Fleur Jaeggys korte noveller handler om afstand og misforståelser mellem mennesker, om savn, angst og usikkerhed. De er kompakte og kaloriefyldte, men samtidig lette, luftige og flygtige. Nogle er sørgmodige, nogle er humoristiske, nogle er uhyggelige. De fleste er gode, nogle er fremragende, men de er alle sært dragende.

Titelnovellen er både en af de længste og en af de bedste. Her fortæller en dreng/ung mand om forholdet til sin søster. Allerede titlen sender et et signal om den følelsesmæssige distance og fremmedhed, hans had-/kærlighedsforhold til søsteren er præget af. Allerede som barn opfattede han sin søster som en spion i familien: Hun observerede og sladrede til andre. For eksempel om brorens selvmordsønsker, som han som voksen er overbevist om, at hun er meget skuffet over, at han endnu ikke har realiseret.

Once when I was eight years old my grandmother asked me, what will you do when you grow up? And I answered, I want to die. I want to die when I grow up. I want to die soon. And I think my sister really liked that answer.

Flere af novellerne har et bizart-gotisk præg. Som f.eks. The Heir, hvor en godhjertet, aristokratisk, enlig dame har taget en forældreløs pige til sig, opfostret hende som sin egen datter og gjort hende til enearving. Pigen svarer igen ved at brænde den gamle dame inde, hun vil ikke have hendes godhed eller penge, hun vil kun ødelægge (“To destroy for the blasted glory of it”):

The fräulein felt no pain. While the flames enveloped her she felt a terrible longing. For what she didn’t have. For what she’d never had. She did not fear death. The longing – or perhaps the despair over alle the nothingness – was so acute as to make death seem mild to her. Her hands, like the claws of a crustacean, clutched a little mound of dust.

The Aviary er et kig ind i en mildest talt dysfunktionel og perverteret familie med solide rødder i nazismen. Manden i ægteskabet har en moderbinding i Norman Bates-kaliber, som ikke aftager selv efter den dominerende mors død, og som i sidste ende driver ham til at holde sin kone i et fuglebur hængt op under loftet i stuen.

Osmosis er en slags gotisk gyser om en præstefamilie, der drives i ulykke af en ondsindet alrunerod.

I andre noveller optræder kendte forfattere (som Fleur Jaeggy også selv har kendt i virkeligheden) som hovedpersoner: I én er det Joseph Brodsky, i en anden Ingeborg Bachmann (med Italo Calvino i en birolle).

I den mystiske, men på sin egen vis charmerende The Visitor indfinder den helgenkårede, asketiske mystiker og nonne Angela da Fologna (1248-1309) sig på et italiensk museum på “en dag uden dato”, og hendes tilstedeværelse bringer de afbildede nymfer i malerierne på væggene til live: nymferne træder ud af deres repræsentationer – men kun for straks at begynde at længes efter deres vanlige trygge rammer (“They lust after their lost places, and themselves as images”).

Samme historie rummer i øvrigt også som et kuriosum en kort reference til Angela da Folognas samtidige, den østrigske nonne og mystiker Agnes Blannbekin (1243-1315), som i særlig grad er gået over i historien for sin optagethed af Den Hellige Forhud (“Years later the bigot Agnes Blannbekin, on the 1st of January, again and again turns in her mouth, tender as egg-skin and very sweet, Christs foreskin”).

Fleur Jaeggy (f. 1940)

Novellesamlingen I am the Brother of XX rummer i alt 21 korte noveller fordelt på i alt kun 127 sider. Jeg skal nok lade være med at referere til dem alle, men ovenstående nedslag tjener til illustrere den tematiske spændvidde i samlingen. Novellerne spænder tilsvarende vidt i deres form, og samlingen har på den måde et lidt broget præg. På den anden side bindes novellerne samme af Jaeggys karakteristiske pen, hendes på én gang kompakte og flygtige form og – i mange af historierne – en underliggende gotisk uhygge.

De fleste af novellerne har også det til fælles, at de kan være svære at få hold om. Fleur Jaeggys noveller er ganske vist korte, men de er ikke hurtigt læst. Adskillige af dem har jeg endda måttet læse flere gange bare for at kunne nærme mig en forståelse af, hvad de overhovedet handler om. Og det lykkedes ikke for mig i alle tilfælde.

Fleur Jaeggy leverer muligvis selv en af nøglerne til at åbne op for læsningen hendes noveller i den ganske korte tekst Cat. Her observerer fortælleren en kat i det afgørende øjeblik, før den slår til mod det bytte, den har listet sig ind på. Et øjeblik, hvor katten tilsyneladende lader sig distrahere, kigger væk, slikker sin pote, pludselig tilsyneladende uniteresseret. En slags overspringshandling inden det afgørende angreb. Og fortælleren/Jaeggy reflekterer i teksten over, om ikke en forfatters skriveproces deler nogle af disse karakteristika ved kattens omgang med sit offer:

Who knows, maybe this Übersprung is a delectatio morosa. A melancholic doing away with any connection to the victim. Übersprung: a word that involves us, too. It is a turning away, going on to something else, manifesting a gesture of detachment, like a goodbye. Wandering from the theme, escaping from a word – at once hunting for words and doing away with them: these are all a mind’s modes of writing.

Nogle af Jaeggys noveller har netop dette præg af Ûbersprung. Hun tager fat i en historie ét sted, men lader sig hurtigt – tilsyneladende – distrahere og forfølger et andet spor, dvæler ved detaljer, der ikke umiddelbart synes at have forbindelse til hovedhistorien, for så senere – måske – at komme tilbage til udgangspunktet – hvis ellers ikke udgangspunktet var overspringshandlingen. Alt sammen inden for ganske få sider.

Det lyder muligvis lidt flyvsk, men Jaeggys prosa er faktisk karakteriseret ved et exceptionelt nærvær. Det er som om, hver eneste sitrende sætning i disse noveller er ladet med et overskud af mening. Også selv om denne mening i mange tilfælde kan synes at unddrage sig forsøg på fastholdelse.

Fleur Jaeggys noveller kræver koncentration og god tid, så korte de end er. På trods af samlingens overskuelige omfang har jeg været i gang med den i halvanden uge, idet jeg kun har læst et par noveller af gangen (og nogle af dem som nævnt flere gange) for at give dem tid til at bundfælde sig.

Jeg vil ikke påstå, at jeg er i stand til at give en plausibel fortolkning af hver eneste af de 21 noveller i denne samling. Nogle af dem var mig for mærkelige og sagde mig af den grund ikke så meget – idet jeg dog er indstillet på at indrømme, at årsagen hertil måske ikke skal findes i Jaeggys prosa, men snarere i, at jeg ikke har været tilstrækkelig opmærksom eller åbensindet i min læsning (eller bare ikke er kvik nok) til at fange de finere pointer. Det føles bare bedre at skyde skylden på teksten …

De bedste af novellerne er imidlertid så fremragende, at jeg ikke tøver med at anbefale samlingen til andre yndere af den korte, intense novelleform, hvor tvetydighed og åbne fortolkningsmuligheder er i højsædet.

Schweizisk-italienske Fleur Jaeggy (f. 1940) er født og opvokset i Schweiz (med italiensk som sit modersmål), men har siden 1968 boet i Italien. I regi af min læseudfordring Verden i bøger regner jeg hende som repræsentant for Schweiz. I princippet havde jeg godt allerede givet mig selv et point for Schweiz med Adelheid Duvanels Opbrud med tre plysaber, men det var så lille en udgivelse, at den næsten ikke tæller. Så hermed er der sat en ekstra nål i Schweiz på mit litterære verdenskort.

K's vurdering: