavse, ugæstfri landskaber nord for polarcirklen, hvor permafrosten, mørket, isen og den stenede jord gemmer på en nedfrosset del af Ruslands fortid, som de fleste helst vil glemme.

Det er her, man finder sporene af GULag-lejrene, de sovjetiske arbejds- og koncentrationslejre, hvor tusinder af deporterede blev henrettet eller arbejdet til døde i blandt andet stenbrud og miner.

De få mennesker, fortælleren møder her, er for de flestes vedkommende mere døde end levende, som for eksempel denne gamle stenhugger, der i bogstavelig, fysiologisk forstand nærmest er gået i ét med det hårde landskab:

[…] det kød der var tilbage, var gennemtrængt af støv fra stenene og slibeskiven, stenstøvet fyldte hans lunger, han var næsten blevet til et mineral, ligesom de døde i saltminerne hvis kroppe flere årtier senere blev fundet som saltstøtter. Det var da også hans navn – Pjotr, sten, og han hørte nu ikke længere ind under fysiologien, men petrografien – videnskaben om bjergarter.

Hvad Bedstefar Tos rolle præcist var i denne fortid, må læseren selv finde ud af, men meget tidligt i romanen antydes en forbindelse: ifølge de gamle i datjaerne havde Bedstefar To “en tanke”; “han lugtede af stat.”

Sergej Lebedev er uddannet geolog, hvilket han også lader sin fortæller være, og geologens blik på verden gennemsyrer romanens billedsprog, som det allerede er antydet.

De af sten, is og vand formede landskaber, fortælleren møder i Sibirien, og dét, undergrunden skjuler, men også opbevarer for eftertiden, er romanens centrale og tilbagevendende metafor for det moderne Ruslands kollektive fortrængning og fortielse af den historiske erindring om Sovjettidens udryddelseslejre – det synes ihvertfald at være Lebedevs budskab.

I det hele taget er Lebedevs billedsprog ganske voldsomt. Luften på en sommerdag kan for eksempel karakteriseres som var den “kvalmende tæt, klæbrig som skind på syltetøjet, og smagte af irret kobber.”

Eller hvad med denne antropomorfisering af landskabet fra romanens allerførste sætninger:

Jeg står på randen af Europa. Her blotlægger hver eneste skrænt mod det store ocean klippens gule knogle og den kødlignende, okkerfarvede muld; knoglen knuses under bølgernes slag, muldens kød ædes af tidevandet.

Lebedevs ekspressionistiske naturbeskrivelser og voldsomme metaforik i det hele taget fik mig mere end én gang undervejs til at tænke, at nu kammer det over, nu bliver det for meget. Og det gør det også ind i mellem. Især når Lebedev gang på gang udpensler sine centrale metaforer for os, som for at være sikker på, at der ikke kan sidde én eneste tungnem læser tilbage derude, der ikke har fanget pointen.

Det bliver mig også lidt for svulstigt, når Lebedev med egne ord i romanens første prologagtige kapitel karakteriserer den tekst, vi nu skal læse “som et mindesmærke, som en grædemur for de døde og grædende der ikke har andre steder at mødes end ved ordenes mur – en mur der forener døde og levende.”

Men når Lebedevs billedmageri fungerer bedst, er det altså vanvittig flot. Som i den følgende beskrivelse af et sort og blodrødt snevejr over en forfalden kirkegård uden for en mineby, der er vokset ud af den tidligere arbejdslejr, og hvor bjergværkerne stadig udsender forurenet røg over landskaberne:

Lavthængende uvejrsskyer bragte en junisnestorm med sig, og sne der var sort af røg fra skorstenene, faldt over gravstederne, sort sne. Det var som om sod fra en fjern tids storbrand faldt ned fra himlen; derefter udspyede skorstenene cinnoberfarvet røg, og sneen blev mørkerød, den smeltede på ens ansigt, plettede kirkegårdens stier […].
   Tundraen omkring kirkegården blev rødlig som om jorden udgød blod fortyndet med tøsneens vand; det røde vand løb ned over ens hænder, ens ansigt; en farve som murstensstøv, som rust med en blågrå nuance af krudtslam blev sprøjtet ud over landskabet, farvede bjergene og himlen, og kirkegårdens gravsten blev til små øer i det rødgrå tidevand.

Man ville knap nok blive overrasket, hvis en af apokalypsens rytterere skulle vise sig i næste sætning, mens englen blæser i basunen …

Mens jeg læste romanen var jeg lidt i syv sind om, hvad jeg egentlig skulle mene om den. Det er på den ene side en af den slags bøger, jeg plejer at dømme alt for lange. I en vis henseende bruger Lebedev således helt åbenlyst alt for mange ord, mange flere end nødvendigt for at fortælle historien og levere budskabet. Han kredser om de samme metaforer, hugger dem ud i sten og is igen og igen. Og ikke alle hans sprogbilleder er lige velvalgte.

Sergej Lebedev (f. 1981). Pressefoto: James Hill, 2015.

På den anden side er det også udtryk for en tydeligvis bevidst skrivestil, som faktisk har en effekt, også på denne læser: De mange ord, de tilbagevendende billeder af is, sten, jord og blod, giver i lange passager teksten et messende, drømmende, tranceagtigt præg.

På et tidspunkt havde jeg som læser en oplevelse af bare at give slip og lade ordstrømmen trække mig med – ned ad floden, ned i undergrunden og ud i ødemarken, helt derud, hvor såvel tiden som rummet ophører med at eksistere.

Det er ikke en helt entydig anbefaling, for når boet skal gøres op, havde jeg trods alt gerne set Lebedev økonomisere lidt mere med ordene og virkemidlerne. Men han kan noget. Og Ved glemslens rand er en bemærkelsesværdig roman, som fortjener at blive læst.

Og tillad mig så at lade den sidste basun lyde for oversætter Lotte Jansen. Jeg har ikke mulighed for at vurdere, i hvilket omfang oversættelsen er tro mod den russiske original. Men jeg kan godt vurdere, at Jansens danske udgave af Lebedevs sprog er tæt på magisk. Jeg har straks bestilt noget mere russisk på dansk oversat af hende!

Titel: Ved glemslens rand
Forfatter: Sergej Lebedev
Udgiver: Forlaget Palomar
Udgivelsesdato: 25.10.2018
Sider: 310
Originalsprog: Russisk
Oversætter: Lotte Jansen
Originaltitel: Predel zabvenija
Opr. udgivelsesår: 2011
Læst: Juni 2019

K's vurdering:

Del dette:

  • Udskriv
  • E-mail
  • Facebook
  • Twitter
  • LinkedIn
  • Lignende indlæg
  • Forlaget Palomar
Jana Beňová: Seeing People Off
Sergij Zjadan: Mesopotamien
Arkadij & Boris Strugatskij: En picnic i vejkanten
Stanisław Lem: The Cyberiad
Amara Lakhous: Civilisationssammenstød over en elevator på piazza Vittorio
Svetlana Aleksijevitj: Krigen har ikke et kvindeligt ansigt
Marco Magini: Som om jeg var alene
Michela Murgia: Accabadora

Arkiveret under: Boganmeldelser, Romaner og noveller, Skønlitteratur
Tags: Østeuropa, Rusland

3
Skriv en kommentar

avatar
Denne kommentar er omfattet af antispam-beskyttelse
1 Kommentartråde
2 Svar i tråden
0 Følgere
 
Kommentar med flest reaktioner
Mest hotte kommentartråd
2 Forfattere til kommentarer
Kasper HåkanssonPeter Stig Sørensen Forfattere til seneste kommentarer
avatar
Denne kommentar er omfattet af antispam-beskyttelse
  Abonner  
nyeste ældste flest stemmer
Giv mig besked om
Peter Stig Sørensen
Gæst
Peter Stig Sørensen

Din anmeldelse af “Ved glemslens rand” bringer mig i en voldsom tvivl – skal eller skal jeg ikke give bogen en chance. Og jo, så er svaret næsten givet. Uanset, hvor skarp en fortæller han er eller hvor meget han må fejle undervejs – er jeg blevet nysgerrig efter at lære ham at kende, i øvrigt som min første russer efter Dostojevskij. Vi er nok mange, der ofte har tænkt på hvorledes det må have været at opleve, overleve og gennemleve unionens sammenbrud. Hvordan det – eksistentielt – har påvirket den russiske borger og dennes forhold til omverdenen. Tak for… Læs mere »

Stem0Fjern stemme  Svar
5 måneder siden
Kasper Håkansson
Forfatter
Kasper Håkansson

Tak for respons. Lad endelig høre, hvad du synes om bogen, hvis du ender med at læse den.

Stem0Fjern stemme  Svar
5 måneder siden
Peter Stig Sørensen
Gæst
Peter Stig Sørensen

Den skal læses, det er sikkert og vist. Den sidste tid har dog været noget nær et amokløb med indkøb af bøger – så jeg lurer på om den ikke pludselig skulle dukke op på brugtmarkedet. Jeg ser i øvrigt at en del dagblade har givet bogen mange stjerner.

Stem0Fjern stemme  Svar
5 måneder siden

Med K verden rundt i bøger: Kortet

Følg K's bognoter

  • 71 mailabonnenter
  • 467 følgere
  • 40 venner
  • 489 følgere
  • 189 fans

Mest læste seneste uge

  • John Williams: AugustusJohn Williams: Augustus John Williams’ skønlitterære portræt af den romerske kejser Augustus gør ligesom Williams’ øvrige romaner ikke…
  • Peter Adolphsen: År 9 efter LoopetPeter Adolphsen: År 9 efter Loopet Naturvidenskabelig kaosteori forklædt som småfilosofisk, post-apokalyptisk, zombiebefolket fremtidsvision - i en moderne udgave af Palle…
  • Caspar Eric: NikeCaspar Eric: Nike "vi smadrer vores egne kroppe / vi smadrer statuerne / vi smadrer de små guder…
  • Thorkild Hansen: Slavernes kyst, Slavernes skibe, Slavernes øerThorkild Hansen: Slavernes kyst, Slavernes skibe,… Thorkild Hansens trilogi fra 1967-1970 om den danske slavehandel er fremragende historieformidling med sin kombination…
  • Tarjei Vesaas: FugleneTarjei Vesaas: Fuglene Balsam for sjælen. Tarjei Vesaas’ mesterlige roman, Fuglene (opr. 1957), opretholder fortjent sin status af…
  • Fem gode boghandeler i London - som ikke er Daunt BooksFem gode boghandeler i London – som ikke er… London er en fed by på mange måder. Jeg kom hjem med mange indtryk fra…
  • BRØG Litteraturbar: Ny boghandel i KøbenhavnBRØG Litteraturbar: Ny boghandel i København Det er ikke hver dag, at der åbner en ny boghandel i København - eller…
  • Machado de Assis: Brás Cubas’ posthume erindringerMachado de Assis: Brás Cubas’ posthume erindringer Højt begavet, litterært eksperimenterende, men samtidig legende let og vildt sjov. Der er mere spræl…
  • Svend Brinkmann: Stå fast. Et opgør med tidens udviklingstvangSvend Brinkmann: Stå fast. Et opgør med tidens… Tag nej-hatten på, fokuser på det negative i dit liv og hold op med at…
  • Lewis Carroll: Alice i Eventyrland & Gennem spejletLewis Carroll: Alice i Eventyrland & Gennem spejlet I år er 150-året for den første udgivelse af Lewis Carrolls børnebogsklassiker Alice in Wonderland…

Seneste kommentarer

  • Peter Stig Sørensen on Foreslå en bog: “Karl Hornlund overbeviste mig som oversætter om at have en glimrende forståelse af og et godt kendskab til den europæiske…” dec 9, 22:14
  • Kasper Håkansson on Foreslå en bog: “Enig, og når man som jeg nu alligevel vil være henvist til at læse en oversættelse (da jeg ikke mestrer…” dec 9, 06:52
  • Kasper Håkansson on Foreslå en bog: “Nej, Yourcenar blev skam ikke fravalgt - men Coetzee tilvalgt lige dén sommer. Hadrians erindringer er i øvrigt netop rykket…” dec 9, 06:45
  • Peter Stig Sørensen on Foreslå en bog: “Ved at genlæse din anmeldelse af Rabih Alameddines 'Den Overflødige Kvinde' (som jeg uden forbehold bifalder 100%) forstår jeg, at…” dec 6, 13:48
  • Peter Stig Sørensen on Foreslå en bog: “Det vil glæde mig at høre hvad du vil mene om Zenos bekendelser. Jeg valgte også selv den danske udgave.…” dec 6, 10:03

Kategorier

  • Boganmeldelser (830)
    • Biografier og erindringer (17)
    • Sagprosa (90)
      • Antropologi (4)
      • Essays (6)
      • Filosofi, religion og idéhistorie (21)
      • Geografi og kartografi (9)
      • Historie (25)
      • Korrepondance (1)
      • Litteratur, kunst og kultur (15)
      • Naturvidenskab (4)
      • Samfund og debat (24)
      • Sport og fritid (5)
    • Skønlitteratur (761)
      • Børnebøger (7)
      • Grafiske romaner og billedbøger (11)
      • Historiske romaner (85)
      • Klassikere (110)
      • Komedie (11)
      • Krimi, spænding og ramasjang (48)
      • Lyrik og drama (52)
      • Nyere udgivelser (191)
      • Romaner og noveller (651)
  • Boghandeler (27)
  • Øvrige indlæg (25)
    • Tidsskrifter (3)

Søg i K’s bognoter

Følg K's bognoter

  • 71 mailabonnenter
  • 467 følgere
  • 40 venner
  • 489 følgere
  • 189 fans

Copyright © 2019 · Dynamik-Gen on Genesis Framework · WordPress · Log in

wpDiscuz
loading Annuller
Indlæg blev ikke sendt - kontroller din e-mail adresse.
E-mail tjek mislykkedes, prøv igen
Beklager, din blog kan ikke dele indlæg via e-mail.