Christos Tsiolkas: Lussingen

Lussingen er et godt bud på en såkaldt ‘stor samtidsroman’ fra Australien i begyndelsen af det 21. århundrede. En kollektivroman om tre generationer, som kommer ubesværet rundt om en mængde store temaer: Forholdet mellem generationerne, mellem indvandrere og indfødte, mænd og kvinder, rige og fattige, kristne, muslimer, hinduer og ateister. Om den svære seksualitet, kærligheden, parforholdet, bristede drømme for sig selv og sine børn, loyalitetskonflikter mellem familie og venner og meget andet.

Christos Tsiolkas (f. 1965) er født og opvokset i Melbourne, Australien, som søn af græske invandrere. Man må tro, at han trækker på egne erfaringer i sit indlevede og troværdige portræt af netop det græske immigrantmiljø i Melbourne i romanen Lussingen.

Handlingen i Lussingen tager afsæt i … en lussing. Den falder under en grillfest for familie og venner hos middelklasseægteparret Hector og Aisha. Han er søn af græske invandrere, hun er af indisk afstamning (til Hectors græske mors evige fortrydelse – hun omtaler aldrig sin svigerdatter og børnebørns mor som andet end ‘inderen’).

Den, der svinger lussingen, er Hectors fætter, Harry. Og den, der modtager den, er den knap fireårige dreng Hugo, søn af Aishas gamle veninde, Rosie, og hendes mand, den indfødte hvide australier Gary, en mislykket kunstmaler og bohemetype med et alkoholproblem, et iltert temperament og et indædt mindreværdskompleks overfor resten af verden og især Rosies mere succesrige veninder og deres familie.

Drengen Hugo er et overforkælet, frastødende, egocentreret barn uden grænser, som lider åbenlyst af manglende opdragelse (og som fireårig stadig bliver ammet i tide og utide af sin mor). Både vi som læsere og de fleste af gæsterne ved grillfesten kan ikke lade være med at tænke, at Hugo har fortjent den lussing, han inkasserer, da han i et hysterisk anfald truer Harrys søn med et kricketbat. Men man slår jo ikke et barn – især ikke, når det ret beset var hans forsømmelige, irriterende forældre, der havde fortjent afklapsningen.

Og Hugos forældre tager sagen ilde op. De melder Harry til politiet for vold mod et barn og insisterer på en retssag. Herfra udfolder handlingen sig, og den ret beset banale episode driver kiler ned mellem romanens mange personer og truer med at opløse venskaber, ægteskaber og familier.

Lussingen og de ringe i vandet, den skaber, giver Christos Tsiolkas anledning til at levere et nuanceret samtidsportræt af Australien i det 21. århundredes begyndelse med alle dets små og store sociale spændinger og med den politiske verdensscene svagt flimrende i baggrunden. Og det gør han sådan set godt.

Romanen er fortalt kronologisk i otte lange kapitler fra otte forskellige personers synsvinkel. Alle personerne er troværdigt og indlevet karakteriseret. Mest interessant er faktisk den håbløse mor til djævleungen Hugo, som Tsiolkas formår at gøre om ikke sympatisk, så forståelig i hendes naivitet og frustration over bristede drømme.

Lussingen er en lang roman, en kleppert på 559 sider, men den er nem at læse og ganske underholdende. Jeg fik den kværnet henover et døgn her i min juleferie.

Hvis du er til denne type kollektive samtidsromaner med et stort persongalleri (á la Jonathan Franzens The Corrections, om end ikke på Franzens litterære niveau), så er der en god chance for, at du også vil nyde Lussingen.

Det er så ikke min personlige favoritgenre, og selv om jeg var udmærket underholdt, så tror jeg ikke, at det er en af de bøger, der kommer til at stå stærkt i min bevidsthed særligt længe. Hertil var personer, plot og temaer alligevel lidt for almindelige og ufarlige.

Et lille suk til sidst: Jeg ville ønske, at jeg havde læst bogen på det originale engelsk. Den danske oversættelse flyder sådan set fint, men den er skæmmet af flere åbenlyse ‘undersættelser,’ som får én til at tænke over, hvor meget af romanen i øvrigt, der er skævt oversat, uden at jeg opdager det.

Eksempel: Aisha siger i den danske oversættelse et sted, at “Hector er rasende på mig. Han tror, at jeg bedrager hans fætter” (s.73). Sætningen giver absolut ingen mening i sammenhængen. Jeg gætter på, at der i originalen har stået “[…] He thinks, I’m betraying his cousin,” hvilket burde have været oversat til “Han synes, at jeg forråder hans fætter.” Og der er desværre flere af den slags eksempler. Det er den slags, der får mig til som regel at foretrække de engelske originaltekster frem for oversættelserne.

Lussingen blev det australske indslag i min litterære verdensrundrejse. Tak til Lis Stærk for anbefalingen.

K's vurdering: