Havbogen er en bog om to venners fascination af tanken om at fange en stor haj – og samtidig et langt, fascinerende og fornøjeligt essay over alt mellem himmel og jord, men især om dét, der er i havet.

Rammehistorien i Havbogen er ganske enkel: Fortælleren (som vi må gå ud fra er Morten A. Strøksnes selv) og hans ven Hugo har sat sig for at fange en grønlandshaj.

Grønlandshajen eller havkalen inkarnerer alle menneskenes rædselsforestilinger om en haj: Arten er urgammel, forskere mener at have målt enkelte eksemplarers alder til mellem 272 og 512 år, den går primært på store havdybder (er observeret på helt ned til 2.200 meters dybde og i vand med temperaturer ned til -7 grader), den bliver op til 7 meter lang med en vægt op til 1.200 kilo, har savbladskarpe tænder, dens kød er giftigt og lugter af urin. Havkalen er en glubsk ædemaskine fra sagntiden.

Sådan én må man da kunne fange fra en gummibåd stævnet ud fra en lille ø i Lofoten med 300 meter reb, en stor kødkrog på en jernkæde og agn af råddent skotsk højlandskvæg.

De to venners mission udfolder sig over et år. Fortælleren bor i Oslo, men flyver fire gange i løbet af året, én gang i hver årstid, op til Lofoten og sejler ud til den lille ø Skrova, hvor Hugo bor med sin kone. Bogen bliver dermed blandt andet et portræt af Lofoten gennem fire årstider. Sommerens sjældne dage med næsten havblik, de vilde efterårsstorme, den isnende vinter og foråret.

Strøksnes og hans ven er ikke blinde for det paradoksale i deres forehavende. Om nogen har de respekt og forståelse for havet og dets beboere og de uretfærdige kulturelle skrækforestillinger, der knytter sig til ikke mindst hajen:

Hajer dræber ti eller tyve mennesker årligt, i alt på hele kloden. I løbet af samme tidsrum drøber vi cirka treoghalvfjers millioner hajer. Alligevel betragter vi den som et farligt rovdyr.

Ikke desto mindre kan de ikke slippe fascinationen ved tanken om at hive denne havets urgamle kæmpe op fra det mørke dyb. De to sympatiske mænds projekt har et anstrøg af fantasteri over sig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Den gamle mand og havet – nu ved Lofoten i det 21. århundrede, men uden den drivkraft, der kommer af overlevelsens nødvendighed.

Havbogen er ikke rigtig skønlitteratur, men den er heller ikke rigtig faglitteratur. Den tager (ihvertfald tilsyneladende) afsæt i nogle af forfatterens egne oplevelser, men det er heller ikke en selvbiografi eller autofiktion. Den genrebetegnelse, der rammer bedst, er nok essayet – selv om bogen med sine 395 sider inkl. noter naturligvis er alt for lang til at være et essay i klassisk forstand. Ikke desto mindre er formen i allerhøjeste grad essayistisk og bogens 39 kapitler kan til en vis grad betragtes som sammenhængende essays.

Grønlandshaj/havkal – med en karakteristisk parasit hængende ud af øjet, som gør hajen nærmest blind. Charmerende.

Bogen er et encyklopædisk kludetæppe af små nedslag i historien om den menneskelige viden om stort set alt, der har det mindste med havet at gøre (og hvad har ikke det, når man lader tanken flyde frit). Læseren beriges ikke bare med indsigter i fiskerimetoder og havbilogi, men også i geologi og pladetektonik, klimaforandringer, evolutionshistorie, geografiens og kartografiens historie, middelalderens verdensbillede og meget (virkelig meget) andet.

Strøksnes refererer lystigt og utvunget fra en række historiske videnskabelige værker fra antikken over middelalderen til i dag, og nogle kapitler er nærmest små stykker vidensærkæologi.

Det hele er iblandet personlige oplevelser med hajfiskeri og andet fiskeri, de to venners dage sammen i øvrigt, iagttagelser af livet på kanten af verden på den lille ø i Lofoten og småfilosofiske reflektioner over mennesket som en del af naturen, det jordiske økosystems afhængighed af havet, stjernehimmelen over os og meget andet godt fra havet (ja, undskyld).

Læg hertil en mængde nedslag i litteraturen fra Homer over Dante Alighieri til Rimbaud, James Joyce, Daniel Defoe og (naturligvis) Herman Melville og nyere forfattere som Judith Schalansky.

Det kan lyde som en stor og måske lidt både tung og vidtløftig omgang, men Strøksnes mestrer det klassiske essays virkemidler, han fortæller let og elegant med tilbagelænet engagement og siderne vender nærmest sig selv.

Medvirkende hertil er, at bogen nok er spækket med viden, men den er bundet sammen af poetiske iagttagelser og reflektioner. Især er den ladet med en stor kærlighed til havet, dets rigdom, dets vildskab og dets meditative stilhed.

Om ikke så længe må vi trække linen op og komme ind til Skrova. Ingen af os siger noget om det. Vi nyder stilheden. Tankerne slipper fortøjningerne og driver med strømmen. Stjernerne deroppe, havet hernede. Stjernerne skvulper, havet skinner og blinker.

Havbogen faldt mig lige i starten en smule tung, men det havde mindre med bogen som sådan at gøre end med mine forkerte forventninger om, at den i højere grad ville have karakter af roman. Da jeg først fandt ind i bogens rytme blev den til ganske fornøjelig og også oplysende læsning. Jeg kan anbefale bare at læne sig tilbge, lade sig skvulpe med og følge Strøksnes i hans associationer og alt den viden, han hiver og fra havet og litteraturen.

Morten A. Strøksnes (f. 1965). Privat foro (her fra Dagbladet Information).

Bogen kan ikke desto mindre føles lidt lang, hvis man læser man den i ét stræk, proppet som den er med alskens viden, videnskabelig som uvidenskabelig. Der er imidlertid intet forgjort i at læse den i mindre doser, f.eks. en årstid af gangen, mens du lader dig divertere af noget andet. Bogen inviterer faktisk til en sådan læsning med sin essayistiske form, og som sagt er der ikke nogen handling af betydning at holde styr på. Havbogen er tålmodig ligesom havet, og den skal nok vente på dig. Den fortjener en opmærksom læser.

Morten A. Strøksnes’ Havbogen kan i sin form minde lidt om svenske Frederik Sjöbergs Fluefælden (omend Havbogen er lidt mere løs i kompositionen og mere essayistisk i sin stil). Hvis du ligesom jeg var begejstret for Fluefælden, så er der er en god chance for, at du også vil have fornøjelse af Havbogen.

Fanger Hugo og fortælleren så den grønlandshaj til sidst? Det skal jeg ikke røbe, men man skal ikke langt ind i bogen, før man opdager, at det heller ikke er så vigtigt. Det vigtige er at være på havet i gode venners lag og tænke på hajen og menneskene og alt det andet i havet og på jorden og i det uendelige univers.

• Lignende indlæg

Diogo Mainardi: Faldet. En fars erindringer i 424 skridt

Tarjei Vesaas: Fuglene

Antal Szerb: A Martian’s Guide to Budapest

Henrik Nor-Hansen: Termin. En fremstilling af vold i Norge