Jorden rundt i litteraturen: Anmeldelser af bøger fra hele verden
24 korte og forfriskende noveller fra Samoa. Mestendels fornøjelig læsning, selv om samlingen kunne have nydt godt af en lidt mere hårdhændet redaktionel behandling.
Samoanske Lani Wendt Young (f. 1973) har som forfatter mest gjort det i bøger inden for Young Adult Fiction (som ungdomslitteratur hedder på nudansk) og romantik. Men hun har også skrevet en mængde noveller med appel til andre typer læsere, herunder samlingen Afakasi Woman. >> Læs videre
Dette er muligvis det smukkeste stykke boghåndværk, jeg ejer – og af alle steder udspringer det af Palau, en af verdens mindste nationer, ikke mindst når det kommer til udgivet litteratur.
De mere end 300 små øer, der udgør staten Palau, dækker tilsammen ikke mere end 458 km2 i landareal og med ikke meget mere end 23.000 indbyggere er det lille ørige vest for Filippinerne og nord for den indonesiske del af Papua blandt verdens mindste stater. På baggrund af mine hidtidige erfaringer med at finde skønlitteratur fra de små stillehavsnationer havde jeg indstillet mig på at måtte nøjes med lidt i tilfældet Palau. Og der er da heller ikke mange udgivne, skønlitterære titler at vælge imellem fra landet. >> Læs videre
Overraskende vellykket roman fra Marshalløerne i Stillehavet, som kombinerer samtidsrealisme og kulturkritik med mytologiske elementer, grænsende til fantasy.
Marshalløerne er en selvstændig stat i Oceanien, bestående af i alt ca. 1.150 atoløer fordelt over et havareal på 1,9 mio. km² og beliggende lige nordøst for Mikronesiens Forenede Stater (du ved nok … eller se kortet herunder, hvis du ikke lige har Stillehavsgeografien på plads). >> Læs videre
En tysk, vegansk nudist grundlægger et alternativt utopisk samfund og en ny religiøs orden baseret på kokosnøddediæt, soldyrkelse og nøgenhed på en lille ø i det nuværende Papua Ny Guinea i starten af det forrige århundrede.
Stop en halv, den må du længere i Stillehavet med, forfatter Christian Kracht, tænker du måske. Det gjorde jeg ihvertfald – indtil jeg fik læst lidt op på historien.
For den schweiziske forfatter Christian Krachts (f. 1966) roman Imperium bygger rent faktisk på virkelige begivenheder. >> Læs videre
Jeg ved faktisk ikke helt, hvad jeg skal mene om denne roman. På den ene side er det en velskrevet, læsevenlig og på mange måder skøn og livsbekræftende, rørende fortælling med masser af liv og farver om kraften i den gode fortælling. På den anden side er den en rædderlig kliché fuld af stereotyper.
Først lidt om romanens ramme:
Hovedparten af historien foregår på øen Bougainville i 1991-1993. Bougainville er geografisk den største af øerne i Salomonøgruppen i Stillehavet, men tilhører politisk Papua Ny Guinea. I 1990 erklærede Bougainville sig ensidigt uafhængigt af Papua Ny Guinea, hvilket regeringen i Papua Ny Guinea i 1991 besvarede med en invasion af øen. >> Læs videre
Papuansk roman om en gruppe studerende fra Papua Ny Guinea og deres oplevelser af fremmedgørelse i Sydney, Australien, blandet op med en kulørt historie om onde ånder, skjulte familieforbindelser og optrevlingen af en pædofiliring. Alt sammen ret ringe fortalt i et fladt sprog og en ubehjælpsom komposition. Og så løber der en lidt ubehagelig undertone af racisme og homofobi gennem romanen.
Min litterære verdensrundrejse har bragt mig til Papua Ny Guinea repræsenteret ved romanen Mata Sara (Crooked Eyes) af den papuanske forfatter Regis Tove Stella (1960-2012). Som antydet ovenfor var det desværre ikke en af årets bedste læseoplevelser. >> Læs videre
A Remarkable Rotuman Woman er fra Fiji, og det er jo et plus, hvis man gerne vil læse en bog fra Fiji. Jeg kan også medgive dens naive stil en vis afvæbnende charme. Men særlig spændende eller velskrevet, det er den altså ikke.
De seneste uger har jeg litterært set opholdt mig mestendels i Afrika. Jeg mangler stadig en seks-syv afrikanske lande for at have været hele kontinentet rundt i min læseudfordring, Verden rundt i bøger, men resten af verden skal jo også passes. >> Læs videre
Hos Greenpeace har de sikkert været glade for Hvalrytteren med dens hvalromantik og budskab om, at vi mennesker skal besinde os på vores forbundethed med naturen, ikke mindst havet og hvalerne. Derudover er bogen båret af en sympatisk mission om at formidle en stolthed til maorier i New Zealand over deres nedarvede traditioner og historie,
Og misforstå mig ikke: Greenpeace gør et prisværdigt og vigtigt stykke arbejde. Jeg bakker i den grad op om indsatsen for at beskytte naturen og truede dyrearter, herunder også dem, der ser søde ud og har pels eller er hvaler. Jeg har stor respekt og sympati for Witi Ihimaeras ambition om med romanen samtidig at ville slå et slag for maoriernes kultur og traditioner.
Men gode intentioner og en god sag gør ikke i sig selv god litteratur. Tværtimod har den gode sag det ofte med at stille sig i vejen for den gode litteratur. Således også her. >> Læs videre
Lussingen er et godt bud på en såkaldt ‘stor samtidsroman’ fra Australien i begyndelsen af det 21. århundrede. En kollektivroman om tre generationer, som kommer ubesværet rundt om en mængde store temaer: Forholdet mellem generationerne, mellem indvandrere og indfødte, mænd og kvinder, rige og fattige, kristne, muslimer, hinduer og ateister. Om den svære seksualitet, kærligheden, parforholdet, bristede drømme for sig selv og sine børn, loyalitetskonflikter mellem familie og venner og meget andet.
Christos Tsiolkas (f. 1965) er født og opvokset i Melbourne, Australien, som søn af græske invandrere. Man må tro, at han trækker på egne erfaringer i sit indlevede og troværdige portræt af netop det græske immigrantmiljø i Melbourne i romanen Lussingen. >> Læs videre
Sagn og myter fra Kiribati: Guder og halvguder i himmelen og underverdenen, dæmoner, ånder og talende ål, lumske kannibaler, kapløb til havs med hajer, marsvin og krabber, konkurrencer i brændende spydkast og myter om skabelsen af himmelhvælvingen.
Ja, der masser af kulørt stof i den kiribatiske mytologi og fortælletradition, som man kan få et indblik i via denne samling af traditionelle, mundtligt overleverede historier, indsamlet og genfortalt af Ten Tiroba og oversat fra kiribatisk til engelsk af Reid Cowell. >> Læs videre
Mikronesien. Der var engang, hvor jeg troede, at det var et fantasiland, som kun fandtes i Anders Ands univers, lidt ligesom Langtbortistan. Men det er naturligvis så langt fra tilfældet, selv om Mikronesien vitterligt er langt væk fra Danmark – og langt væk fra de litterære traditioner, vi kender.
Staten Mikronesien (officielt: Mikronesiens Forenede Stater) er en selvstændig østat, som imidlertid kun udgør en delmængde af det større område i Stillehavet, der også går under betegnelsen Mikronesien, og som udover Mikronesiens Forenede Stater omfatter blandt andet Nauru, Kiribati, Palau og Marshalløerne (og hvis du synes, at det er noget forvirrende kludder fra de varme lande, at Mikronesiens Forende Stater kun er en delmængde af Mikronesien, så brug lige et halvt minut på at reflektere over statsnavnet USA). >> Læs videre
Med sit kun 21 km² store landareal og kun lidt flere end 9.000 indbyggere er Nauru verdens mindste selvstændige stat efter Vatikanstaten.
Nauru ligger på den anden side af jorden, nogenlunde så langt væk, man overhovedet kan komme fra Danmark, som en lille ø i det store område i Stillehavet, der går under navnet Mikronesien (ikke at forveksle med statsdannelsen Mikronesiens Forenede Stater, der kun udgør en delmængde af området Mikronesien).
Ligesom mange andre af stillehavsøerne har Nauru ikke haft nogen skriftlig, litterær tradition overhovedet og har det stadig ikke. Det har som forventeligt derfor også været mig særdeles vanskeligt at opspore nauruanske skønlitterære udgivelser. Jeg er kun stødt på én udgivelse, som vel formentlig kun har fundet vej til udgivelse og distribution, fordi der ikke er skrevet andet, som nogen har forsøgt at udgive. >> Læs videre
Ak, det er lidt af en litterær ørkenvandring (tilgiv mig det upassende billedsprog) at hoppe fra atol til atol blandt de mindre ønationer i Stillehavet. Jeg var ikke overrasket over, at det var svært at finde litteratur fra mikrostaten Tuvalu. Men det skulle vise sig endnu sværere for Vanuatus vedkommende.
Vanuatu er med sine godt 200.000 indbyggere og 12.200 km² store landområde ellers betydeligt større end Tuvalu (omend – indrømmet – stadig blandt klodens mindste stater). Men ligesom mange af de øvrige, små østater i Stillehavet har Vanuatu ikke nogen egentlig skriftlig litterær tradition, og det afspejler sig i meget få udgivelser.
Også i tilfældet Vanuatu har jeg i min ambition om at læse en bog fra hvert land i verden måttet slå mig til tåls med en digtsamling. Jeg har ikke kunnet opdrive nogen som helst romaner eller noveller fra landet >> Læs videre
Fast Talking PI er noget så overraskende som tuvaluansk Power Poetry. Der er saft og kraft i Selina Tusitala Marsh’s digte – selv om meget går hen over hovedet på mig.
Nu er det her jo ikke nogen geografiblog, men i tilfældet Tuvalu må man nok have lov at nævne et par fakta, som jeg tilstår, at jeg ihvertfald ikke selv var bekendt med førend fornylig:
Tuvalu er et ørige i Sydhavet bestående af ni beboede atoller dækkede i alt bare 26 km² land, som imidlertig er spredt over et havområde på omkring 1,3 millioner km². >> Læs videre
Kulørt, pseudohistorisk, episk fantasyramasjang fra Tonga med smæk for skillingen. Kan ikke frakendes en vis underholdningsværdi – og kunne være løftet til noget, der måske næsten var godt, hvis der havde været en litterær redaktør inde over. Det har der så tydeligvis ikke været.
Når man har sat sig som ambition at læse en roman fra hvert land i verden, så kommer man jo på et tidspunkt til Tonga. Ret hurtigt finder man ud af, at der ikke er meget at vælge imellem – faktisk er det ikke lykkedes mig at opstøve andre udgivelser på engelsk (endsige dansk) end denne mursten af en ramasjangroman (og når jeg skeler til andre verdenslitteraturlæsere, kan jeg konstatere, at de også er endt med Joshua Taumoefolaus A Providence of War fra 2011 – eller helt har opgivet Tonga). >> Læs videre
Hvis jeg skulle være høflig overfor salomonesiske John Saunanas roman The Alternative (1980), kunne jeg finde på at sige noget i retning af, at den er et interessant udtryk for sin tid og de rammebetingelser, den er skrevet under. Jeg kunne også bare være ærlig og sige ligeud, at den er røvkedelig og ubehjælpsomt skrevet. At den virker som dét, den er, nemlig det første forsøg på at skrive en roman i et land uden nogen som helst litterær romantradition.
Nå, men tilbage i det høflige spor, som består i at skrive lidt om den interessante nye viden, bogen har givet mig anledning til at opsøge (mens jeg for alt i verden undgår at skrive noget om bogen selv fra en rent litterær betragtning):
Noget af det sjove ved at give sig selv den udfordring at skulle læse mindst én skønlitterær bog fra hvert land i verden er således, at det også er en lejlighed til at få strammet lidt op på skolegeografien og få placeret nogle af de stater, hvor man ikke kommer så tit, lidt mere præcist på verdenskortet. >> Læs videre
