Finn Janning: Den gavmilde digter

“Også i dag oplevede jeg noget, som jeg håber at kunne forstå om nogle dage” (Jørgen Leth, Det perfekte menneske, 1967).

Gider nogen virkelig læse en bog om Jørgen Leth? Det troede jeg ikke, at jeg gjorde – men der tog jeg faktisk fejl, ihvertfald delvist.

Finn Jannings bog Den gavmilde digter har undertitlen Et essay om Jørgen Leth. Og dét er bogen på den ene side også – og på den anden side er den det ikke.

På den ene side fylder Jørgen Leth således meget i bogen – Leth som person, som kunstner, digter, filmskaber, som cykelkommentator og – måske mere overraskende for de fleste – som etiker. Ingen tvivl om, at Leth er Jannings helt (én af dem), og Janning leverer ganske glimrende analyser af store dele af Leths værk.

På den anden side skriver Janning ikke så meget om Leth, som han bruger Leth som anledning, som en indgang og en inspiration til en personlig refleksion over dét at være i livet og forholde sig etisk til det.

Det var især denne sidstnævnte tilgang, som fangede min nysgerrighed efter at læse bogen – al den stund at jeg ikke på forhånd havde nogen interesse overhovedet i Leth som person og aldrig havde læst nogen af hans digte eller set hans film. Jeg kendte ham kun som den store Tour de France-kommentator. Og så fra den trælse offentlige debat om det med kokken og hans datter på Haiti. Så allerede selve det, at nogen kunne finde på at skrive en hel bog med Leth som udgangspunkt og så tilmed med en filosofisk-etisk tilgangsvinkel, det lød tilpas mærkeligt til, at jeg måtte kigge nærmere efter.

Og Finns Jannings bog er faktisk værd at stifte bekendtskab med. Og man behøver ikke at have noget forhåndskendskab til Leth for at få noget ud af den. Faktisk kan man udmærket bruge den som introduktion til Leths værk, for Janning giver en del smagsprøver undervejs på Leths digte – som slet ikke er ringe, må jeg medgå. Også selv om jeg måske ikke helt kan følge Janning i hans meget store fascination af manden, som er lige ved at kamme over i idoldyrkelse (hvilket jeg så ganske vist kun har et ret ringe erfaringsgrundlag for at mene noget om, da jeg jo lige har indrømmet, at jeg ikke kender meget til Leths værk – men sådan er det jo: vi må hver især gå åbent til verden med det, vi har).

Finn Janning er uddannet ph.d. i praktisk filosofi, og det mærker man, når han fint og ubesværet bringer en mængde både klassiske og (post)moderne filosoffer i spil i teksten. Poststrukturalisterne Deleuze & Guattari – og bag dem Nietzsche – er nogle af de vigtigste medspillere i Jannings omgang med Leths værk. Og undervejs får vi små, udmærkede analyser af blandt andet Andy Warhols pop-art og Karl Ove Knausgaards blanding af fiktion og selvbiografi.

Janning bedriver ikke systematisk filosofi – det er hverken hans genstand eller hans form. Formen er netop essayets personlige, løse, let fabulerende stil, hvor forfatteren tillader sig selv at blive ført med af sin egen tanke, af sine associationer og af det, han ser. Og formen passer godt til Jannings ærinde og anledning.

For det er noget af det, Janning mener at lære fra Leth: At være fuldstændig til stede, “at se bedre, se mere opmærksomt, se mere tålmodigt, se mere intenst. Nærvær” (s.62). Og det er også her, at det med Leth som etiker kommer ind. For Janning ligger etikken i Leths ambition om se verden, tingene, menneskene uden fordomme, men med åbenhed og nysgerrighed. “I dette fordomsfri nærvær, hvor det er ambitionen at blive lig med begivenheden, at kunne bære den” (s.145).

Leth demonstrerer ifølge Janning, hvordan den menneskelige erkendelse er en “affirmativ praksis”, der handler om at “gøre sig modtagelig for livets kræfter”, og om at række denne erkendelse videre:

Der er noget modigt og digterisk i denne praksis. Det er en gavmild etik, som er både atletisk og digterisk. Den er frigørende. Den udspringer af et ønske om at forstå, som en måde hvorpå et liv giver mening. Kan give mening. Jeg tror ikke, der findes nogen værre form for fortrydelse end ikke at have prøvet. Leth prøver at forstå ved at leve. Han lever på den måde, som han digter. Fortællingen rangerer højere end personen” (s.169).

Hvis der er nogen, der tænker Nietzsche her, så er det ikke helt ved siden af. I sin fremlæsning af Leths “gavmilde etik” (i modsætning til den fordømmende universelle moral) abonnerer Janning således på Deleuzes reformulering af Kants kategoriske imperativ på baggrund af Nietzsches begreb om den evige genkomst: “Hvad du end vil, vil det på en måde, at du også vil dets evige genkomst” (s.131).

Det lyder jo smart, men jeg køber nu ikke helt den filosofiske præmis, og jeg er ikke helt klar til at smide universaliteten som praktisk princip overbord, som Janning er tilbøjelig til. Men det er jo ikke det samme som, at man ikke kan lade sig inspirere af ambitionen om det tålmodige, opmærksomme og gavmilde nærvær.

Livet er interessant. Vi vil undersøge det. Vi vil kigge nærmere på det
(Leth, 1979).

Janning skriver godt. Han skriver helt åbenlyst meget inspireret af Leth. Så meget, at det i passager nærmest fremstår som en karikatur. I de mange korte sætninger. Hvor Janning står stille. Men i bevægelse. På stedet. Hvor han kigger sig omkring. Kigger på livet. Er i livet. Kigger på Leth. Betragter Leth. Leger med Leth. Det er hans projekt. Det er hans ret….

Og nu var det vist mig, der kom til at karikere. Men det er godmodigt ment, for Janning skriver som sagt faktisk godt, og han lykkes i lange stræk med at tillægge sig Leths stil i en sådan grad, at jeg nogle gange helt overså, hvor et Leth-citat hørte op og Jannings skrift fortsatte. Og det er ikke så ringe gjort endda.

Men det bliver også for meget. Og minder mig om, hvorfor jeg nogle gange kan synes, at Leth er for meget. Og så bliver det for langt, alt for langt. For Janning kommer sådan set ret hurtigt hele vejen rundt om sit tema og får leveret sine pointer. Men så tager han en tur mere omkring det, og én til, og én til. Jeg blev lidt træt til sidst. Jeg tror, at jeg kunne have været ret begejstret, hvis essayet havde været på 40-50 sider i stedet for de nuværende 164. Pointerne er ikke tunge nok eller mange nok til de mange sider. Der er for mange gentagelser.

Ikke desto mindre har Janning med sit essay formået yderligere mindst én ting, han skal have stor tak for: Jeg blev inspireret til at se Jørgen Leths klassiske kortfilm fra 1967, Det perfekte menneske/The Perfect Human, som jeg med skam at melde aldrig havde set før, forstå det hvem der kan. Og den er jo helt fantastisk – se selv med på youtube-klippet herunder, det tager kun 13 minutter. Og supplér med Leths lille film ovenfor om Andy Warhol, der spiser en hamburger og en kort film, hvor Leth fortæller om tilblivelsen af filmen om Andy Warhol, der spiser en hamburger, som i sig selv er en ret god historie.

Titel: Den gavmilde digter. Et essay om Jørgen Leth
Forfatter: Finn Janning
Udgiver: Forlaget Mellemgaard
Udgivet: 2014
Sider: 174
Læst: Oktober 2014
K's vurdering:

Bogen ‘Den gavmilde digter’ er venligt tilsendt af forfatteren som anmeldereksemplar. K’s bognoter har ikke nogen forbindelse til forfatter eller forlag i øvrigt.