Den århusianske idéhistoriker Dorthe Jørgensen følger i “Skønhedens metamorfose” udviklingen af de æstetiske ideer fra arkaisk tid og op til midten af det 20. århundrede. Og det gør hun med stort overblik og overvejende sikker hånd.
Fremstillingen er kronologisk, men den store styrke ved bogen er, at Dorthe Jørgensen løbende griber både frem og især tilbage i historien for at demonstrere, hvordan det grundlæggende set er de samme temaer, der har været på spil i æstetikkens idéhistorie helt tilbage fra arkaisk/klassisk tid og frem til i dag.
Hun viser således overbevisende, hvordan ideerne om “det skønne” har udviklet sig i en stadig spænding mellem “skønhedsmetafysik” og “kunstteori”, mellem indhold og form, lysæstetik versus formæstetik mv. – og hvordan disse modsætninger grundlæggende har været i spil lige siden det klasisske Grækenland – som en modstilling mellem den dionysiske, ekspressive “danse-musik-poesi-kunst” (knyttet til den homeriske opfattelse af digterens inspiration som guddommeligt vanvid) og den apollinske, konstruktive arkitektur-maleri-skulptur-kunst (kunsten som teknisk håndværk).
Den bærende tese i Dorthe Jørgensens værk er en idé om den æstetiske erfaring som “guddommelighedserfaring”. Begrebet giver god mening som ledetråd i den første del af den kronologiske fremstilling i de historiske perioder, hvor kunstens forhold til det guddommmelige også i samtiden var et eksplicit tema. I tolkningen af nyere tids æstetiske ideer virker det til gengæld lidt mere anstrengt for Dorthe Jørgensen at få proppet begrebet “guddommelighedserfaring” ned over alle de æstetikfilosofiske og skønhedsmetafysiske positioner, hun behandler.
For mig virker det således ikke i alle tilfælde oplagt, hvad ordet “gud” har at gøre i Jørgensens forsøg på et samlende begreb for det, hun betegner som en “erfaringsmetafysik” (hvilket jo i øvrigt forekommer som noget af en contradictio in adjecto) – især fordi hun gør sig umage for at understrege, at der ikke ligger nogen religiøse forudsætninger i hendes brug af ordet, og guddommelighedserfaring ikke behøver at have noget at gøre med hverken troen på eller eksistensen af en gud.
Jeg fik mest ud af den første halvdel af bogen, som dækker perioden fra arkaisk og klassisk græsk tid, op gennem middelalderen, hen over renæssancen og til og med romantikken. Særligt spændende er bl.a. behandlingen af den byzantinske ikonografi og dens rødder i såvel nyplatonistisk formlære og nærorientalsk, jødisk materialeæstetik. Også renæssancens æstetiske ideer er godt fremstillet – herunder modsætningen mellem den florentinske formæstetik og den venetianske lysæstetik.
I den sidste halvdel af bogen – som dækker perioden fra 1700-tallet og frem til i dag – bliver fremstillingen imidlertid tungere, sværere og mere kompakt. Det kan have noget at gøre med stoffet i sig selv (Kant, Schlegel, Hegel og Heidegger er ikke de letteste at byde op til dans inden for rammerne af nogle få sider i en kort oversigtsfremstilling), men det forekommer mig også at være fordi, vægten i fremstillingen i denne periode forskydes til fordel for en større vægt på den teoretiske gennemgang af de enkelte tænkeres æstetikfilosofi på bekostning af at vise, hvordan de teoretiske ideer manifesterer sig i – eller udspringer af -samtidskunsten (hvilket er den store styrke i første del af bogen).
Bogen er ganske pædagogisk i sin fremstilling, idet Dorthe Jørgensen ikke alene indleder og afslutter hvert af de fem hovedkapitler med et perspektiverende resumé, men også løbende i teksten hele tiden samler op og trækker tråde. Det er med til at slå pointerne fast – men det gør også bogen lidt kedsommmelig og ensformig i fremstillingen.
I det hele taget er det en lidt tung bog (i bogstaveligste forstand: 1,5 kg vejer den – ja, jeg har faktisk haft den på køkkenvægten – og alene af den grund er den ikke oplagt sengelæsning). Hvis man ikke i forvejen har en vis skoling i de filosofiske grundbegreber, så vil jeg tro, at man kommer på hårdt arbejde med fremmedordbogen og et godt filosofileksikon. Men det skal for så vidt ikke lægges Dorthe Jørgensen til last, da bogen også primært er tænkt som faglæsning for universitetsstuderende.
For en bog om “det skønne” i alle dets manifestationer at være er den dog ikke desto mindre påfaldende uskønt skrevet: For så vidt, at den klare intellektuelle fremstilling af den stringente tanke kan siges at have en skønhed over sig, kan man måske medgå bogen en vis formæstetisk skønhed, for nu at blive i bogens sprogbrug. Men der er ikke meget dionysisk danse-musk-poesi-kunstnerisk metafysisk guddommelighedserfaring over den sprogligt set noget uinspirerede og meget tørre, akademisk-indforståede jargon….
Men alt i alt en særdeles interessant bog, som kan anbefales til den idéhistorisk interesserede – herunder sådanne som mig selv, der ikke tidligere har beskæftiget sig særligt med æstetik.
Titel: Skønhedens metamorfose. De æstetiske ideers historieForfatter: Dorthe Jørgensen
Udgiver: Syddansk Universitetsforlag
Udgivelsesdato: 2001
Sider: 481
Læst: Marts 2013
K's vurdering:
Skriv et svar