Tore Rye Andersen: Den nye amerikanske roman

Ikke dårlig. Men har du ikke en meget stærk akademisk litteraturhistorisk interesse, så læs hellere nogle flere nye amerikanske romaner frem for “Den nye amerikanske roman”.

Tore Rye Andersens bog er en bearbejdning af hans Ph.D.-afhandling med henblik på formidling til en bredere offentlighed. Og som sådan virker virker projektet vellykket – ikke at jeg har læst den oprindelige Ph.D.-afhandling, men Den nye amerikanske roman er ihvertfald fint formidlet. Andersen skriver udmærket, og bogen er – genren taget i betragtning – let tilgængelig.

For mig var det største udbytte at få placeret en række af de nyere amerikanske forfattere i en litteraturhistorisk sammenhæng, herunder sat i forhold til hinanden. Jeg er også blevet inspireret til at læse (mere af) forfattere som Thomas Pynchon, David Foster Wallace, Dave Eggers og Richard Moody (hvoraf flere står i min bogreol og venter tålmodigt).

Men det er en meget langtrukken omgang at komme igennem Tore Rye Andersens 255 sider. Han har bestemt nogle litteraturhistorisk interessante pointer, men det forekommer mig, at de kunne bare have været leveret med større fyndighed i en artikel kogt ned til 20-30 sider. Bogen indeholder mange, meget lange og meget omstændelige handlingsreferater af de mest centrale værker, og hovedpointerne bliver gentaget flere gange, end de har tyngde til.

Bogens hovedfokus er strømninger i nyere amerikansk romanlitteratur fra 1990’erne, hvor “postironiske” forfattere som David Foster Wallace og Jonathan Franzen sætter det personlige og nærværende i fokus i et slags opgør 1960’erne og 1970’ernes optagehed af sammenbruddet i samfundsmæssige strukturer hos (med en senere betegnelse) såkaldte “postmodernistiske” forfattere som Thomas Pynchon, Kurt Vonnegut og og Joseph Heller.

Tore Rye Andersen benytter terrorangrebet på World Trade Center 9/11 som indgangsvinkel og omdrejningspunkt for sin analyse. Tesen er noget med, at 9/11 har fået amerikanerne til at søge indad og trygge sig sammen, hvilket i litteraturen kommer til udtryk ved en “ny inderlighed” med fokus på det personlige, familien og følelserne – sat over for tidligere fokus på samfundsstrukturer og det politiske. Andersen tager således afsæt i en række såkaldte 9/11-romaner, som i større eller mindre grad tematiserer terrorangrebet, herunder Don DeLillos Falling Man (2007), Jonathan Safran Foers Extremely Loud & Incredibly Close (2005), Joseph O’Neils Netherland (2008) og Paul Austers Brooklin Follies (2006).

Andersen synes dog at demontere sin tese al den stund, at han dels påpeger, at de fleste at de nævnte romaner egentlig handler om alt muligt andet end 9/11, og at terrorangrebet kun optræder i romanerne som et påskud eller et tilsat krydderi. Dels viser han, at den tematisering af det personlige, nære og inderlige, der angiveligt skulle karakterisere 9/11-litteraturen, ikke er udtryk for et nybrud, men derimod en videreudvikling af tendenser i den amerikanske litteratur, der allerede var til stede før 11. september 2001, jf. ovenfor om Wallace og Franzen.

Jeg havde undervejs en tiltagende følelse af, at jeg brugte for meget værdifuld læsetid på denne bog – hvor jeg i stedet burde læse nogle af de bøger, som Tore Rye Andersen skriver om. Derfor blev en god del af Den nye amerikanske roman også skrålæst ganske hurtigt, og hvis dét er skyld i, at jeg har overset nogle pointer, så beklager jeg. Men jeg er stadig glad for, at jeg ikke brugte mere end en aften på den.

Andre anmeldere tog bedre imod bogen, da den udkom, og min vurdering er da også strengt personlig – et idiosynkratisk udtryk for, hvad jeg personligt fik ud af at læse den.

K's vurdering: