En for de idéhistoriske fagnørder formentlig interessant metarefleksion over idéhistorien som disciplin.

Dorthe Jørgensens Historien som værk er en metateoretisk øvelse, som bygger oven på hendes Skønhedens metamorfose (følg linket for at læse K’s anmeldelse af denne), og den førstnævnte bog bør ikke læses uafhængigt af den sidste.

Skønhedens metamorfose var en idéhistorisk fremstilling af de æstetiske ideers historie, og som sådan særdeles interessant. I det efterfølgende værk er Dorthe Jørgensens ambition dels at udfolde den (æstetik-)filosofiske position, der lå bag de idéhistoriske undersøgelser i Skønhedens metamorfose, dels – og endnu mere ambitiøst – at formulere et originalt bud på, hvad det overhovedet vil sige at bedrive idéhistorie.

Det sidste har nok primært interesse for universitetsidéhistorikere, som siden fagets grundlæggelse har kæmpet med at formulere et grundlag for idéhistorien som selvstændig disciplin mellem filosofi og historie (mig bekendt stadig uden egentligt held – men der er til gengæld bedrevet meget spændende idéhistorie undervejs).

Som afsæt og anledning bruger Dorthe Jørgensen en idé, som hun noget forhippet insisterer på, at hun finder inspiration til hos Aristoteles, selv om han egentlig ikke selv abonnerede på den, nemlig at digtning og anden kunst indeholder filosofisk sandhed, der kan skues som en form for “guddommelighedserfaring”, hvad det så end er (Dorthe Jørgensen hæfter sit argument op på en løsrevet bemærkning et sted hos den ellers så pragmatiske og systematiske Aristoteles om, at Homers digtning er så skøn, at den må være et udtryk for guddommelig inspiration jf. også Homers egen beskrivelse af digteren som grebet af et “guddommeligt vanvid”, der lader ham bryde ud i sang).

Det lykkedes mig aldrig helt at forstå, hvorfor det er så vigtigt for Jørgensen, at denne idé kan trækkes tilbage til Aristoteles, når han nu tydeligvis ikke selv var af den opfattelse. Ud over, selvfølgelig, at det i enhver idéhistorisk fremstilling altid er skønt at kunne trække en tråd tilbage til en død græker.

Men vigtigere: Det lykkedes mig heller aldrig at forstå, hvorfor det er så vigtigt at bringe guddommelighed ind i filosofien og historieskrivningen. Det forstod jeg ikke, da jeg læste Skønhedens metamorfose, og jeg forstår det lige så lidt efter at have læst Historien som værk.

Jørgensen gør sig ganske vist umage med at forklare, at hendes begreb om guddommelighedserfaring ikke som sådan har noget med Gud eller religion at gøre, det er i stedet hendes forsøg på at indfange et begreb om den æstetiske erfaring (af et kunstværk eller naturen) som en form for sandhedserkendelse, en transcendenserfaring.

Med dette er også allerede antydet, at ordet ‘guddommelighedserfaring’ ikke er synonymt med religiøs erfaring endsige med kristne menneskers religiøse erfaring, men derimod med transcendenserfaring. Det begreb om guddommelighed, der er anvendt i Skønhedens metamorfose, repræsenterer da heller ikke hverken Gud eller dét guddommelige. Det angiver derimod en før-gudelig sfære af ekstra-menneskelighed (s.220).

Godt så. Eller rettere sagt: Ikke forstået. Hvis Gud eller andre guder ikke har noget med sagen at gøre, hvorfor så bringe det guddommelige ind i begrebet? Det virker på mig mest bare forvirrende og ikke særligt befordrende for erkendelsen.

Og hvis Dorthe Jørgensens pointe bare er den simple, at erfaringen af et kunstværk eller en solopgang i naturen kan have en værdi i sig selv, så er den vel hverken særlig ny eller i behov for at blive pakket ind i kringlede idéhistoriske begreber – for slet ikke at tale om “før-gudelige sfærer af ekstra-menneskelighed”?

Ovenstående begreb om den æstetiske erkendelse som en form for sandhedserkendelse og guddommelighedserfaring lå allerede til grund for Dorthe Jørgensens undersøgelser i Skønhedens metamofose. I Historien som værk går hun videre til at udfolde en æstetisk historiefilosofi og et begreb om, at historieskrivning bør forstås som et (kunst)værk: På basis af ovennævnte løsrevne bemærkning hos Aristoteles om Homer bringer Jørgensen med et snuptag (som virker mere som et overgreb) Aristoteles i samme bås som Nietzsche, for hvem historieskrivning var digtekunst.

Hos Dorte Jørgensen bliver det til, at idéhistorie – inklusive den idéhistorie, hun selv bedriver, må man forstå – er at betragte som et værk, som noget “skønt” ligesom f.eks. billedkunstneres værker og dermed forbundet med guddommelighedserfaring.

Hmm, tjah, bum, bum…. Enten er det så dybt, at jeg ikke forstår det (og det kan ikke afvises – oplys mig gerne, hvis nogen derude har en mere meningsfuld fortolkning). Eller også er det bare et meget gammeldags tankesæt iklædt nye æstetikfilosofiske gevandter, som jeg ikke er ligeså sikker som Dorthe Jørgensen på, at vi har brug for. Det kan også være, at jeg bare er kommet lidt for langt væk fra universitetsmiljøet til at kunne være med i disse luftlag.

Ihvertfald: Hvor jeg bestemt kan anbefale Skønhedens metamorfose til den almindeligt interesserede i æstetikkens idéhistorie (som jeg havde meget ud af at læse, selv om jeg ikke købte begrebet om guddommelighedserfaring), så overlades Historien som værk nok bedst til de egentlige fagidéhistorikere, som måske kan vride en anden mening ud af bogen end denne ydmyge lægmandslæser.

• Lignende indlæg
• Af Dorthe Jørgensen
• Aarhus Universitetsforlag

Thomas Reinertsen Berg: Verdenskort. En rejse gennem historien

Martin Glaz Serup: Læsesteder

Kaspar Colling Nielsen: Den danske borgerkrig 2018-2024

Thorkild Hansen: Slavernes kyst, Slavernes skibe, Slavernes øer

Dorthe Jørgensen: Skønhedens metamorfose. De æstetiske ideers historie

Dan Ringgaard: Litteratur

Hans Joachim Offenberg: Myrer

Tore Rye Andersen: Den nye amerikanske roman

Hans Hauge: Danmark