Fredrik Sjöberg: Fluefælden

Det er en ganske vidunderlig bog, den svenske forfatter og biolog Frederik Sjöberg her har begået, og som nu er oversat til dansk. En underfundig hyldest til eftertanken, om at være tilstede i dét man gør, om at blive til menneske gennem dedikation og om alt muligt andet. Fyldt med stilfærdig og humoristisk livsklogskab om stort og småt, om kunst og politik, natur og kultur, ensomhed og kærlighed. Og den rene og skære fornøjelse af læse.

Alt dette på trods af og på grund af eller ihvertfald foranlediget af eller bare viklet ind i det gennemgående tema for bogen, som er noget så nørdet som flueforskning, eller rettere: at samle på fluer, nærmere bestemt svirrefluer.

Hvad ind i h…. er svirrefluer? Ja, det er de dér små, moderat irriterende hvis de i sjældne perioder optræder i stort tal, men for de fleste af os som regel bare ligegyldige, typisk gul-og-sort-stribede sommerfluer, der lidt ligner hvepse uden at være det.

Kan man skrive en læseværdig bog om svirrefluer, som overhovedet-ikke-insekt-interesserede almindelige læsere bør interessere sig mere end et sekund for? Nej, det kan man formentlig ikke. Men Fredrik Sjöberg har altså gjort det alligevel. Og det er selvfølgelig også, fordi den ikke kun handler om svirrefluer. “Jeg er jo ikke idiot,” som Sjöberg skal have svaret på spørgsmålet under et interview på Louisiana i forbindelse med præsentation af den danske oversættelse (ifølge LitteraturNu).

Bogen præsenteres på omslaget som “Essay. Selvbiografi. Roman. Rejseskildring. Kreativ nonficton. Biografi. En bog.” Og det passer egentlig meget godt. Hvis man skal snævre det lidt mere ind, ville jeg nok primært kalde bogen en samling essays, som dog er bundet sammen på tværs. Dels bundet sammen af fluefascinationen og Sjöbergs mange timer, dage, uger, måneder stående stille på sin plet på en lille ø i den svenske Skærgård med sin ketcher og sin fluefælde tålmodigt og koncentreret ventende på – måske, måske – at fange og finde en ny eller sjælden art svirreflue.

Dels er de enkelte essays/kapitler bundet sammen af Sjöbergs fascination af en anden svensk insektforsker (entomolog, som jeg nu har lært, at det hedder….), den i disse kredse åbenbart verdensberømte svensker René Malaise (1892-1978), som er mest kendt for at have opfundet en særlig insektfælde, Malaisefælden, som har givet titel til Sjöbergs bog.

Malaise er et ganske interessant bekendtskab i Sjöbergs biografiske fremstilling: Lidt af en fantast, der startede som seriøs biolog og insektforsker og viede mange år af sit liv i 1920’erne til indsamling af bladhvepse i bl.a. den utilgængelige ødemark i Kamchatka i det østligste Rusland. Men som sluttede latterliggjort som forfatter til bøger om det forsvundne Atlantis som årsagsforklaring på kontinenternes bevægelser. Især insektstudierne på Kamchatka fangede interessen her på bognoteredaktionen, idet K ham selv for nylig har været på en længere ferie netop dér (deraf stilstanden her på bloggen i august). Jeg kan bekræfte, at der stadig er meget flyvende kryb i luften på de egne – omend jeg bed mest mærke i de arter, der bed flest mærker i mig: myg og mitter.

De bedste dele af bogen er nu Sjöbergs mange små, hyggelige reflektioner og stilfærdige, småironiske kommentarer til verdens gang set fra hans lille ø og fluernes perspektiv. Som når han får givet sit besyv med i indvandrerdebatten uden direkte at tale om andet end svirrefluer:

[Narcisfluen] må være kommet som en fremmed sydfra en gang for længe siden, men nu har den samme ret til området her som alle andre. Dette er min politiske grundholdning. En ganske risikofri en, det skal siges, men det er kun fordi fluepolitikken aldrig har fået et rigtigt opsving. Jeg ved ikke hvorfor. Dræbersnegle, mink, vildsvin, skarver og alt hvad der nu findes, tiltrækker altid en masse populistiske fremmedfjender og skrålhalse af alle slags, men fluerne er der ingen der interesserer sig for. Ikke engang de frygtsomme gør mig selskab. Men politik er det. Og i fluespørgsmål er jeg liberal og anbefaler ingen overgangsregler for deres indlemmelse i vores fauna. Lad dem bare komme. Her er plads nok (s. 81-82).

Fluefælden er så vidt jeg kan bedømme oversat fint til et enkelt og letlæst dansk. Jeg har i andre anmeldelser læst mig til, at større kendere af flora og fauna end jeg har visse mindre anker mod oversættelsen, som åbenbart enkelte steder har “undersat” svenske artsbetegnelser af blandt andet visse fugle, frem for at benytte de korrekte danske navne. Det skurrer selvfølgelig lidt al den stund, at en del af Sjöbergs ærinde er at slå et slag for den tålmodige omhyggelighed og koncentration, der ligger i arbejdet med den præcise artsklassifikation. Men for rene og glade amatører eller rene entomologiske og ornitologiske ignoranter som mig slår det nu ingen skår i læselysten.

K's vurdering: