K's BOGNOTER

Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden

  • Forside
  • Bloggen
  • Anmeldelser
    • Boganmeldelser
      • Skønlitteratur
        • Nyere udgivelser
        • Klassikere
        • Romaner og noveller
        • Historiske romaner
        • Krimi, spænding og ramasjang
        • Lyrik og drama
        • Grafiske romaner og billedbøger
      • Sagprosa
        • Antropologi
        • Biografier og erindringer
        • Filosofi, religion og idéhistorie
        • Geografi og kartografi
        • Historie
        • Litteratur, kunst og kultur
        • Naturvidenskab
        • Samfund og debat
        • Sport og fritid
        • Tidsskrifter
    • Boghandeler
    • Øvrige indlæg
  • Indeks
    • Boganmeldelser efter forfatter
    • Boganmeldelser efter titel
    • Boganmeldelser efter forlag
    • Boganmeldelser efter antal stjerner
    • Boganmeldelser efter læseår
  • Læs før du dør
    • K’s Top
    • K’s årlige anbefalinger
    • Med K verden rundt i bøger
    • 1001 bøger du skal læse før du dør – hele listen
  • Verden i bøger
    • Verden rundt i bøger: Udfordringen
    • Verden rundt i bøger: Listen
    • Verden rundt i bøger: Kortet
  • Foreslå en bog
  • Om K’s bognoter
Du er her: Forside / Boganmeldelser / Vladimir Makanin: Mandehullet

Vladimir Makanin: Mandehullet

Af Kasper Håkansson, 18. november 2016
4 kommentarer

Interessant, surrealistisk roman, udgivet første gang på russisk i Sovjetunionens sidste undergangsår, som her i efterreflektionen kan læses som en slags psykologisk svanesang over det kommunistiske regimes forfald.

Vladimir Makanin (f.1937) har et langt forfatterskab bag sig, men er kun i begrænset omfang blevet oversat til dansk. Mandehullet (opr. fra 1991, udgivet på dansk i 2016) er en mareridtsagtig, surrealistisk dystopi om et samfund i forfald.

I Makanins mareridtsunivers ligger byens gader stort set mørklagte og øde hen om natten, såvel som om dagen. Der kører kun få offentlige busser efter snørklede labyrintiske systemer. Røvere og voldsmænd behersker byen. Butikkerne med de knuste butiksruder er tømte for varer. Der hersker almindelig armod og knaphed på alt. Angst, fortvivlelse og defaitistisk håbløshed er de dominerende stemninger blandt indbyggerne.

Blandt farerne i gaderne er de værste ikke de enkelte voldsmænd og røvere, men især hoben: Som en horde af viljeløse, men ødelæggende zombier bevæger en menneskestrøm på tusindvis af slæbende fødder sig rundt i gaderne, og den, der fanges i hoben, bliver uvægerligt revet med og risikerer at blive trampet til døde:

Hobens ansigter er hårde og dystre. Det er ikke en monolit – indeni er hoben forskellig, og alligevel er det en hob med dens uforudsigelige beredthed og forstærkede påvirkelighed. Ansigterne bliver pludselig hvide af harme og vrede, de stivnede knytnæver er i beredskab, og knytnæveslagene er rasende og rammer direkte i øjet. Mennesker bliver mast, men maser også selv. Der sker sammenstød uafbrudt, men alle deres sammenstød betyder ingenting i forhold til deres vigtigste mål: en eller anden fælles ensretning som ikke står til ansvar for andet end sig selv før den tramper dem ned som ikke står skulder ved skulder.

I denne mismodige og skræmmende verden lever hovedpersonen Viktor Klutjarjov i en lille lejlighed med sin kone og deres debile søn, en fjortenårig kæmpedreng med en femårigs sind, som nærmest beskrives som et slags ufrivilligt monster, omend hjertensgod.

Klutjarjov kender imidlertid (som tilsyneladende den eneste på overfladen) til et mandehul, egentlig bare et snævert hul i jorden, som fører ned til en helt anden verden. Her gemmer sig et helt bysamfund med smukke, oplyste gader. Her er butikker, der bugner af varer. Her er glade, overskudsagtige, varmhjertede mennesker. Stemningen er høj, og maden og drikkevarerne på cafeerne er rigelige.

Her modtager man altid Klutjarjov som en gammel ven og inddrager ham i de højrøstede samtaler om kunst, filosofi og politik ved cafebordene. Og Klutjarjov kommer der ligeså meget for disse samtaler (for at opleve Ordet!) som for at købe forsyninger.

Klutjarjov bevæger sig romanen igennem frem og tilbage mellem de to adskilte verdener. Han er et fysisk og mentalt grænsetilfælde, som ikke kan bestemme sig for, hvor han hører til. Men overgangen mellem verdenerne er smertefuld – hver gang, han passerer gennem mandehullet er det med store anstrengelser og blodige knubs til følge.

Hvorfor bliver han ikke nede i den smukke, overflodsagtige underverden frem for hver gang hurtigt at vende tilbage til den mørke, truende undergang på overfladen? Er det fordi, han føler sig forpligtet overfor sin kone og søn? Fordi han trods alt føler et almindeligt ansvar som samfundsborger for den virkelige verden, så trøstesløs den end er? Fordi han aner, at underverdenen ikke er virkelig? (Men er overfladeverdenen egentlig mindre uvirkelig?) Eller er det mon fordi han ser, at også i underverdenen har folk under deres tilsyneladende gemytlige og overskudsagtige yderside inderst inde mistet troen på fremtiden?

Vladimir Makani (f. 1937). Foto fra Forlaget Basilisks hjemmeside.

Vladimir Makani (f. 1937). Foto fra Forlaget Basilisks hjemmeside.

Vi får som læsere af Mandehullet ikke nogen svar, og jeg skal spare læserne af disse bognoter for min udlægning (så slipper jeg også for at dumme mig for meget, for bogen er ikke helt nem at blive klog på). Men åbenlyst er det i det mindste, at romanens ydre handlinger først og fremmest skal tolkes som symboler eller tegn på den vildrede og splittelse, der geråder i Klutjarjovs sind. Samtidig rummer romanen også – som allerede antydet i for eksempel beskrivelsen af hoben – en række samfundskritiske træk, som let lader sig overføre på det sensovjetiske samfund, men også har en mere almen gyldighed.

Sprogligt set er Mandehullet fortalt i en nøgtern, nærmest tør stil uden falbelader. Det er muligvis med vilje, og skal jeg være positiv, kan jeg måske strække mig til, at det etablerer en egen spænding mellem på den ene side de vilde, surrealistiske scener i bogen og hele bogens idé og på den anden side den tørre, konstaterende fortællestemme. Som om fortælleren – som overvejende fortæller fra Klutjarjovs perspektiv – selv har internaliseret den grå og triste stemning i samfundet på overfladen med dets mangel på lys, farver, stemmer og liv.

Den mindre positive udlægning er, at bogen egentlig er lidt kedelig at læse. Der er ikke noget drive i sproget, selv om den ydre handling er fuld af dramatiske og magiske begivenheder. Det betød, at jeg faktisk skulle tvinge mig selv til at læse den færdig – selv om den jo faktisk ikke er særlig lang.

Men bogens idé og mange syrede optrin gør den ikke desto mindre værd at stifte bekendtskab med, selv om den som samlet læseoplevelse ikke når til tops i min vurdering.

Mandehullet er oversat til dansk af Trine Søndergaard, som også har forsynet bogen med et fint og oplysende forord om Makanins samlede værk, hvoraf kun meget lidt tidligere er oversat til dansk.

img
Mandehullet får lov at tegne Rusland i min læseudfordring Verden rundt i bøger.
Titel: Mandehullet
Forfatter: Vladimir Makanin
Udgiver: Basilisk
Udgivelsesdato: 27-05-2016
Sider: 129
Originalsprog: Russisk
Oversætter: Trine Søndergaard
Originaltitel: Laz
Opr. udgivelsesår: 1991
Læst: November 2016

K's vurdering:

Share this:

  • Print
  • Email
  • Facebook
  • Twitter
  • LinkedIn

Arkiveret under: Boganmeldelser, Romaner og noveller, Skønlitteratur
Tags: Østeuropa, Rusland, Sovjetunionen

Abonner
Giv mig besked om
guest

guest

4 Kommentarer
nyeste
ældste flest stemmer
Inline Feedbacks
Se alle kommentarer
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen
18. november 2016 19:37

Å, det ville glæde mig hvis du ville anmelde Den Tredje Politibetjent af Flann O’Brien. Samme genre, surrealisme. Yderst, yderst vellykket.

PS Tak for denne dejlige blog.

0
Svar
Kasper Håkansson
Kasper Håkansson
Forfatter
Reply to  Morten Hjerl-Hansen
18. november 2016 23:37

Tusind tak for de pæne ord om bloggen – det luner :-). Og især tak for et godt tip: Flann O’Brien er faktisk allerede på min at-læse-på-et-tidspunkt-liste. Øverst har jeg hidtil haft ‘At-Swin-Two-Birds’ – men bør jeg rykke ‘Den tredje politibetjent’ højere op?

0
Svar
Lea
Lea
18. november 2016 05:34

Speciel bog. Lyder næsten Kafka-agtig i mine ører, hvilket ikke er noget dårligt!

0
Svar
Kasper Håkansson
Kasper Håkansson
Forfatter
Reply to  Lea
18. november 2016 06:40

Enig, der er noget Kafka over bogens univers. Rent sprogligt når Makanin dog ikke i nærheden af mesteren.

0
Svar
wpdiscuz   wpDiscuz

Med K verden rundt i bøger: Kortet

Følg K's bognoter

  • 87 mailabonnenter
  • 548 følgere
  • 62 venner
  • 511 følgere
  • 265 fans

Måske er du også interesseret i:

Andrej Platonov: Udgravning til fundament
Margarita Khemlin: Klotsvog
Alexander Solsjenitsyn: En dag i Ivan Denisovitjs liv

Mikhail Bulgakov: Den Hvide Garde
Mikhail Bulgakov: En hunds hjerte
Jevgenij Zamjatin: Vi

Mest læste seneste uge

  • John Steinbeck: Øst for paradisJohn Steinbeck: Øst for paradis Det er John Steinbeck. Det er en amerikansk klassiker. Læs den, hvis du ikke har…
  • Ludwig Hohl: Op i bjergeneLudwig Hohl: Op i bjergene “Hvorfor bestiger I bjerge? […] For at slippe ud af fængslet.” Med kortromanen Op i…
  • Hjalmar Söderberg: Doktor GlasHjalmar Söderberg: Doktor Glas “ Liv, jeg forstår dig ikke. Men jeg siger ikke, at det er din fejl.…
  • Glenn Bech: Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet - ManifestGlenn Bech: Jeg anerkender ikke længere jeres… Nogle gange bliver man overrasket. Glenn Bechs “manifest” er faktisk værd at læse. En digtsamling…
  • Lev Tolstoj: Ivan Iljitjs dødLev Tolstoj: Ivan Iljitjs død Ivan Illijts død ramte mig fuldstændig uventet lige i mellemgulvet og i hjertekulen, ja, den…

Seneste kommentarer

  • Kasper Håkansson on John Steinbeck: Øst for paradis: “Ja, filmatiseringen skal jeg også snart have (gen)set.” mar 19, 08:36
  • Kasper Håkansson on John Steinbeck: Øst for paradis: “Tak for anbefaling – og jeg er allerede i gang med “Vredens druer.”” mar 19, 08:34
  • sten fleming jørgensen on John Steinbeck: Øst for paradis: “En klassiker. Jeg læste den med meget stor begejstring. Filmen var også fremragende.” mar 19, 00:27
  • Peter Sørensen on John Steinbeck: Øst for paradis: “Jeg har længe gerne villet anbefale dig John Steinbeck, men har tøvet af frygt for at ramme helt ved siden…” mar 18, 22:58
  • Peter Sørensen on Foreslå en bog: “Jeg tror ikke ligefrem at det er dig det er galt med 🙂 Karen Blixens kanoniske status skyldes vel også…” mar 15, 23:23

Kategorier

  • Boganmeldelser (1.085)
    • Biografier og erindringer (23)
    • Sagprosa (106)
      • Antropologi (4)
      • Essays (11)
      • Filosofi, religion og idéhistorie (23)
      • Geografi og kartografi (9)
      • Historie (28)
      • Korrepondance (1)
      • Litteratur, kunst og kultur (21)
      • Naturvidenskab (4)
      • Samfund og debat (27)
      • Sport og fritid (5)
    • Skønlitteratur (1.006)
      • Børnebøger (10)
      • Grafiske romaner og billedbøger (12)
      • Historiske romaner (98)
      • Klassikere (186)
      • Komedie (13)
      • Krimi, spænding og ramasjang (56)
      • Lyrik og drama (58)
      • Nyere udgivelser (268)
      • Romaner og noveller (877)
  • Boghandeler (31)
  • Øvrige indlæg (33)
    • Tidsskrifter (3)

Søg i K’s bognoter

Følg K's bognoter

  • 87 mailabonnenter
  • 548 følgere
  • 62 venner
  • 511 følgere
  • 265 fans

Copyright © 2023 · Dynamik-Gen on Genesis Framework · WordPress · Log ind

wpDiscuz