24 korte og forfriskende noveller fra Samoa. Mestendels fornøjelig læsning, selv om samlingen kunne have nydt godt af en lidt mere hårdhændet redaktionel behandling.

Samoanske Lani Wendt Young (f. 1973) har som forfatter mest gjort det i bøger inden for Young Adult Fiction (som ungdomslitteratur hedder på nudansk) og romantik. Men hun har også skrevet en mængde noveller med appel til andre typer læsere, herunder samlingen Afakasi Woman.

Afakasi er et samoansk udtryk for “halvblods” og bruges i Samoa som betegnelse for personer af blandet etnisk herkomst. I novellerne i Afakasi Woman fortæller Lani Wendt Young historier fra en mængde forskellige kvinder og pigers perspektiv, både “Afakasi women” og såkaldte “real Samoan women.”

Rent sprogligt er historierne på det jævne, men Young skriver ikke desto mindre med en vis afvæbnende friskhed, en spontanitet og en energi, som gør de fleste af historierne ganske fornøjelige at læse alligevel.

Samlingen kunne som helhed dog have haft godt af en lidt skrappere redigering. Mange af historierne fremstår noget upolerede, en del af dem kunne med fordel have været helt fravalgt til udgivelse. Nogle fremstår som hurtigt nedskrevne udkast, og jeg kunne ikke frasige mig et indtryk af, at lidt for mange af dem er gået i trykken direkte fra skuffen i skriveværkstedet.

Dertil kommer en forkærlighed hos Lani Wendt Young for at fortælle lidt for meget, at slutte historierne af med at mejsle pointerne i sten. Som om Young ikke har tiltro til læserens læseevne eller til sin egen formåen. Det betyder, at hun kommer til delvist at demontere nogle af de bedste historier ved at tone dem ud på en lidt flad måde.

Det er så meget mere ærgerligt, fordi det også er unødvendigt. For Young formår faktisk i mange historier at tegne fine personportrætter, typisk med en enkelt nøglesituation som omdrejningspunkt.

Et eksempel er historien “Eyes to See Miracles,” som beskriver en scene fra oprydningen efter en tsunami. En familie har set udefra mistet alt, men dét, de fokuserer på under oprydningen sammen med nogle frivillige hjælpere, er de små lyspunkter, som de selv ophæver til lykkelige mirakler: At deres dybfryser har overlevet, at de finder et køkkenskab intakt, hvori deres ene børn har overlevet, og at de finder et foto – og liget – af et andet barn:

Siniva is grateful that, unlike other tsunami victims, her son’s body was found complete. Unmarked. He still looked like her little boy.

Det er en stærk scene, men Young tager så luften ud af den til sidst ved at hamre pointen fladt ud for de tungnemme ved at forklare, at her har vi med en familie at gøre, “who – in spite of all they have lost, and all they have yet to endure – still have eyes to see miracles.”

Tsunamierfaringerne går igen i flere historier, og der er også andre, der tematiserer specifikke samoanske forhold. De fleste historier tager imidlertid afsæt i almenmenneskelige erfaringer og situationer, og de kunne have udspillet sig næsten hvor som helst i verden.

(I parentes bemærket er dette i øvrigt i sig selv en af de vigtige opdagelser ved at læse skønlitteratur fra hele verden: Selv om jeg er stødt på bøger, hvor jeg har følt mig en smule lost in translation, så er den altoverskyggende erfaring, at vi er ret ens på tværs af lande og kontinenter, når det kommer til de mest basale og vigtigste sider af at være menneske i en verden af andre mennesker, hvilket gør det muligt og slet ikke svært at forholde sig til litteratur, der er vokset ud af erfaringer hos mennesker på den anden side af kloden under helt anderledes levekår end dem, vi kender i vores eget smørhul).

Lani Wendt Young (f. 1973). Foto fra forfatterens twitter-profil.

Mange af Youngs historier tematiserer moderskabet fra forskellige vinkler. En af de alvorstunge – og bedste – er “Still Born”, hvor vi følger en mors tanker, hendes lykke, hendes frygt, hendes forhåbninger måned for måned i en graviditet – samtidig med, at vi fra begyndelsen er indviet i, at det ender med en dødfødsel. Det er hård kost, ogdet er troværdigt fortalt i tone, der fik mig til at tænke, at Young måske skriver ud fra egne, smertelige erfaringer.

Hendes egne erfaringer, er man ikke i tvivl om, må ihvertfald være i spil i de adskillige historier, der handler om hverdagslivet for en børnefamiliemor (Young er selv mor til fem). I flere af dem synes hun med både humor og kærlighed at få tiltrængt luft for de frustrationer og kvælningsfornemmelser, der kan følge af konstant at være omgivet af sine børn og aldrig have et øjeblik for sig selv:

After I’ve cleaned up the vomit, changed the diaper, put new sheets on the bed, caught the crazy cockroach, psychoanalyzed a dream, and engaged in a theological discussion – then I get to soothe a little child to sleep while she snuggles into my arms and mumbles, “I love you more than all the rubbish in the world, Mama.”

I den mørkere, alvorlige afdeling finder vi historien “Don’t Tell” om en ung piges oplevelse af at blive brændemærket ved at fortælle, at hun er udsat for seksulle overgreb fra sin stedfar. Og i “A Sister’s Story” handler det om en sekstenårig pige, hvis tvillingesøster har begået selvmord:

When people are planning to kill themselves, do they plan as far as who will find them first? If they do, what makes them pick certain people over others? Do they choose the person they think can ‘handle it the best’? Or do they pick the person they are most angry at? The person they want to suffer the most at their passing? Why? Why did you pick me, Italia?

Andre historier er små, lette og humoristiske bagateller. For eksempel “A Curse,” som er én lang rablende tirade mod en ukendt indbrudstyv, over hvis hoved fortælleren nedkalder alle de værste forbandelser, hun kan komme i tanker om, og det er kradse sager såsom:

May your garden be over-run with African snails. And vaofefe [en slags brændenælder, K.]. And poohing dogs. And Justin Bieber lookalikes.

Jeg havde nok ikke læst Afakasi Woman, hvis det ikke var fordi, jeg manglede et flueben ud for Samoa i min personlige læseudfordring, Verden rundt i bøger. Og som det turde fremgå ovenfor, så hører samlingen da heller ikke til i den litterære superliga. Men den er kort og hurtigt læst og rummer faktisk nogle små perler. Den kan som sådan sagtens anbefales, hvis du er interesseret i ny litteratur fra Oceanien.

Egentlig har jeg haft Albert Wendts Leaves of the Banyan Tree stående i reolen i et par år, hvor den med sin status af lidt af en romanklassiker inden for litteraturen fra Samoa og Stillehavsregionen i det hele taget har ventet på at indtage Samoas plads på mit litterære verdenskort. Jeg har også haft den fremme adskillige gange. Den virker bare så tør. Så nu fik Lani Wendt Young chancen i stedet, og hun skriver muligvis ikke lige så formfuldendt som Albert Wendt, men hun skriver heller ikke tørt, så det valg fortrød jeg ikke. Og på et eller andet tidspunkt skal jeg nok komme tilbage til Albert.

K's vurdering: