Traktat om de tre bedragere går for at være et af de første eksempler på ateistisk religionskritik fra Oplysningstiden, hvor det i mange florerede i mange år som hemmeligt undergrundsskrift. De tre bedragere er selvfølgelig Moses, Jesus og Mohammed, og der bliver ikke langt fingre imellem i kritikken.

Skriftet er helt sjovt at læse som historisk dokument – men det er ikke her, man skal lede efter subtil eller på anden måde begavet religionskritik.Der er nærmere tale om frådende, hånende, sine steder selvmodsigende, men også ind i mellem ret morsom, tilsvining af religioner, præster, troende og de magthavere, der udnytter religion idelogisk. Nyere (og tilsvarende unuancerede) ateister som Richards Dawkins m.fl. har ikke noget at komme efter her.

K's vurdering: