Hmm … Hvad var det lige, jeg læste her? Jeg ved det ikke. Jeg forstod ikke en bønne. Der er besynderligt smukke sætninger her og dér, som har én eller anden form for dragende appel. Fleur Jaeggy kan afgjort noget med ord. Men jeg forstod egentlig ikke noget af det.

Jeg har tidligere med begejstring læst schweizisk fødte, i Italien bosiddende Fleur Jaeggys (f. 1940) novellesamling I am the Brother of XX (opr. 2014, eng. 2017). Det var også udfordrende læsning, men dog (overvejende) intelligibelt.

The Water Statues (opr. 1980, eng. 2021) er et af hendes tidligste værker, som nu er oversat til engelsk fra originalens italienske af Gini Alhadeff. Formentlig er den fundet frem i forlængelse af Jaeggys succes med sine senere romaner. Det havde man måske ikke behøvet. Ihvertfald er den kun for feinschmeckere. Jeg forstod ærlig talt ikke meget af den, men det kan selvfølgelig bare være min uformåenhed som læser.

Den korte roman mimer i et vist omfang et stykke dramatik, bygget op af replikker og med en indledende liste over DRAMATIS PERSONÆ. Nærmere end et teaterstykke fremstår bogen dog egentlig som en serie kortprosastykker, kun nødtørftigt forklædt som replikker, der nærmere er isolerede monologer end dialoger.

Jeg kan ikke meningsfuldt referere “handlingen.” Det er noget med en mand, Beeklam, der efter morens død har forladt sin far og helst opholder sig i den oversvømmede kælder under sit hus, hvor han har samlet en mængde statuer, der står nedsænket i vandet, og som han har navngivet.

Hans forbindelse til andre menneskers liv består mest i, at han betragter det udefra gennem husenes vinduer, når han ind i mellem går ture i Amsterdams gader. Han foretrækker statuernes tavshed og stivnede, glatte overflader frem for menneskenes selskab.

[…] in the basements Beeklam was, somehow, more at ease, content in the dark, his breath robbing the statues of air almost gleefully. And receiving a sadness that conjures joys of the past, the dungeon had lost its moldy desperation.

Blandt personerne er også hans far og hans egen og farens tjener samt nogle kvinder, der i den indledende personliste står angivet som den afdøde mors venner, men jeg fik aldrig rigtig greb om relationerne.

Nogle af personerne deler navne med statuerne, og det forblev i det hele taget et ubesvaret spørgsmål for mig, om alle eller nogle af personerne i virkeligheden slet og ret er statuerne, som kun i Beeklams mentale univers har deres eget liv? Men denne ubestemthed er måske en pointe.

Jaeggy kan så absolut skrive, og på den positive side er den lille bog båret af en dragende, melankolsk stemning, som vokser ud af Jaeggys flotte, men mystificerende prosa, som er ladet med smukke billeder. Et eksempel er denne scene, hvor måneskinnet nærmest materialiserer sig og tager plads ved bordet som en marmorstatue:

That night the moonlight was as solid as marble and took a seat at the table, adhering to the curve of the high backrest. Kaspar caressed that beloved frozen shadow and began to eat. He slowly helped himself to some vegetables. Every single thing the nocturnal light touched seemed endowed with a fierce blissful light. The zucchini darkened on porcelain plates. Kaspar sat on until that lunar effusion headed elsewhere.

Som sagt: Jeg forstod grundlæggende ikke rigtigt, hvad der var på spil i bogen, eller hvad meningen var med det hele. Det kan sagtens være mig, der mangler en tilstrækkelig poetisk modtagelighed eller ikke er kvik nok (og noget lignende kan jeg se, at jeg i sin tid også overvejede i forbindelse med nogle af novellerne i Jaeggys I am the Brother of XX).

Men grundpræmissen for anmeldelserne her på bloggen er nu engang, at jeg forsøger at formidle min personlige læseoplevelse, og det er den, der afspejles i min samlede vurdering.

Jeg er dog ikke blevet afskrækket fra på et tidspunkt at læse mere Jaeggy, af hvem der også foreligger et par bøger oversat til dansk.

K's vurdering: