Før Joseph Roth (1894-1939) skrev sine nu klassiske romaner i løbet af 1930’erne, arbejdede han i 1920’erne som journalist i Berlin, hvor han skrev en stor mængde reportager fra byens liv.

Kong Salomons tempel i Berlin er et udvalg af Roths små reportager fra denne periode, flot oversat til dansk og med efterord og kommentarerer af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad.

Artiklerne er hver især små selvstændige stemningsrapporter fra byens liv. Joseph Roth skriver ligeså fremragende, på én gang poetisk og kritisk-ironisk, i disse journalistiske artikler som i de senere skønlitterære romaner og noveller. Man kan læse dem med stor fornøjelse bare for at nyde Roths skarpe og følsomme pen.

Derudover er reportagerne interessante som historiske vidnesbyrd om Berlin i 1920’erne. Roth har en fin iagttagelsesevne med sans for detaljer og skæve personager koblet med et udsyn til verden og den tid, han i øvrigt er en del af.

Den evigt hjemløse Roth har en forkærlighed for at opsøge de steder i Berlin, som frekventeres af byens skæve eksistenser. I hjemløseasylet i Fröbelstrasse har de fleste lus, “men kun få melder sig frivilligt til aflusning. Tøjet bliver ødelagt under desinfektionen. Hellere intakte lus end iturevne klæder.”

Det er tankevækkende, at Roths råd til statslige øvrighedspersoner om at besøge et hjemløseasyl for at lære noget om medmenneskelighed virker lige så aktuelt i Danmark i dag, som det har gjort i Roths Berlin i 1920:

Den, der lærer elendigheden at kende, lærer også at tilgive lasten. Alle statens embedsmænd burde i en måned gøre tjeneste i et hjemløseasyl. Og her lære lidt om kærlighed.

Roth er i dampbad om natten i Admiralspaladset, som i praksis fungerer som natteherberg for de enlige, hvor man på en gang kan “sove ud og svede sig ren.”

Han turnerer rundt i “forbryderbulerne” i kvarteret omkring Bahnhof Alexanderplatz. Der er for eksempel Albertkælderen, der “minder om en af den slags cafeer, hvor litterater holder til. Man kan for eksempel sagtens sove her en hel eftermiddag” (tag dén, såkaldte litterater). Eller Tippel-knejpen, hvor “de snavsede kartonkort klasker mod bordene som ørefigner,” når tiggerne og gadefejerne spiller kort.

Roth virker således, som om han er bedst tilpas i selskab med de skæve og de udstødte. Men Roth rapporterer dog også – omend mere tøvende – fra de finere steder i “Berlins forlystelsesindustri,” hvor “det internationale nattelivs usigelige monotoni” imidlertid gør ham trist til mode:

Det sker af og til, at jeg i et anfald af melankoli går ind på en af de natklubber, der er så mange af i Berlin, ikke for at more mig, men for at nyde den skadefryd, som synet af industrialiseret glæde giver mig.

I juli 1921 er Roth hos frisøren og med sig hjem tager han et – i bagklogskabens lys – skræmmende portræt af “en rødblond herre,” som lyder som en af de typer, der senere skulle melde sig under SA’s faner:

   Han er streng mod sig selv, men kun for at kunne være grov mod andre. Han har travlt, men kun for at kunne skynde på andre. Han koger, men kun for at kunne stege andre. Han ønsker sig en krig, så han kan se de andre dø.
   Men han er ingen rebel, han er skam en samfundsstøtte. Han udviser samfundssind. Han arbejder for hundrede dovendidrikker. Han er en levende bekræftelse af læsebogen […].
   Han har længe været min fjende. Han er den tante, der hver aften skurede mig med en børste. Han er skurebørsten.
   Min nabo var glarmester. Hans kone brokkede sig: han er glarmesterens brokkekone […].
   Han er anstændigheden og pligten, den sure, den renskurede.
   Han er ingen sjuft. Han er noget værre: en slider.
   At støde på hans slags her i kvarteret, midt om sommeren, er som at finde en skolebog i sin feriekuffert.

Roth rapporterer også fra tidens stormende fremskridt indenfor arkitektur, transport og forretningsliv. Hans reportager fra bygningen af Berlins første skyskraber er på overfladen præget af en imponeret fremskridtsoptimisme, som imidlertid – når man kigger efter i sprogets sprækker – måske i højere grad er dække for en raffineret ironiserende distance. Som når Roth ved synet af fotografierne af New Yorks skyskrabere “fyldes med dyb taknemmelighed over, hvad teknikken formår,” og konstaterer, at “i dag er vi civiliserede,” samtidig med, at han i samme åndedrag spørger: “Hvem ved, på det næste udviklingstrin vil vi måske endda blive kulturelle?”

I 1929 åbner det store varehus Karstadt ved Hermannplatz i Berlin. Roth er med og rapporter i et tonefald af lige dele sarkasme og civilisationskritisk forstemthed under overskriften “Det helt store varehus” over den åndløse stræben efter blot at være større end alle andre, som til sidst får størrelsen til at slå om i sin modsætning:

Faktisk fandtes der allerede store varehus i byen. Alligevel savnede nogle det helt store varehus. […]
    [Men] når så meget samles på det samme sted, undgår man ikke, at det devalueres. Selvsikkerheden forsvinder, priserne sænkes og ydmygheden indfinder sig; for det, der er billigt, må også være ydmygt. Og da der er mange købere, fordrer varerne mindre af dem. Det helt store varehus så i begyndelsen ud som en syndig og hovmodig menneskelig udfordring, men med tiden forstår man, at det i virkeligheden huser menneskelig lidenhed og beskedenhed; man forstår her, at alt på jorden er småt.

Jeg kunne blive ved med at citere fra denne samling. Den er én lang perlerække af små selvstændige stemningsbilleder, alle præget af Roths vid og bid. Samlingen kan afgjort anbefales, og den kan sagtens læses i små doser, når man lige har en kort pause.

K's vurdering: