Joseph Roth: Jøder på vandring

Jøder på vandring er et politisk debatskrift, en kulturkritik og en samling journalistiske rejsereportager i ét. Tilmed fremragende skrevet med det bid og vid, der er et af Joseph Roths kendemærker. En fornøjelse at læse og samtidig et i sig selv interessant historisk dokument.

Joseph Roth (1894-1939) kender vi her på K’s bedst som skønlitterær forfatter til romaner som for eksempel den mesterlige Job – Roman om et enkelt menneske og Radetzkymarch samt et antal fine noveller (hvoraf et udvalg er oversat til dansk i samlingen Leviathan og andre fortællinger).

I Jøder på vandring er skribenten imidlertid i højere grad reportagejournalisten og samfundsdebattøren Roth end romanforfatteren Roth, selv om den lyrisk-prosaiske skrivestil også præger teksten.

Roth fortæller i bogen historien om “østjøderne” – de jøder, der på skrivetidspunktet var udvandret fra Rusland, Polen, Galizien og andre dele af Østeuropa til vesteuropæiske lande som Tyskland, Østrig, Frankrig og USA. Hans eksplicitte ærinde er det kulturkritiske, sociologiske og i bund og grund politiske at gøre vesteuropæerne opmærksomme på, at “østjøderne” ikke er en entydig størrelse, herunder ikke ikke mere kriminelle og samfundsundergravende end alle mulige andre.

De enkelte kapitler i bogen hver for sig er præcis lige så velskrevne og velformede som i alle de øvrige værker. Bogen er dog som helhed en noget broget samling af essays af forskellig karakter. I et efterord af oversætterparret Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad kan også læse, at Jospeh Roth i årene efter den første udgivelse i 1927 arbejdede videre på sin “jødebog,” som han kaldte den, men det blev aldrig til en ny udgave – kun til et nyt forord til udgaven fra 1937.

Bevægelsen fra 1927-skriftet til 1937-forordet er i sig selv interessant som historisk dokumentation af bevægelsen i Roths fortolkning af situationen i Europa i perioden – en situation Roth jo ikke var ene om ikke at have forudset (det vil sige: ikke i sin vildeste fantasi havde kunnet eller turdet forestille sig). Mens 1927-bogen i et vist omfang var et slags kulturelt og politisk forsvarsskrift for “østjøderne”, som også “vestjøderne” i f.eks. Tyskland distancerede sig fra, så følte Roth sig under indtryk af nationalsocialismens rædsler foranlediget til i det nye forord at behandle “vestjødeproblemet.”

De bedste dele af bogen er dog Roths reportager fra de jødiske kvarterer i Wien, Berlin og Paris. I Wien besøger Roth for eksempel Kleine Schiffgasse, hvorfra vi får dette stemningsbillede:

Hvem kommer til Kleine Schiffgasse? Den, som ikke er tvunget til at gå derhen, undgår den helst. I Kleine Schiffgasse lugter der af løg og petroleum, af sild og sæbe, af opvaskevand og køkenaffald, af benzin og kogegryder, af skimmel og delikatesser. Snavsede børn leger i Kleine Schiffgasse. For åbnet vindue banker man tæpper og lufter dyner. Dun og fjer svæver i luften. I en sådan gade bor den lille jødiske skrædder. Gid gaden var hans eneste problem!

I Berlin står det ikke meget bedre til, omend jøderne her er mere assimilerede og mindre ghettoficerede (“Berlin udjævner forskellene og dræber det særegne”). Kun et par små jødegader bliver det til, hvoraf “den allermest jødiske” er “den triste Hirtenstraße”:

Så trist er ingen gade i verden. Hirtenstraße ejer ikke engang snavsets håbløse munterhed.

I Hirtenstraße kan man dog besøge et værtshus, hvor en miniatureudgave i papmaché af Kong Salomons tempel er udstillet – en krydsreference til en af Roths egne små reportager for Neue Berliner Zeitung fra 1920 (optrykt på dansk i reportagesamlingen Kong Salomons Tempel i Berlin, som jeg således inspireret fik pillet ud af reolen og lige om lidt skal have læst i sin helhed).

I det hele taget genkender man mange temaer i Jøder på vandring fra Roths tidligere og senere også skønlitterære værker. Det fremragende, halvt journalistiske, halvt skønlitterære kapitel om den typiske østjødes udvandring til Amerika peger således frem mod den senere roman Job om den russiske bonde Mendel Singer fra landsbyen Brody (hvor Roth selv voksede op) og hans vej til det forjættede land, som altså her er blevet forskudt til Amerika.

Amerika lokker østjøden med frihedsstatuens løfter om frihed. “Dette kæmpemæssige monument, tænker han, må vel i nogen grad modsvares af en virkelig frihed.” Og der er ikke helt forkert:

Men ikke fordi man mener det særlig alvorligt derovre med alle menneskers frihed, men fordi der findes endnu mere jødiske jøder derovre, nemlig de sorte. Derovre er en jøde ganske vist en jøde. Men han er alligevel først og fremmest hvid. For første gang er hans race en fordel.

Bogen er fyldt med denne slags bitterironiske observationer og politiske kommentarer, som i ikke så få tilfælde også her i 2016 kan læses som mere aktuelle, end man ville ønske, ikke mindst under indtryk af de aktuelle folkevandringer og opfattelsen af asylansøgere i Vesteuropa. Mange enkeltsætninger kunne lige så vel være skrevet i dag, som for eksempel disse fra 1937-forordet om de vandrende jøder og spørgsmålet om national identitet:

Ak! Verden tænker i almindelighed i forældede, udslidte og ubrugelige skabeloner. Ingen spørger vandreren hvorhen, alle spørger hvorfra. Men det er jo netop målet, der er vigtigt for en vandrer, og slet ikke udgangspunktet.

Forlaget Virkelig skal have stor tak for at gøre denne bog tilgængelig på dansk i Judyta Preis og Jørgen Hermann Monrads sikre fordanskning.

Til gengæld får forlaget ringe tak for at sende bogen på gaden i så skrabet og rent ud sagt grim en udgave, som tilfældet er her. Bogen er trykt på gråt, billigt papir, og omslaget er så tyndt og pjevset, at det knap nok kvalificerer sig som pap. Dertil kommer, at den er sat med typer så store, at det er tæt på Magnaprint, med endnu større sidetal og til gengæld med margener, der er alt for små i forhold til tekstens punktstørrelse. Roths fine kulturskrift havde fortjent lidt bedre udstyr, selv fra et lille forlag (og de kan jo godt på Forlaget Virkelig, ved vi fra tidligere udgivelser).

K's vurdering: