Interessant, surrealistisk roman, udgivet første gang på russisk i Sovjetunionens sidste undergangsår, som her i efterreflektionen kan læses som en slags psykologisk svanesang over det kommunistiske regimes forfald.

Vladimir Makanin (f.1937) har et langt forfatterskab bag sig, men er kun i begrænset omfang blevet oversat til dansk. Mandehullet (opr. fra 1991, udgivet på dansk i 2016) er en mareridtsagtig, surrealistisk dystopi om et samfund i forfald.

I Makanins mareridtsunivers ligger byens gader stort set mørklagte og øde hen om natten, såvel som om dagen. Der kører kun få offentlige busser efter snørklede labyrintiske systemer. Røvere og voldsmænd behersker byen. Butikkerne med de knuste butiksruder er tømte for varer. Der hersker almindelig armod og knaphed på alt. Angst, fortvivlelse og defaitistisk håbløshed er de dominerende stemninger blandt indbyggerne.

Blandt farerne i gaderne er de værste ikke de enkelte voldsmænd og røvere, men især hoben: Som en horde af viljeløse, men ødelæggende zombier bevæger en menneskestrøm på tusindvis af slæbende fødder sig rundt i gaderne, og den, der fanges i hoben, bliver uvægerligt revet med og risikerer at blive trampet til døde:

Hobens ansigter er hårde og dystre. Det er ikke en monolit – indeni er hoben forskellig, og alligevel er det en hob med dens uforudsigelige beredthed og forstærkede påvirkelighed. Ansigterne bliver pludselig hvide af harme og vrede, de stivnede knytnæver er i beredskab, og knytnæveslagene er rasende og rammer direkte i øjet. Mennesker bliver mast, men maser også selv. Der sker sammenstød uafbrudt, men alle deres sammenstød betyder ingenting i forhold til deres vigtigste mål: en eller anden fælles ensretning som ikke står til ansvar for andet end sig selv før den tramper dem ned som ikke står skulder ved skulder.

I denne mismodige og skræmmende verden lever hovedpersonen Viktor Klutjarjov i en lille lejlighed med sin kone og deres debile søn, en fjortenårig kæmpedreng med en femårigs sind, som nærmest beskrives som et slags ufrivilligt monster, omend hjertensgod.

Klutjarjov kender imidlertid (som tilsyneladende den eneste på overfladen) til et mandehul, egentlig bare et snævert hul i jorden, som fører ned til en helt anden verden. Her gemmer sig et helt bysamfund med smukke, oplyste gader. Her er butikker, der bugner af varer. Her er glade, overskudsagtige, varmhjertede mennesker. Stemningen er høj, og maden og drikkevarerne på cafeerne er rigelige.

Her modtager man altid Klutjarjov som en gammel ven og inddrager ham i de højrøstede samtaler om kunst, filosofi og politik ved cafebordene. Og Klutjarjov kommer der ligeså meget for disse samtaler (for at opleve Ordet!) som for at købe forsyninger.

Klutjarjov bevæger sig romanen igennem frem og tilbage mellem de to adskilte verdener. Han er et fysisk og mentalt grænsetilfælde, som ikke kan bestemme sig for, hvor han hører til. Men overgangen mellem verdenerne er smertefuld – hver gang, han passerer gennem mandehullet er det med store anstrengelser og blodige knubs til følge.

Hvorfor bliver han ikke nede i den smukke, overflodsagtige underverden frem for hver gang hurtigt at vende tilbage til den mørke, truende undergang på overfladen? Er det fordi, han føler sig forpligtet overfor sin kone og søn? Fordi han trods alt føler et almindeligt ansvar som samfundsborger for den virkelige verden, så trøstesløs den end er? Fordi han aner, at underverdenen ikke er virkelig? (Men er overfladeverdenen egentlig mindre uvirkelig?) Eller er det mon fordi han ser, at også i underverdenen har folk under deres tilsyneladende gemytlige og overskudsagtige yderside inderst inde mistet troen på fremtiden?

Vladimir Makani (f. 1937). Foto fra Forlaget Basilisks hjemmeside.

Vi får som læsere af Mandehullet ikke nogen svar, og jeg skal spare læserne af disse bognoter for min udlægning (så slipper jeg også for at dumme mig for meget, for bogen er ikke helt nem at blive klog på). Men åbenlyst er det i det mindste, at romanens ydre handlinger først og fremmest skal tolkes som symboler eller tegn på den vildrede og splittelse, der geråder i Klutjarjovs sind. Samtidig rummer romanen også – som allerede antydet i for eksempel beskrivelsen af hoben – en række samfundskritiske træk, som let lader sig overføre på det sensovjetiske samfund, men også har en mere almen gyldighed.

Sprogligt set er Mandehullet fortalt i en nøgtern, nærmest tør stil uden falbelader. Det er muligvis med vilje, og skal jeg være positiv, kan jeg måske strække mig til, at det etablerer en egen spænding mellem på den ene side de vilde, surrealistiske scener i bogen og hele bogens idé og på den anden side den tørre, konstaterende fortællestemme. Som om fortælleren – som overvejende fortæller fra Klutjarjovs perspektiv – selv har internaliseret den grå og triste stemning i samfundet på overfladen med dets mangel på lys, farver, stemmer og liv.

Den mindre positive udlægning er, at bogen egentlig er lidt kedelig at læse. Der er ikke noget drive i sproget, selv om den ydre handling er fuld af dramatiske og magiske begivenheder. Det betød, at jeg faktisk skulle tvinge mig selv til at læse den færdig – selv om den jo faktisk ikke er særlig lang.

Men bogens idé og mange syrede optrin gør den ikke desto mindre værd at stifte bekendtskab med, selv om den som samlet læseoplevelse ikke når til tops i min vurdering.

Mandehullet er oversat til dansk af Trine Søndergaard, som også har forsynet bogen med et fint og oplysende forord om Makanins samlede værk, hvoraf kun meget lidt tidligere er oversat til dansk.

K's vurdering: