Litterær kartografi eller kartografisk litteratur? Jeg ved ikke, hvad der er den bedste betegnelse for Judith Schalanskys smågeniale påhit og velgennemførte atlasudgivelse. Men den fungerer supergodt og kan anbefales til alle, der nogensinde har følt et strejf af romantisk udlængsel ved at kigge i et atlas.
Tyske Judith Schalansky (som nogle vil kende for Giraffens Hals, som jeg endnu selv har til gode) har udgivet et atlas, som faktisk er et rigtigt atlas og et meget smukt et af slagsen – med nøjagtige kortillustrationer af 50 små, afsidesliggende øer fra alle verdenshavene, alle gengivet i samme kartografiske målestok og fuldendt med et omfattende indeks over alle stednavne på kortene.
Samtidig er bogen et stykke skønlitteratur: Til hver ø hører en lille fortælling: beretninger om øernes ‘opdagelse’ af europæiske søfarende; pudseløjerlige anekdoter om enkelte mennesker, der har været på øen; historier om efterladte slaver og om matroserne fra mytteriet på Bounty; antropologiske iagttagelser af øboernes riter og myter; dramatiske beskrivelser af geologiske eller zoologiske fænomener på øerne og mere endnu.
Bogens undertitel er ‘Halvtreds øer, som jeg aldrig har været på og aldrig vil komme til’, og Judith Schalanskys afsæt er netop drømmen om den store verden, om de opdagelsesrejsendes møde med ukendte, eksotiske, fjerne steder. Ikoniseret ved fingerens rejse hen over atlasets sider, som nogle af os husker fra vores barndoms (og for muligvis lidt færre af os også fra vores aktuelle voksenheds) fascination af atlaset, dets mystiske navne og de fascinerende steder, som man kan fantasere om.
Bogen indledes med et fint essay om netop denne kortfascination over de fjerne steder, som smukt anslår ideen med atlaset.
Men hovedparten af bogen udgøres af selve atlaset. Her har hver af de 50 øer fået tildelt sit eget opslag: Højre side er et kort over øen omgivet af et støvblåt hav. Venstre side giver dels nogle faktuelle oplysninger om øens navn på forskellige sprog og i nogle tilfælde navnets etymologi; dels nogle angivelser af øens afstand til andre steder i verden, herunder andre øer i atlaset; dels en tidslinje med nogle ganske få mere eller mindre arbitrære nedslag i øens historie (som i sig selv elegant og underspillet demonstrerer den pointe, at ikke bare den kartografiske fremstilling, men også den historiske præsentation af et sted udgør et greb (til tider et overgreb), der fremhæver noget og undlader andet.
Og så er der på venstresiden af hvert ø-opslag et kort essay med et historisk, geologisk, zoologisk, antropologisk eller biografisk nedslag fra øen. De små tekststykker er meget forskellige, men har det til fælles, at de er båret af fascinationen af det fremmedartede og det isolerede. Og så det, at hver lille tekst i sig bærer løftet om en hel anden verden og en meget længere historie, vi kun får et glimt af og selv må fantasere videre om.
Der er f.eks. historien om fabrikantsønnnen fra Remscheid, August Gissler, som grebet af guldfeber bruger seksten år af sit og sin families liv som mislykket guldgraver på den ellers øde Kokosøen (i dag tilhørende Costa Rica) omkring år 1900:
Gissler bliver ved med at grave huller, så dybe, at han til sidst står med anklerne i grundvandet, og så store, at man kan begrave skibe i dem, men ikke en drøm.
Der er den drabelige beskrivelse af den aldrig afsluttede krig på Juleøen, hvor myriader af røde krabber kæmper en ulige kamp mod de mindre, men endnu mere talstærke og bedre organiserede, giftige, gule Crazy ant-myrer.
Regntiden lokker dem ud af deres huler. Hvert år begiver hundredetyve millioner kønsmodne krabber sig på vej til havet. Et rødt tæpper breder sig ud over øen. Med tusindvis af skridt kravler de over asfalt og dørtærskler, klatrer over mure og klippevægge, skubber på to stærke klosakse og otte tynde ben deres ildrøde skjold sidelæns frem til målet og kaster deres sorte æg i brændingen lige inden nymåne. // Ikke alle når frem til målet. Deres fjende lurer overalt: […] Crazy ant-myrerne sprøjter ætsende syre på deres flammende skjold. Først mister krabberne synet, derefter deres lyderøde farve, efter tre dage deres liv. Der er krig på Juleøen.
Som en fin, lille, ekstra detalje rummer hvert opslag også en tegnet globus, som er vinklet, så den pågældende ø er i centrum: en illustration af den åbenlyse, men ikke banale, pointe, at enhver ø, ethvert samfund, ethvert menneske for sig selv er verdens navle.
Den fysiske bog er i sig selv en pragtudgivelse, som oser af kvalitet. Judith Schalansky har selv stået for designet af bogen, og Forlaget Vandkunsten har fulgt den tyske original, hvorved forlaget opretholder sin status som garant for moderne bogbinderkunst af høj kvalitet. Jeg var solgt, allerede inden jeg slog op i bogen.
Vandkunstens udgivelse er i halvbind med sort ryg, der giver et lækkert og lidt altmodisch udtryk, som passer godt til bogen. Forsideomslaget viser en af kortillustrationerne fra bogen, domineret af den støvede havblå farve, der omgiver hver af de små afsidesliggende øer. Snittene er farvet med en smuk orange, som går igen inde i atlaset i begge permer, hvor et verdenskort er optrykt, og yderligere går igen i de smukke kortillustrationers markeringer af byer og veje samt enkelte fremhævede tekststykker.
Alene den fysiske udgivelses overdrevne lækkerhed er grund nok til at anskaffe sig denne bog. Og har du som jeg nogensinde mærket fascination af de steder, man kunne, men nok aldrig kommer til at rejse til, så er du nødt at løbe ned i din lokale boghandler efter den.
Titel: Atlas over afsidesliggende øerForfatter: Judith Schalansky
Udgiver: Forlaget Vandkunsten
Udgivelsesdato: 07.11.2014
Sider: 144
Originalsprog: Tysk
Oversætter: Anette Petersen
Originaltitel: Der Atlas der ablegenen Inseln
Opr. udgivelsesår: 2009
Læst: December 2014
K's vurdering:
Skriv et svar