Flot romandebut fra svenske Agnes Lidbeck. Et litterært feministisk manifest, som er både velskrevet, underholdende og letlæst, både humoristisk og alvorligt og med aktuel, kønskritisk kant.

Københavns litteraturfestival, Kbh læser 2018, som i år havde temaet “Manifest,” er netop afsluttet. I det lys kunne man et øjeblik fristes til at tænke, at Agnes Lidbecks romandebut fra 2017, som udgives i dag i dansk oversættelse ved Iben Mondrup, kommer lige akkurat en postgang for sent. Romanen ville have passet perfekt ind i temaet, for så vidt den i høj grad kan læses som et moderne, feministisk, litterært manifest.

Timingen af den danske udgivelse er ikke desto alligevel helt passende og naturligvis bevidst, da dagen i dag, den 8. marts, som bekendt er Kvindernes Internationale Kampdag.

Romanen indledes med en slags politisk-sociologisk programerklæring:

Den sociale overenskomst forhandles ikke på individniveau. Den er almengyldig, et regelsæt må overholdes, hvis samfundet skal fungere.
   Grundforudsætningen er, at kvinden spiller tre roller. Hun skal være mor. Hun skal være tiltrækkende. Hun skal tage vare på andre, hun skal yde omsorg.
   De respektive roller skal spilles efter nogle vedtagne retningslinjer. Replikkerne er givne. Improvisation er forbeholdt de vanvittige.
   Kvinden selv er den, der har mest at vinde ved at opretholde disse grænsedragninger. Så længe hun er forståelig for sine omgivelser, forstår hun også sig selv.
   Det modsatte, at være uforståelig, er noget hun frygter: et symptom på fysisk eller empatisk uformåen.

Så er temaet slået an, og det holder Lidbeck sig til. Romanen er således stramt og konsekvent komponeret i tre lige store dele, som hver udfolder de tre kvindelige roller: Mor, elskerinde, plejer. Eller i den klassiske formulering: Moderen, luderen, madonnaen.

Lidbeck skriver i enkle, korte sætninger i et sprog, der umiddelbart er nemt og ligefremt. Der står imidlertid ligeså meget mellem linierne som på dem, og det fine ved Lidbecks prosa er netop alt det usagte, der i kraft af at være usagt står endnu stærkere.

I romanen følger vi kvinden Anna over en stor del af hendes liv, mens hun udspiller de tre kvindelige roller: Fra hun bliver mor til sit første barn over en periode med en affære i rollen som elskerinde, og til hun fuldender bevægelsen gennem rollemønsteret som omsorgsgiver over for en døende.

Den første del om Anna som mor er den bedste. I rollen som mor er der glæde, kærlighed, nærhed, tilfredsstillelsen ved at være nødvendig. Men der er også de forbudte frustrationer: Følelsen af at være spærret inde i rollen, af nogle gange næsten ikke at kunne bære vægten af alle de krav, der stilles til hende, af de uudsagte og dermed uimodsigelige regler for, hvordan en mor skal handle, tænke og føle.

Ligegyldigt hvor meget Anna bider sammen og lægger puslespil eller lytter til, hvad børnene siger, er det aldrig nok. Ligegyldigt hvor meget glæde hun viser, kommer der endnu en time eller endnu en dag, hvor hun igen skal være glad.

Anna elsker sine børn, og hun er en god mor efter alle vedtagne normer. Og Annas mand, Jens, er en god far, der også gør alle de rigtige ting, der forventes af en moderne far. Der er sådan set ikke noget at sætte en finger på. Men de glider alligevel fra hinanden, kommer til at kede sig.

Som mand kan Jens være både far og mand løsrevet fra rollen som far. Faderskabet er en rolle, han kan glide ind i og udfylde og få anerkendelse for – og glide ud af igen for at være mand i andre henseender, når han går på arbejde, går på jagt, og hvad han nu gør.

Som kvinde synes Anna i omgivelsernes – og hendes eget – blik derimod reduceret til rollen som mor. Jo, hun har et arbejde og deltager i diverse socialt acceptable aktiviteter, men det er funktionen som mor, hun samfundsmæssigt bedømmes på, alt andet er sekundært. Og rollen som mor fylder så meget og kræver så meget, at Anna ind i mellem kunne skrige, men det må man ikke.

Moren kan være irriteret over mælkepletter og nullermænd. Aldrig på børnene selv. Det er i orden at påtale, at barnet fylder hele sofaen, men ikke at det fylder hele livet.

Og på et tidspunkt er børnene så store, at Anna i bogens anden del kan bevæge sig videre ind i den næste af de tre definerede kvinderoller. Hun møder en anden mand, indleder en affære, bliver forelsket – og spiller sin rolle som forelsket elskerinde med alt, hvad det indebærer.

Endelig kommer Anna i tredje del af romanen i en situation, hvor en elsket er døende. Hun træder ind i rollen som omsorgskvinden, plejeren. En rolle, der minder ikke så lidt om rollen som moren, og hvortil der stilles lignende forventninger om uselvisk opofrelse og uendelig tålmodighed.

At være plejer er en tid fuld af næsten-sidste-tid. I stedet for den sidste samtale er der en lang række samtaler, som burde have betydning, men som ikke har det.
   Alligevel skal plejeren kunne udvise en usvækket interesse.

Romanens ramme er godt tænkt og velgennemført, men kan også godt virke en smule snærende. Især tredje del opleves lidt tynget af det krav, Lidbeck har stillet til sin egen komposition om, at hver del skal have samme omfang – der er ikke så meget kød på denne del som de to første, og den er måske derfor heller ikke helt så skarpt skåret.

Men det er en meget lille skønhedsplet. Overordnet set var jeg imponeret over, hvor godt det faktisk lykkes Lidbeck på én gang at holde sig til og udfylde den stramme form og samtidig fortælle en troværdigt sammenhængende historie med et troværdigt kvindeportræt i centrum.

Agnes Lidbeck (f. 1981). Foto: Goran Segeholm (pressefoto fra forlaget)

Selvfølgelig er der også noget skabelonagtigt over Lidbecks kønskritiske grundpræmis om, at en kvinde selv i det moderne Sverige ikke er noget uden for de tre definerede, klassiske roller. Men hvis en kritik i litterær form skal kunne mærkes, skal den have kant.

Og selv man hurtigt ville kunne – og det er der sikkert nogen, der kommer til at gøre – fremføre en mængde kritiske nuanceringer til samfundsdiagnosen, så er det vanskeligt at afvise, at Lidbecks bog har aktuel relevans, også i dansk sammenhæng.

Man kan indvende, at Lidbecks perspektiv på den moderne kvindes vilkår nærmer sig en gammeldags strukturel determinisme. Det gælder især i de korte, programmatiske sociale diagnoser, der bogen igennem er indskudt som en slags metakommentarer undervejs i fortællingen om Anna, og hvoraf jeg har citeret fra nogle stykker ovenfor.

På den anden side fremstår det litterære portræt af Anna som nævnt både ovenfor levende og troværdigt. Derigennem tegnes i romanen også et mere nuanceret billede af forholdet mellem individer, køn og samfund, hvori vi som mennesker aldrig er fuldt ud determinerede af samfundstrukturen og de dominerende diskurser om f.eks. køn og magt. Vi er også altid selv aktivt medansvarlige for at reproducere de roller og diskurser, vi forstår os selv og hinanden igennem – og dermed har vi også mulighed for at yde modstand mod de prædefinerede roller.

Men nu er der vist risiko for, at det her bliver lige lovlig filosofisk-sociologisk langhåret, så lad os forlade den bane. For først og fremmest er Last i egen ret god skønlitteratur. Velskrevet, velfortalt med kant og både humor og alvor.

Endelig må jeg ikke glemme bogens elegante design. Forlaget Modtryks danske udgave er virkelig lækkert boghåndværk: En gedigent indbundet hardback med stofryg og et flot omslagsdesign af Andreas Kjærgaard, der i sig selv er farvestrålende smukt og sjovt og samtidig fungerer som illustration og rammende kommentar til romanens temaer.

• Lignende indlæg

Jakobína Sigurðardóttir: I barndom

Peter Adolphsen: Jeg kan ikke huske

Jón Kalman Stefánsson: Historien om Asta

Tarjei Vesaas: Fuglene