Skuffende. For en professor i idéhistorie er Schantz’ analyse af forholdet mellem religion og modernitet skuffende dårligt funderet i netop idéhistorien (og det er også overraskende, da de færreste, der kender lidt til Schantz, kan være i tvivl om hans store idéhistoriske viden).

Han bruger en relativt stor del af bogen på at diskutere religionsbegrebet, men uden overhovedet at inddrage de reflektioner herover, der har fundet sted indenfor den religionshistoriske tradition de sidste 100-150 år (udover nogle let forkølede betragtninger over Marx’ religionskritik).

Værre endnu ender Schantz med at indsnævre sit religionsbegreb til i bogens sammenhæng for det første kun at omfatte de tre store monoteistiske skriftreligioner og for det andet kun at omfatte religion betragtet som samfundsmæssige institutioner (fx den kristne kirke), mens han frejdigt erklærer at ville se bort fra religion som trossystem og som ritualer. Dermed afskærer han sig på forhånd fra at kunne få noget som helst nyt og interessant ud af bogen (al den stund, at der næppe er noget at sige om forholdet mellem kirken som insitution og det moderne, som ikke allerede er blevet gennemtygget og fordøjet over 150 år af større ånder). I øvrigt er Schantz på ingen måde i stand til at fastholde sin egen religionsdefinition igennem bogen, hvilket gør diskussionerne yderligere flagrende og ufokuserede.

Kun et lille kapitel om forholdet mellem religion og menneskerettigheder i et idéhistorisk perspektiv kunne fange min interesse – det kunne fortjene en længere og idéhistorisk grundigere udfoldning.

K's vurdering: