Slavenka Drakulić: Two Underdogs and a Cat. Three Reflections on Communism

Tre kritiske essays om tiden efter kommunismens fald i Tjekkiet, Rumænien og Polen. Fortalt af en mus, en hund og en kat. Det bliver de ikke nødvendigvis bedre af.

Man skulle tro, at det var et bevidst tematisk valg fra min side for tiden: bøger med dyr (jf. David Sedaris’ Squirrel seeks Chipmunk). Det er det nu ikke, og jeg skal forsøge at undgå det fremover.

Da jeg gik i gang med at læse Slavenka Drakulić’ Two Underdogs and a Cat. Three Reflections on Communism, havde jeg faktisk slet ikke indset, at de tre tekster, som bogen består af, alle er fortalt fra dyreperspektiv…. Nuvel, dyr eller ej, med Drakulić er vi heldigvis ovre i en helt anden genre end Sedaris’ kedelige fabler. Omend Drakulić’ bog heller ikke er helt vellykket.

Den kroatiske forfatter Slavenka Drakulić (f. 1949) har udgivet adskillige romaner og længere essays om især livet efter kommunismens fald i Østeuropa, hvoraf flere er oversat til dansk. Hun forlod Kroatien i begyndelsen af 1990’erne efter omfattende chikanerier i forlængelse af offentlige anklager om, at hun (og en række andre kroatiske, kvindelige forfattere, heriblandt Dubravka Ugrešić) ikke skulle have været tilstrækkeligt kroatisk-patriotiske.

Jeg har haft lidt svært ved at kategorisere Two Underdogs and a Cat (2009) rent genremæssigt. På den ene side har bogen åbenlyst fiktive elementer, for så vidt de tre tekster i bogen er fortalt af henholdsvis en mus, en hund og en kat. På den anden side har de historier, de tre dyr lægger stemmer til, egentlig mere karakter af politisk-historiske essays end af noveller.

I A Guided Tour Through the Museum of Communism tager Drakulić os på en rundtur på Det Kommunistiske Museum i Prag (som faktisk eksisterer – og jeg er blevet helt nysgerrig efter at besøge det). Det giver hende anledning til en kritisk reflektion over den måde, man i Tjekkiet forholder sig til landets kommunistiske fortid – som det for eksempel kommer til udtryk ved, at eksempler på modstanden mod det kommunistiske regime angiveligt er tildelt en overproportional plads på museet (historien skrives som bekendt af sejrherrerne). Drakulić har valgt at skrive essayet som en talestrøm fra en mus, der bor på museet, og som giver en besøgende tysk rotte en rundvisning. Jeg ved ikke helt hvorfor.

I An Interview with the Oldest Dog in Bucharest er vi i Rumænien, hvor en lokal hund giver sit perspektiv på årene under og efter Ceaușescu fortalt med fokus på det stigende antal herreløse hunde i Bukarests gader som et forvrænget billede menneskenes vilkår under de forskellige regimer. Det er det mindst vellykkede af essayene.

In the transition from Communism to capitalism, all people are unequal but som are more unequal than others.

Endelig giver Drakulić i The Cat-Keeper in Warsaw (A Letter to the Prosecutor) ordet til den polske general Jaruzelskis efterladte kat (Jaruzelski omtales ganske vist ikke ved navn i essayet, men referencen er umisforståelig). Jaruzelski (det var ham de mørkt tonede briller, husker I nok) var ministerpræsident i Polen de sidste ca. ti år under kommunismen. Den 13. november 1981 indførte han militær undtagelsestilstand i landet som reaktion på stigende folkelige protester mod regimet anført af den ikke-kommunistiske fagforening Solidaritet ledet af den senere polske præsident Lech Wałęsa.

Jaruzelski blev efter kommunismens fald retligt indbragt for det særlige Institut for National Erindring, som var nedsat til at undersøge forbrydelser under nazismen og kommunismen. Jaruzelski forsvarede selv sin beslutning om at indføre undtagelsestilstand som en nødvendighed for at undgå en truende sovjetisk invasion (om denne trussel var reel, er vist stadig omtvistet blandt politiske historikere).

Drakulić portrætterer Jaruzelski som en lidt tragisk figur, fanget i den forkerte tid. Hendes kritiske brod i essayet er rettet mod risikoen for at Polen på det tidspunkt skulle begå den fejltagelse at tro, at et land kan gøre op med sin fortid ved at gøre op md en enkelt mand – som om synderne hos de, der medvirkede til forbrydelser under den lange militære undtagelsestilstand i Polen, kunne sones alene ved at straffe Jaruzelski (“as if the General was Jesus”).

Drakulić’ essays er ikke uinteressante, men de er også lidt mærkeligt ufokuserede, som om hun ikke helt har kunnet bestemme sig for sin målgruppe. På den ene side bruger hun en hel del af den sparsomme plads på at gengive en række begivenheder og historiske baggrundsoplysninger, som turde være basalt kendt stof for alle, der har fulgt en smule med i en avis eller interesseret sig historisk for perioden op til og efter de østeuropæiske kommunistiske regimers fald. På den anden side er der alligevel en del af pointerne i essayene, som fordrer yderligere – og i sammenhængen implicit forudsat – viden om samme.

Og så synes jeg ikke rigtigt, at hun får særlig meget ud af ideen med at lade et dyr agere fortællerstemme. Bedst (men alligevel ikke helt godt) fungerer det i essayet om general Jaruzelski, hvor grebet med at lade generalens efterladte kat være fortælleren muliggør et andet og mere intimt perspektiv på mandens gerninger. I det bedste af essayene – dét om det kommunistiske museum i Prag – kunne hun imidlertid fuldt ud lige så godt have ladet en menneskelig kustode agere rundviser. Og essayet fra Bukarest om de omstrejfende hunde er i det hele taget bare ikke så velfungerende.

Drakulić fulgte i 2011 Two Underdogs and a Cat op med en udvidet essaysamling, A Guided Tour Through the Museum of Communism bestående af de tre oprindelige essays suppleret med yderligere fem om fem andre tidligere kommunistiske lande, fortalt af fem andre dyr. Dem tror jeg nu, at jeg springer over.

K's vurdering: