Dan Ringgaard: Litteratur

Dan Ringgaards “tænkepause” om litteraturen som begreb, den historiske udvikling af litteraturen som sådan og litteraturens vilkår i dag og i fremtiden er fagligt velbevandret og indeholder gode reflektioner. Men den er også lidt tør.

Dan Ringgaard er lektor i nordisk litteratur ved Aarhus Universitet, og Litteratur er Tænkepause nr. 23 i Aarhus Universitetsforlags succesrige serie af små pamfletter, der søger at få forskningen ud af studerekamrene på universiteterne og ud til os i den brede befolkning.

Ringgaard leverer på de få sider en komprimeret skitse af den historiske udvikling af litteraturen som sådan (til forskel fra en traditionel litteraturhistorie om udviklingen af litteraturens forskellige genrer og stilarter belyst gennem typiske værker og forfattere). Hans gennemgang er styret af en interesse for, hvad vi kan sige om litteraturens vilkår i dag og ikke mindst dens fremtid i lyset blandt andet fremvæksten af elektroniske medier i en globaliseret verden.

Ringgaard bygger sin fremstilling op om en udforskning af fire forskellige definitioner af litteraturen:

1. Litteratur som den særlige form for sprogkunst, der opstod, da en bestemt teknologi, skriften, mødtes med et særligt medie, den masseproducerede bog, og udviklede sig under indflydelse af det moderne Europa.
2. Litteratur som slet og ret produktionen, studiet og opbevaringen af viden, tanker, indtryk og følelser på skrift og i bøger.
3. Litteratur som fiktion, formet sprog og livstolkning.
4. Litteratur som det, vi gør det til (dvs. som det, de kulturbærende institutioner til enhver tid definerer som kultur).

I sidste ende holder Ringgaard sig til den første af ovennævnte definitioner som den mest operative, og med dette litteraturbegreb kan han fælde følgende dom:

Litteraturen har overlevet sig selv. Ikke litteratur i betydningen ‘sprogkunst’, men litteratur i mere præcis forstand, den litteratur, der opstod i mødet mellem skriften, bogen og det moderne Europa […]. At den har overlevet sig selv, betyder ikke, at den er død. Eller at den ligger for døden. Den har jo netop overlevet.

Til gengæld betyder det for Ringgaard, at litteraturen ikke længere sætter dagsordenen, fordi de historiske betingelser for dens fremkomst ikke længere er til stede, og fordi andre – ikke mindst billedbårne – medier indtager en stadigt mere dominerende plads som kulturbærende.

Man kan indvende, at der er noget tautologisk over Ringgaards argument: Når han definerer litteratur som noget, der hører til en bestemt historisk periode, som han mener, at vi er på vej ud af, så følger det jo pr. definition, at litteraturen i den forstand har overlevet sig selv. Pointen mister således lidt af sin slagkraft.

Ringgaard er da heller ikke egentlig pessimistisk på vegne af litteraturen – som ordkunst betragtet. Pointen synes snarere at være, at vi må forvente, at litteraturen i endnu højere grad i fremtiden vil forandre sig i interaktion med nye medier.

Det har han givetvis ret i. Ringgaard fremhæver ikke selv mange eksempler, men man kan hurtigt selv komme på nogle.

Dels er der selvfølgelig fremvæksten af e-bogen, men den ændrer jo ikke i sig selv nødvendigvis meget på den traditionelle litteraturs form – den er bare ikke trykt på en Gutenberg-presse.

Går jeg i K’s arkiver kan jeg til gengæld godt finde et par eksempler på nyere litteratur, som er udviklet i en dialog med nye medier, og som måske er noget af det, Ringgaard tænker på: Der er f.eks. Jennifer Egans ‘Sort boks’, der slår sig op som en “twitter-roman” skrevet i en serie af små korte tekststykker på længde med et tweet. Og der er J. J. Abrams & Doug Dorsts ‘S’, som dels er nyskabende ved i sin trykte form at indeholde en mængde løse artefakter, der indgår som spor i læserens optrevling af bogens gåde, og dels i sin markedsføring har benyttet sig meget aktivt af YouTube og andre dele af internettet – og i øvrigt har fået et selvstændigt liv på nettet efterfølgende, hvor læsere bygger videre på universet.

Jeg er i øvrigt ikke så bekymret for litteraturens levedygtighed i det hele taget, heller ikke for den traditionelle roman. For det er jo, som Dan Ringgaard skriver et sted:

Vi læser litteratur for at lære at leve.

Og jeg er faktisk heller ikke så bekymret for den trykte bog: Bevares, der er næppe grund til at tro, at e-bogen ikke vil fortsætte med at tage markedsandele. Omvendt synes jeg også at kunne iagttage en tendens på bogmarkedet til, at det får forlagene til at slå igen på den trykte papirbogs vegne.

Det sker i form af flere udgivelser, der gør mere ud af den fysiske bog som en selvstændig oplevelse ved at kæle for layoutet og benytte kvalitetsmaterialer i tryk, papir og indbinding. Måske bevæger det den trykte bog i retning af en mere eksklusiv niche, javel, men jeg tror, at det vil vedblive med at være en stor niche, for vi er mange herude med stor veneration for papirbogen.

Og dermed tilbage til Ringgaards lille bog: Hans fremstilling er samlet set ganske interessant og tydeligvis båret af en stor viden. Den er bare lidt småkedeligt skrevet. Ringgaard forsøger, men han formår ikke at frigøre sig helt så meget fra den akademiske jargon, som Tænkepause-formen lægger op til. Hvis man ikke i forvejen er meget interesseret i litteraturen som genre og kulturhistorisk kategori, så vil jeg gætte på, at det kan være svært at holde opmærksomheden fangen igennem alle de ellers kun 60 små sider.

Udover det lidt tørre sprog, skæmmes fremstillingen af enkelte kedelige anglicismer, som når Ringgaard “returnerer til den tomme væg” i stedet for at vende tilbage til den (og det er ikke fordi, han spiller bordtennis med væggen).

Men som sagt: Den lille bog indeholder gode pointer, der kan give anledning til god reflektion over, hvad litteratur er. Som sådan kan den anbefales.

K's vurdering: